Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Anders Rygaard Jensen.Foto: Torben Ager - Travfotobornholm.

Anders Rygaard Jensen tror på en stor DM-dag i Aalborg

Jensen Anders Rygaard 1
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. november 2020 8:45

Der er blandt andet DM for Jockeyer på menuen, når Racing Arena Aalborg har løbsdag fredag eftermiddag. Anders Rygaard Jensen er en af deltagerne, og han ser sine chancer som fornuftige.

Af Lasse Claes

Jockeyen fra Falster ser frem til udfordringen i Aalborg. Han tror, at han kan vende hjem med en af de sjove placeringer. 

»Jeg synes, det ser meget positivt ud. Jeg har fået nogle gode heste, mens startsporerne ligeledes er gode. Det gælder om at udnytte chancerne, der kommer.«

Er du ligefrem favorit til den samlede sejr?

»Nicklas Korfitsen og Casper M. Nielsen har også fået nogle gode heste, og de er samtidig godt kørende for tiden. Så favorit er jeg måske ikke, men jeg er en af dem, der kan vinde.«

Der er fem afdelinger i DM for Jockeyer. Afdelingerne køres i andet, fjerde, femte, sjette og syvende løb. Det er personen med flest point herefter, der løber med sejren.

Selv om Anders Rygaard Jensen synes, han har flere fine chancer, så er der en, som er bedre end de andre.

»Min bedste vinderchance er i fjerde løb, hvor jeg kører Freja Skovsende fra et godt startspor to. Hun har gået godt på det seneste.«  

Har du lagt en taktik for, hvordan afdelingerne skal køres?

»Nej, det afhænger lidt af de andre. Jeg kigger på, hvordan deres kropsholdning er, når vi starter. Så lurer jeg, om de vil gasse eller køre afventende, og så kører jeg derefter.«

Jockeyen tilføjer, at han endnu ikke har talt med hverken trænerne eller ejerne af de forskellige heste, han skal køre. Lige nu ser han hestenes seneste løb på computeren, mens han tager fat på trænere og ejere fredag i Aalborg. 

Det ville være et klap på skulderen 

Anders Rygaard Jensen ville tage det som et stort kompliment, hvis han skulle snuppe sejren på Racing Arena Aalborg.

»Det ville være et klap på skulderen. Nu har jeg fået så fine chancer, så det ville da være dejligt at udnytte dem og vise de andre, at jeg godt kan.«

Når du har så fine chancer, vil du så køre offensivt?

»Nu er jeg en forsigtig person. Jeg kan derfor bedre lide at køre på hestens præmisser og efter den aftale, jeg har lavet med ejerne.« 

Jockeyen fortæller, at han skal tilbage til Falster og arbejde videre efter fredagens opgave. Han kunne godt tænke sig et lidt bedre 2021, selv om han mener, at 2020-sæsonen har været okay. 

Har du sat dig nogle mål for 2021-sæsonen? 

»Nej, det har jeg ikke endnu. Jeg tager en dag ad gangen, så jeg kan blive positivt overrasket.«

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere