Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Fossa og Steen Juul - Odense 13.11.2020Foto: Gorm Johansen

Fossa fortsætter med at imponere

FOSSA 131120
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. november 2020 21:27

Steen Juul vandt ganske let med millionæren Fossa fra spids i Kvalifikationsløb til Dansk Avlsløb. I det andet kvalifikationsløb for hingste/valakker var Felix stærkest efter udvendigt løb. Hos hopperne var favoritten Frontrunner Shadow let vinder for Birger Jørgensen, medens René Kjær overraskede med Fighter K K. Billi Time var tilbage på vinderpladsen for Flemming Jensen.

Af Kim Nielsen

Travauktioner.dk præsenterede i dag de fire indledende afdelinger til Dansk Avlsløb, som blev afviklet på Fyens Væddeløbsbane, der også er vært for finalerne om fjorten dage. Selv om Fossa kun var anden i Dansk Trav Kriterium, så er den årgangens fløjhest med over en million i indtjening, og dens nye ejer Stald Rita kunne i dag glæde sig over en fremragende præstation i hestens første start efter ejerskiftet.

Fossa var således kommet i Stald Ritas rød/hvide farver, men kusken var stadig Steen Juul, og han servede uden problemer til front. Næstfavoritten Frederik brød lidt ud i banen i første sving, men den kom på ret kurs og kom ned som første hest i andet spor. Den blev dog afløst af Filibuster H, som Flemming Jensen sendte frem i et hastigt angreb på første langside.

Den kom dog så stærkt, at der blev plads til at komme ned i ryg på Fossa, og så var Knud Mønster og Frederik tilbage i positionen som første hest i andet spor. Filibuster H kunne dog ikke holde ryggen med 5-600 m igen, da Steen Juul satte tempo på og trak fra, og Fossa gik frem til en sikker sejr i 1.14,9/2.140 m auto – den klart hurtigste vindertid i de fire kvalifikationsløb.

Frederik holdt derimod sin fart, og Knud Mønster kunne akkurat greje andenpladsen før en positiv Fireblade med Bent Svendsen. Med til finalen kom også Frodo Victory, Fasten Daugbjerg og Filibuster H.

 - Han var lidt tændt i dag og ville lidt fremad. Han har fået humøret tilbage, og nu trives han igen.

 - Jeg spurgte ham aldrig om noget. Der i sidste sving, da Knud gik ned i ryg, slappede han selv lidt af. Så trykkede jeg lige lidt på linen ind på opløbet, og så forsvandt han bare væk. Det var fint, lød det fra Steen Juul efter sejren.

FOSSA Vindercirklen 131120

Fossa og Steen Juul samt staldmand Hussein Kassir i vindercirklen. Foto: Gorm Johansen.

Felix leverede ny stærk præstation

I den anden af hingsteprøverne kørte René Kjær resolut til spids med Jan Friis-trænede Frank Jr Bounce, og efter en 11-åbning tog han farten meget ud af løbet. Det fik René Jonassen til at forlade andet par udvendigt med Felix, der gik frem udvendigt og sørgede for, at tempoet blev holdt oppe.

I ryg på førerhesten sad den tredje af de meget betroede heste First One Diamond med Kasper K. Andersen, og i sidste sving sad René Jonassen og passede godt på, at den ikke kom ud til angreb. Taktikken lykkedes, og ind på det lige koblede Felix grebet, og René Jonassen kunne sejre med sin øjesten i tiden 1.15,8/2.140 m auto før Frank Jr. Bounce og en pænt afsluttende Felix Trøjborg med Jeppe Juel. Med til finalen kom også First One Diamond, Fætter Filur og Flintstone.

FELIX 131120

Felix viste stor styrke ved at gå udvendigt på Frank Jr Bounce det meste af vejen. Foto: Gorm Johansen.

Morten Juuls Frontrunner Shadow gentog sejren

Den første af kvalifikationsløbene til Dansk Avlsløb for Hopper havde grand circle-vinderen Frontrunner Shadow med Birger Jørgensen som favorit efter parrets sejr i Odense for to uger siden. Den tog en ordentlig tørn om spidsen med Casper M. Nielsens Farinelli Hastrup, der kom til spids efter en åbning på 1.08,9, hvorefter favoritten fik lov til at overtage fronten kort efter.

Det efterlod Feba med Jeppe Rask som første hest i andet spor, hvor Flemming Jensen sad i tredje par udvendigt med næstfavoritten Friday. Han lettede anker med 700 m igen, men der var ikke det sædvanlige ”Jensen-bid” i den. Foran kunne Birger Jørgen trække fra til en sikker sejr i tiden 1.15,8/2.140 m auto før Farinelli Hastrup, med Feba og Friday på de næste pladser. Med til finalen kom også Faststone og Fine Shadow.

FRONTRUNNER SHADOW 131120

Frontrunner Shadow og Birger Jørgensen vandt helt overlegent. Foto: Gorm Johansen.

Fighter K K overraskede

I den anden af hoppeprøverne lignede det på forhånd et to hestes opgør mellem Fiore og Flora. I første sving blev Ken Ecce sat af i sporene med Fiore, men da langsiden blev nået kørte han frem og kunne overtage spidsen fra Frøken A P. Kasper K. Andersen valgte at køre indvendigt i første sving med Flora, og det var måske ikke den mest heldige disposition, da Flora havnede i tredje par indvendigt og sad fast indtil kort før mål.

Ken Ecce dæmpede tempoet til 17-fart på kilometeren, og det fik René Kjær til at tage sats fra køen med Fighter K K, der kom frem udvendigt efter en omgang. Ind i opløbet troede de fleste vel, at Fiore skulle defilere sejren hjem, men Fighter K K levede op til sit navn. Noget overraskende kunne René Kjær koble grebet og sejre kort, men sikkert i tiden 1.16,6/2.140 m auto før Fiore, hvor Filly blev tredje i en tæt kamp med Flora og Frøken A P. Sidste finaledeltager blev Fanny Østervang.

FIGHTER K K 131120

Glæde hos medejer Kim Kirkegaard Hansen i vindercirklen efter Fighter K K's flotte sejr kørt af René Kjær. Foto: Gorm Johansen.

Billi Time tilbage på vinderpladsen

I et sprinterløb var der gensyn med Billi Time, der ved sit seneste besøg i Odense i august løb ny banerekord på 1.11,8 – et resultat, der er slettet af statistikkerne som følge af den famøse fodersag. Hesten fik pause efter starten i derbyweekenden, hvor den var uplaceret i et stayerløb, så spillerne havde gjort den til favorit i V5-spillet med beskedne 33 %. Tidligere har Flemming Jensens sejrsmaskine stået til meget høje afkrydsningsprocenter i stregspillene.

Der var mange starthurtige heste med, hvor Billi Time fra spor 8 blev godt og grundigt sat af i første sving. Flemming Jensen kørte dog bare fremad, og efter en 13-åbning nåede den frem udvendigt for førende Charming Kiss med en omgang til mål.

Sådan var stillingen det også, da feltet svingede ind på opløbsstræknigen. Her bad Flemming Jensen S J’s Photo-sønnen om at gøre arbejdet færdigt, og på klassehestens manér gik den frem til en sikker sejr i tiden 1.13,6/1.600 m auto før en godt afsluttende Torden med Birger Jørgensen, der snart vinder løb, og Catch Me A Winner med Steen Juul.

BILLI TIME 131120

Billi Time vandt sikkert efter alt andet end et let løb. Foto: Gorm Johansen.

De øvrige løb

Dagen blev indledt med et løb for laveste klasse, hvor Henrik Lønborg tog spids med favoritten Frede Fup Ø K. Den førte i adstadigt tempo, men kapitulerede med galop i opløbssvinget, da Jeppe Rask angreb i tredje spor med Fantomic Star. Den koblede hurtigt grebet og gik frem til en sikker sejr i tiden 1.19,6/2.140 m snorestart før Dreamstar med Søren Johansson og Flirty Dancing med John Køhler.

FANTOMIC STAR 131120

Fantomic Star og Jeppe Rask indledte dagen på Fyens Væddeløbsbane. Foto: Gorm Johansen.

I V4-afslutningen forsvarede Jeppe Rask indersporet med Bella Donna, selv om René Jonassen pressede hårdt på med Eureka Downs rundt første sving. Den krøb så ned i vinderhullet, og det var tæt på, at det var blevet vinderhullet, da hullet kom 50 m før mål. Men selv om René Jonassen og Eureka Downs accelererede ekstremt, så klarede Bella Donna sig i mål og vandt i tiden 1.15,5/2.140 m auto. Dermed tog Jeppe Rask sin anden dagssejr.

BELLA DONNA 131120

Jeppe Rask og Bella Donna holdt akkurat en hårdt angribende Eureka Downs fra livet. Foto: Gorm Johansen.

Steen Juul var storfavorit med Ferasi Surprise, men det blev til galop i første sving, hvorefter Anders F. Jensen sad i front med Lenoble Grand Cru. Trods fejlen kom Ferasi Surprise i angreb i opløbet, og det fik Anders F. Jensen til at køre fra med Lenoble Grand Cru, hvor Steen Juuls hest dog igen galopperede. Det gav plads til Birger Jørgensen i vinderhullet med Livi Obaunehøj, der afsluttede sylhvast til en kneben sejr i tiden 1.18,1/2.160 m snorestart.

LIVI OBAUNEH J 131120

Birger Jørgensen havde det store smil på, da han akkurat fik angrebsplads i tide med Livi Obaunehøj. Foto: Gorm Johansen.

Casper M. Nielsen havde fået chancen bag Jan Friis-trænede Formidable Vincent, og han tog let spids og anlagde en friskt tempo i front. Favoritten Cassius Crown med Birger Jørgensen måtte tage turen som første hest i andet spor, og det blev for hårdt, så Formidable Vincent holdt hjem til sejr før Cassius Crown i tiden 1.18,6/2.140 m snorestart med Preben Kjærsgaard og Santadi som tredje.

FORMIDABLE VINCENT 131120

Det blev "spids og slut" for Casper M. Nielsen og Jan Friis-trænede Formidable Vincent. Foto: Gorm Johansen.

I det afsluttende formløb var tre heste nærmest samtidig over mål. Målfotoet viste, at der var dødt løb mellem Knud Mønster med Sherry Brodda og René Kjær med Terminator. Unbelievable S med Ole Bender tog tredjepladsen.

Sherry Brodda Og Terminator Paa Aeresrunde 131120

Et sjældent syn - to heste på æresrunde efter Terminator og Sherry Brodda løbt dødt løb i det afsluttende formløb. Foto: Gorm Johansen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere