Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
René KjærFoto: Burt Seeger

Flot double til Kjær

Rene Kjaer 89F6333
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. november 2020 20:20

René Kjær er kørende som sjældent set og denne gang tog han en dobbeltsejr på sin tidligere hjemmebane Nykøbing F. Travbane.

Af Dennis Stenbæk

Oftest har man set og hørt, at Fernando N L skulle have rygløb for at komme bedst til sin ret og det er da også sket den har "ruset" en tur med bl.a. Steen Juul, når den nåede spidsen tidligt i løbet.

Denne gang kørte Kjær dog mod føring da Chic Summer galopperede i denne position i første sving.

Det blev til en 1:13-åbning og kilometeren nåede Fernando N L i 1:15-fart og her var Miscellaneous fremme udvendig og gav ryg til Falm.

Sidste sving rundt blev det til galop for Miscellaneous og Falm kunne ikke gøre arbejdet færdigt så Fernando N L gik sikkert væk til let sejr på 14,7/1640 auto - ny rekord - mens Falm var toer og Guts for Glory tredje.

- Det bliver måske ikke så nemt at bakke ham af næste gang, men det lå lidt til at vi skulle prøve at køre i spids i dag. Han braste dog ikke bare i vej og han løb bare og ventede på signal hele tiden og det var positivt, sagde René Kjær efter sejren med den Heidi Nygaard-trænede hest.

Kamp om Årets Hest 2020-titlen?

Coolman har længe ført klart i kampen om Årets Hest 2020 og det gør han stadig, men med sejren i løbet efter kom Chap A P op på 5 sejre - bare en efter Coolman, der sluttede toer i sit løb tidligere.

Det blev ellers gjort lidt sværere for Chap A P for Ken Ecce var indstillet på, at intet skulle gives væk så han svarede med Chandon, men da Kjær trykkede for anden gang efter 500 meter lod Ecce kæmpefavoritten suse til spids.

Det betød en åbning i 1:11-fart og derefter fik han lov at dæmpe til 1:14-tempo den første kilometer.

Alligevel så han uforskammet frisk ud i sidste sving, hvor Kjær bare lod ham strække lidt ud og afsluttede den sidste halvbane i 1:12-tempo, mens Tchai Bakkely på den sidste meter snuppede andenpladsen fra Chandon.

Chap A P 201111

Chap A P var virkelig imponerende vinder for Kjær - Foto: Danny Stenbæk

- Jeg kunne godt forestille mig, at Ken ville svare med Chandon, men da jeg satte tommelskruerne på ham på første langside valgte Ken at slippe, men jeg tror faktisk som han er gående lige nu havde han også gjort det fra dødens, sagde René Kjær efter sejren med den Jan Thrue-trænede hest, der tog sin femte sejr i ligeså mange forsøg på NFT i 2020.

Sejr og udelukkelse

For Jørgen Lorentzen blev det en lidt blandet dag, der blev indledt på bedste vis, idet han vandt med sin egentrænede Staro Next Move, der var tilbage i godt gammelt slag og forsvarede sit inderspor fra start.

Og derfra var meget vundet så da Ellerslie Downs kom i opløbet "lagde" Lorentzen sig lidt ned i vognen og lod sin hest svare og det gjorde han ret sikkert via 1:14-fart den sidste halvbane.

Staro Next Move 201111

Staro Next Move afviser sikkert Ellerslie Downs - Foto: Danny Stenbæk

- Han var hurtigere end jeg havde troet og jeg kørte faktisk aldrig med ham. Da Jonas kom op på sidste langside og kom ned i ryg tænkte jeg bare, at nu kører vi fuld skrue ned gennem opløbet og han trækker godt for når man trækker i snorene. Måske vi prøver at starte i 4-års Mesterskabet næste gang, hvis de ikke bliver for gode, men ellers går han ud på sidste løbsdag her på banen, sagde Jørgen Lorentzen efter sejren, der gik i 1:14-fart den sidste halvbane.

Tre løb senere skulle Lorentzen køre Attention Bøgedal, men efter at have været meget tæt på Vakse Viggo i starten af løbet så fik han en bøde på 750 kr. og en uges udelukkelse så det var en dag både i dur og mol for træneren med base på Jägersro.

Overraskelser en masse

Ellers stod dagen i overraskelsernes tegn og faktisk fandtes der ikke rækker med 5 rigtige i V5-spillet.

Det sørgede især Frida Fræk i V5-3 og Emkih de Vandel i V5-5 for, da de vandt til hhv. 24 og 28 gange pengene.

Frida Fræk havde al mulig held på vejen, da først C Nordal galopperede med greb 500 meter fra mål og siden Buzz Alo midt i opløbet.

Men Frida Fræk holdt farten godt oppe og kunne så til slut afvise Drømmen S B til sejr på 19,4/2140 volte før Drømmen S B og Coin.

Frida Fraek 201111

Hun var egentlig slået i to omgange, men travløb handler jo om trav og så kunne Frida Fræk vinde for Arvid Olsen - Foto: Danny Stenbæk

- Hun har været inde i en vokseperiode, hvor vi har måttet passe lidt på hende, men nu har jeg kunnet trykke lidt til hende og så er hun blevet bedre. Nu var vorherre jo også med os for han sendte jo den ene efter den anden i galop. Nu ved jeg ikke om den skal starte mere i år, men ellers skal den spidses til i løbet af vinteren og så har vi en god hest næste år, sagde Arvid Olsen efter sejren med den Susanne Bakkegård-trænede hest.

Der var klem på i V5-finalen, hvor Baker Tilly overtog spidsen efter galop fra Gent Quattro.

Bag disse trissede entaktede Emkih de Vandel roligt efter for René Jonassen og på sidste langside gik han ud i 2. spor - fik en ryg på Pure Poison, da denne angreb fra vinderhullet med 350 meter tilbage af løbet og gik så selv til angreb ind på opløbet, hvor arbejdet blev gjort færdigt med lethed i 16,3/1640 volte før Baker Tilly og Finish Future, der måtte helt ned på 14,8 for at være tredje i et puljeløb.

Emkih De Vandel 201111

Der var fart på undervejs og det gavnede Emkih de Vandel, der var sikker for René Jonassen - Foto: Danny Stenbæk

- Der var jo stenhårdt tempo på fra start og jeg trak klapperne ret tidligt på ham og det reagerede han godt på og da jeg trak hætten ind på opløbet trak han godt igen. En sød hest at køre med, sagde René Jonassen efter sejren med den Helle Stenbæk-trænede hest.

Overraskende var bestemt også Ken Ecces sejr i 2. løb med Besplatno Tiki for de sidste to gange var endt med diskvalifikation for galop.

Denne gang gik det for Martin Jahns hest efter at Empty Glass galopperede i føring ind på opløbet.

Nu kunne Besplatno Tiki skyde frem og vinde på 15,3 før en godt afsluttende Coolman i 15,4 og med Bella Damgård på tredjepladsen.

Besplatno Tiki 201111

Han havde ladet galopskoene blive i stalden og så kunne Besplatno Tiki vinde for Ecce - Foto: Danny Stenbæk

- Selv om han havde galopperet i de sidste starter havde jeg ikke forventet, at han var helt væk fejlfrit. Der var lidt krise i sidste sving, men vi klarede den rundt om heste. En habil hest, der gør hvad den kan hver gang, sagde Ken Ecce efter sejren med den Martin Jahn-trænede hest.

Juul og Anders vandt også

Steen Juul gæstekørte for Karina Rindom og det kastede en sejr af sig med Try Me, som championtræneren gav et perfekt løb i 2. par udvendig.

Livi Midnight var førende, men da Juul kastede los med en halv omgang tilbage stod det hurtigt klart, at Try Me ville være vinderen og det gjorde han ganske let på 15,8/1660 volte før Livi Midnight og en hastigt afsluttende Vellegrino S.

Try Me 201111

Juul kørte et perfekt løb og Try Me kvitterede med sikker sejr - Foto: Danny Stenbæk

- Det er altid skønt at kunne hjælpe til, når amatørerne ikke selv har mulighed for at sidde i sulkyen. Han fik en god start og en perfekt position. Han pullede lidt og var lidt gålysten og egentlig var det for tidligt vi kom afsted, men han var så frisk, at jeg tænkte jeg bare ville lade ham gå, sagde Steen Juul efter sejren med den Karina Rindom-trænede hest efter 1.14-fart den sidste halvbane.

Ups Annbirchador har længe stået til at vinde formløb, men nu lykkedes det for Anders F. Jensen at køre den først over stregen.

Et løb i vinderhullet gav angrebsplads midt i opløebt og så kunne han akkurat fange førende Kils Titan kort før mål og vinde på 18,7/2160 volte før Kils Titan i samme tid og med Unik Tamsen som tredje på 16,6/2220 volte.

Ups Annbirchador 201111

Hullet kom præcis tids nok til at Ups Annbirchador kunne finde først over stregen - Foto: Danny Stenbæk

- Jeg var jo ikke sikker på jeg fik pladsen, men det er der jo ikke rigtig noget at gøre ved så ville han nok få pladsen næste gang, men nu fik vi pladsen kort før mål og så gik det. Han var bedre end tidligere. Han har tidligere hængt på en line, men det gjorde han ikke denne gang, sagde Anders F. Jensen efter sejren med den Johnny Jensen-trænede hest.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere