Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
René Kjær og Key Largo - Kjærgården i Tårup 17.3.2020Foto: Kim Nielsen

René Kjær er sat skak

Rene Kjaer Og Key Largo
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
17. marts 2020 17:14

Når den primære beskæftigelse pludselig falder helt bort, så er det svære tider – også selv om man normalt har flere strenge at spille på.

Af Kim Nielsen

Corona-krisen rammer enormt mange steder. Inden for hestevæddeløbsporten er der rigtig mange af de aktive, der bliver ramt - nogen hårdere and andre. Trænerne med mange hest i træning har stadig væk indtægterne fra den daglige træning, så længe hesteejerne beholder deres heste i træning.

Men uden muligheder for indtægter fra de løb, som lige nu ikke findes, så kan mange især nok de lidt mindre trænere, der primært har løbsheste, blive ufrivilligt hårdt ramt af krisen, hvis ejerne pludselig tager deres heste ud af træning.

Trods sin status som travtræner, så har Billund-træner René Kjær, der er bosat på Sydøstfyn, kun tre heste i træning. Alle tre er anpartsheste med forskellige koncepter.

Han har valgt primært at koncentrere sig om at være catchdriver, og den primære indtægtskilde kommer således fra løbsdagene. Samtidig har han et bijob hos Derby25 som tipsekspert – men ingen væddeløb, ingen tips.

Kjær, Rene, EM 2012

René Kjær, som vi kender ham - en farverig sulkyekvilibrist. Foto: Carsten Rabjerg. 

- Det er noget kedeligt med den aktuelle situation. Der er virkelig noget møg.

- Jeg prøvede sidste år at være inde i en periode med en brækket arm. Det kunne jeg så sandelig mærke på min omsætning. Det var lige i den bedste periode, hvor mange af mine indtægter normalt lå.

- Nu er jeg havnet i en situation, hvor der igen ikke er ret meget at lave, og hvor vi blevet bremset helt ned. Jeg har nærmest ikke noget, som jeg kan tjene en krone på af alt det, som jeg normalt skal leve af.

- Jeg har lidt sponsoraftaler og mit arbejde for Derby25, så længe der er løb i Sverige, som kan betale de mest nødvendige regninger.

- Men når man har et enkeltmands firma, er man afhængig af, at der løbende er indtægter. Og det vil der ikke være de kommende uger.  

- Det kan samtidig blive kedeligt i længden. Jeg har aldrig haft så meget brug for den store TV-pakke som nu. Der bliver set lidt TV-serier, hvad jeg normalt ikke har så meget tid til, siger René Kjær på sin sædvanligt slagfærdige måde.

Bakker op om tiltag

Hverdagen på Kjærgården i Tårup er blevet noget anderledes de senere dage. Kjærs bedre halvdel Tina Ottosen klarer normalt alle de praktiske ting med fordring, mugning og pleje af hestene ved siden af sit administrative job på et kommunalt bosted for unge.

Hun er sendt hjem, men arbejder hjemmefra, hvor René Kjær skal ikke længere ud på landevejen for at køre til løb. Så de tre løbsheste Key Largo, Atletico og Cato Kjærgården samt hyggehesten Sam Blågul bliver i hvert fald ikke forsømt i disse dage.

Rene Kjaer Og Cato Kjaergaarden2Der er ekstra tid til at snakke med hestene på Kjærgården i disse dage, hvor Cato Kjærgården lige skal undersøge, om René Kjær har noget spiseligt i lommen. Foto: Kim Nielsen.

- Selv om jeg savner at have noget at rive i, så bakker fuldt og helt op om, at vi alle skal støtte 110% op om at få det her dæmpet ned hurtigst muligt, så samfundet forhåbentlig kan komme i gang igen inden alt for længe.

- Men økonomisk er man presset med en enkeltmandsvirksomhed. Vi kan håbe på, at vi måske kan få en håndsrækning fra regeringen. Når de har fået aftalerne på plads med de store virksomheder, så håber jeg, at de også vil kigge på de små virksomheder og måske giver lidt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

- Ellers håber jeg bare på, at vi inden alt for mange uger atter kan komme til at køre travløb – om ikke andet så bare uden tilskuere i første omgang, slutter René Kjær, der dog ikke har mistet sit gode humør og sætter sig frejdigt op på traktoren, da Dansk Hestevæddeløb takker af efter et besøg i den lille hyggelige by Tårup tæt ved Storebælt.

En større reportage om livet som catchdriver på landevejen, som travtræner og som tipsekspert kan læses i det kommende nummer af Væddeløbsbladet.

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere