Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Leading Tile på en opvarmningsrunde for Christina OlssonFoto: Niels Jørgensen

Leading Tile forberedes mod V75-start

Leadingtile Rundbane
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
21. marts 2020 13:30

»Når vi ligger og træner, så tænker jeg nogle gange: Hvad træner vi for og hvad træner vi til,« siger Michael Lønborg i relation til situationen mens Covid-19-virussen har lagt dansk travsport ned.

Af Niels Jørgensen

For stort set enhver dansk travtræner er Covid-19-smittens afledte virkninger med stop for løb i Danmark på ubestemt tid en streg i regningen. Dette på et ubelejligt tidspunkt netop som hestene skulle i gang med forberedelserne til sæsonens store løb.

For Michael Lønborg kørte det i den grad i olie mens februar blev til marts. Således fortæller et opslag på trav.dk om sejre i seks af de seneste otte starter som kusk, og fem sejre i 11 starter som træner i år.

Hvordan er at det leve som travtræner i det aktuelle coronavirus-vakuum?

»Jeg synes det er frustrerende, for det første ikke at have startmuligheder, og samtidig uvisheden om, hvor lang tid det tager. Når man er besiddelse af nogle heste som havde muligheden for at udvikle sig, så er det frustrerende ikke at have mulighed for at starte dem og forsøge at indhente lidt af det tabte. I årgangssammenhæng gavner tiden der går kun dem som i forvejen er bedst,« siger Michael Lønborg.

Dermed menes at laget under de etablerede årgangsnavne ikke når at få den fornødne rutine arbejdet ind i hestene gennem starterne.

»Det er ikke sikkert at det var lykkedes alligevel, men nu har vi ikke chancen. Når vi ligger og træner så tænker jeg nogle gange: Hvad træner vi for og hvad træner vi til,« siger Michael Lønborg.

Et skridt eller to tilbage

»Uvisheden gør at du er nødt til at tænke dig om. Du kan ikke bare træne hestene som du hele tiden har gjort. De skal nærmest stå og stampe lidt på samme sted eller måske gå et skridt eller to tilbage indtil vi ved, hvad der sker. Så ligger man der og maler på måske 60-70 procent, og så må vi vride på knapperne når vi ved, at der bliver mulighed for at melde til start igen,« siger Michael Lønborg og sætter yderligere ord på sine overvejelser og perspektiverne for sporten når vi kommer i gang igen.

»Det næste jeg ser i dette, er alle de heste som bliver startklar samtidig. Jeg er meget spændt på at se, hvordan man har tænkt sig at lægge vores løbsdage og eventuelle startmuligheder an. Jeg har læst hvad der er blevet ytret på debatfora omkring ikke udbetalte præmiepenge, og jeg er meget spændt på at se, hvordan man har tænkt sig at godtgøre dem,« siger Michael.

»Jeg ville nok tænke på bredden. Jeg ved ikke om det er muligt at få flere løbsdage, men ellers at man måske deler de 2-3 løb som bliver "overanmeldte", så alle får chancen. Ellers bliver sådan at man behøver 800-1000 point for overhovedet at komme med i visse klasser. I stedet for at amatører skal til at rejse langt for at starte deres heste vil det i min verden være bedre at der køres to løb i klassen under 38.000 kroner i stedet for at man risikerer at måtte slette 8-9 heste.« 

Leading Tile forberedes mod V75-start

For sin egen del indebærer den herskende virkelighed, at planerne ændres for den sejrsvante Leading Tile med sejre i fire af de seneste fem starter.

Hesten skulle have startet i Prins Henriks Cup 13. april på Jydsk Væddeløbsbane. Nu planlægges i stedet en start i V75 den 4. april på Jägersro.

»Meningen var at gå 100 procent efter Prins Henriks Cup på hestens favoritbane Århus og med en god proposition for ham, men på grund af at vi end ikke ved, om der overhovedet bliver kørt løb så kan jeg ikke lade sådan en chance gå til spilde. I svenske kroner står hesten med 247.000 kroner. Der er loft ved 250.000 SEK i laveste V75-klasse og der er trods alt 110.000 SEK at køre om,« siger Michael Lønborg.

Leadingtile Christinaolsson 200320Christina Olsson kører Leading Tile i et træningspas som forberedelse mod en start i V75 på Jägersro lørdag den 4. april. Foto: Niels Jørgensen

Hvorvidt Leading Tile vil kunne hævde sig i V75-sammenhæng er en anden sag.

»Det tror jeg, hvis den får startsporet til det. Men det er en hest som er afhængig af om solen står ret på himmelen og det blæser den rette vej. Vi kan lige så godt risikere at komme hjem som nummer ni, som at have chance for at vinde løbet, da han er så afhængig af startsporet,« siger Michael og tilføjer:

»Men jeg føler at vi har fået løst en lille gåde med de småting der er ændret, f.eks. ved at køre hesten uden vat i ørerne. Det har givet hesten en helt anden gnist og gejst. Og så har jeg endnu et es i ærmet idet jeg ved, at hesten svarer utroligt for det norske hovedlag. Jeg har en mistanke om, at hvis man en dag lægger et hellukket hovedlag på, så tror jeg han vil være endnu mere fokuseret. Samtidig har de optrædener hesten har gjort i år været med jernsko, og den har absolut et gear at give af uden sko. Jeg har faktisk sparet hove til Sverige så jeg tror starten bliver uden alle fire sko for første gang i meget lang tid,« siger Michael Lønborg

Foruden Leading Tile den 4. april så planlægger Michael at give Eddie The Eagle sæsondebut i forbindelse med lunchløbene 9. april på Jägersro.

»Jeg kommer til at tage de heste med, som der nu er løb til. Så længe vi ikke ved, hvad sker herhjemme så bliver det Sverige for min del. Efter hvad jeg har kunne læse på det seneste i medierne, så er det op til hver enkelt at vurdere, så det har jeg valgt. Jeg smitter i hvert fald ikke flere der, end hvis jeg tager ud at handle herhjemme. Eller omvendt,« siger Michael Lønborg.

»Jeg ønsker rigtig meget en klar udmelding på alle fronter, men jeg kan også godt se at det er svært på visse områder, så længe der ikke kommer noget fra regeringen om at fra den dato må vi gøre sådan. Det kan jeg godt forstå at man ikke kan give, men her er vi igen tilbage i det med at det er en frustrerende situation, og i frustration er det ikke altid sikkert at man tager de rette beslutninger.«

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere