Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Fossa og Steen Juul - Odense 29.11.2020Foto: Gorm Johansen

Fossa tog en ny krans

FOSSA 29.11.20
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
29. november 2020 19:20

Fløjhesten i F-årgangen tog sig også af sæsonens sidste årgangløb, da den efter føring fra start til mål sejrede i Dansk Avlsløb på Fyens Væddeløbsbane. Hos hopperne fulgte forvandlingsnummeret Fighter K K op på sejren i kvalifikationsløbet og tog sig af også af finalen efter en stærk afslutning.

At samle på laurbærkranse er enhver hesteejers drøm. For Fossas tidligere ejer Stutteri Disney er det blevet til nogle stykker, men i dag kunne hestens nye ejer Jørgen Jensen fra Stald Rita også høste en krans sammen med ærespræmier og en førstepræmie på 54.000 kr. efter hestens sjette sejr i årets tiende start.

Fossa var meget stor favorit i Dansk Avlsløb præsenteret af Travauktioner.dk, og Steen Juul kunne straks fra start planmæssigt sende Wishing Stone-sønnen til spids. Der var startgalop for næstfavoritten Frederik, hvor Ken Ecce holdt vinderhullet op med Frank Jr Bounce, medens René Jonassen sad som første hest i andet spor med Felix.

De første 500 gik i 12-fart, hvor Kasper K. Andersen sendte First One Diamond af sted fra køen og kørte frem og afløste René Jonassen i dødens efter 600 m. Kilometeren gik på 1.14,9, og med 300 m igen trak René Jonassen Felix ud til angreb. Det bed godt, men på opløbshjørnet brød den lidt ud i banen og mistede momentum, og det kostede måske sejren.

Ind på det lige holdt Fossa farten, og selv om René Jonassen igen fik fart på Felix, så var sejren til Fossa aldrig rigtigt i fare, hvor Steen Juul lige måtte minde sin hest om opgaven på de sidste meter. Den vandt i tiden 1.15,2/2.140 m auto, og med førstepræmien på 54.000 kr. rundede Fossa fantastiske 1.1 mio. i indtjening – sjældent set for en dansk treåring. Felix tog andenpladsen, hvor Morten Friis tog en overraskende tredjeplads med Frodo Victory.

 - Jeg følger jo bare med. Hesten bestemmer selv, hvad den vil. Jeg er bare passager, var den spontane kommentar fra Steen Juul efter sejren. Og han fortsatte:

 - Han var afbalanceret i opvarmningen. Til prøverne var han lidt stresset og lå lidt mere på. I dag var han flink og medgørlig.

 - Det var kun lige op mod bilen, at han tænkte, at nu skal jeg af sted. Da tog han lige voldsomt nok ved. Men da han først var kommet af sted, så var det faktisk fint nok.

 - Han har vist, at han har været med til at præge alle årgangsløb. Han var en lille smule nede der i kriteriet. Men han var tilbage i Billund, hvor han viste, at han havde overskud igen. Siden har han bare bibeholdt den form. Det er en fantastisk lille hest.

 - Jonassen kom ude i banen. Og da Fossa ligesom ikke reagerede på det, så måtte jeg fortælle ham, at vi skal altså lidt længere dreng. Men så svarede han også.

FOSSA vindercirklen 29.11.20

Fossa og Steen Juul samt kredsen omkring hesten i vindercirklen, hvor ejer Jørgen Jensen ses som nummer to fra højre og opdrætter fynske Bent Lindhardt ses som nummer tre fra venstre. Foto: Gorm Johansen.

Forvandlingsnummeret Fighter K K

I hoppernes avlsløb lykkedes Ken Ecce at svare indersporet op med Fiore i hård kamp med Farinelli Hastrup, der løb på en galop i første sving, og det samme gjorde Flora. I en lang ryg sad Flemming Jensen med Friday, hvor den store favorit Frontrunner Shadow ikke uventet måtte trave udvendigt uden ryg med Fighter K K og René Kjær lige efter.

Ken Ecce fik totalt taget tempoet ud af løbet med 18-fart på kilometeren efter en 12-åbning, og i sidste sving fik Fiore for alvor farten op. Frontrunner Shadow kunne ikke gå helt frem, men det kunne Fighter K K. På en god afslutning sejlede forbi til sejr i tiden 1.15,6/2.140 m auto, hvor Fiore holdt andenpladsen, medens Birger Jørgensen bag Frontrunner Shadow måtte se Fine Shadow og Knud Mønster snuppe tredjepladsen på stregen.

En flot triumf for Tom og Kim Kirkegaard Hansen, hvor man kan sige, at Fighter K K nærmest er kommet ”out of nowhere”. For fire starter siden stod den med omkring 15.000 kr. på kontoen uden at have smagt sejrens sødme i karrierens første ti starter. Nu har den taget tre sejre på stribe og har tjent 100.000 kr. – imponerende.

FIGHTER K K 500 6980

René Kjær og Fighter K K gik frem i opløbet og sejrede sikkert i Dansk Avlsløb for Hopper. Foto: Gorm Johansen. 

Fast Track reporter Vagn Honum ville gerne have en forklaring fra René Kjær på, hvordan den treårige hoppe på så kort tid kunne gå fra den lave klasse til at vinde Dansk Avlsløb for Hopper.

 - Vi skal lidt tilbage, hvor Kim og hans far skulle starte hesten i Billund, og Birger kørte den. Han kom med nogle gode råd til dem, så vidt jeg er orienteret, hvor de skulle ændre lidt på udstyret.

 - Det viste sig, at fra den start af, så er det gået stødt og roligt fremad. Kim siger også, at de kan mærke på hende derhjemme, at nu træner hun som en dæmon, går frem, vil tage biddet og vil gerne arbejde.

 - I bund og grund tror jeg nok, at hesten har været en kapabel hest. Den skal bare lige lære og vise det. Og det gjorde den så nu, fortalte René Kjær, og om udviklingen på løbet fortsatte han:

 - Der havde været lidt tumult i første sving. Og der havde været god fart med Fiore undervejs, så jeg syntes, at Birger og jeg sad til at skulle være et og to i løbet. Jeg var så den, der trak det længste strå i dag – det var dejligt.

FIGHTER K K vindercirklen 29.11.20

Glæder i vindercirklen hos Kim og Tom Kirkegaard Hansen samt kusk René Kjær efter Fighter K K's flotte sejr. Foto: Gorm Johansen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere