Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Kasper Foget varmer Munster op på Tioga Downs.Foto: Josefine Jensen.

Kasper Foget forlænger sit ophold på ubestemt tid

Kasper Foget USA Varming
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. marts 2020 8:30

Efter omkring et år hos svenske Per Engblom har Kasper Foget besluttet at fortsætte tilværelsen som hjælpetræner i USA. Han trives godt og forventer at få et visum på fem år om et par måneder. Han er netop blevet hesteejer, men hvornår hesten Friend of Nature starter første gang, er uvist, da alt lige nu er lukket ned.

Af Kim Nielsen

I starten af 2019 drog Kasper Foget til USA på et prøveophold hos den svenske travtræner Per Engblom på dennes træningscenter Millennium Farm i New Jersey. Efter sin prøveperiode fik Kasper Foget visum for et år, og han blev ansat som hjælpetræner.

- Vi er nu tre hjælpetrænere hos Per Engblom. De to andre er norske Thomas Svensen og svenske Tobias Gustafsson, hvor vi har ansvaret for omkring 40 to- og treåringer samt en håndfuld ældre heste.

- Sidste år var Jimmy Takter inde over, men i år står vi på egne ben. Jeg synes også hestene er lidt bedre i år, fortæller Kasper Foget.

Kasper Foget Og Becky Lindy

Det er ikke altid sol og sommer i New Jersey. Kasper Foget er godt mudret til efter et træningsarbejde med den toårige hoppe Becky Lindy. Foto: Josefine Jensen.

Alt er lukket ned

Kasper Foget var hjemme i Danmark på juleferie, hvor han kørte løb i Aalborg, Skive og i Billund, inden turen atter gik retur til New Jersey.

Hvad er der foregået siden du kom retur?

- Vi har mest bare trænet på med de to- og treårige heste, da vi ikke har så mange løbsheste. Det var lige begyndt at være sjovt, men nu er det hele lukket ned.

- Vi var nået dertil, at vi skulle til at køre ind på The Meadowlands og køre hurtigarbejder med unghestene, da vi kun har en 1.000 m bane her. Men vi må ikke køre derind.

- Der er ingen, der ved, hvor længe det her varer, så det er svært at planlægge noget. Men der er ikke nogen her, der har været syge, og alle tager det roligt, fortsætter den 26-årige dansker.

Bliver i USA på ubestemt tid

Efter de første tre måneder sidst år var Kasper Foget kort hjemme i Danmark, hvor han fik visum for et år. Det udløber her til maj.

Hvor længe har du planlagt at blive derovre?

- Jeg skal til at i gang med at søge et visum for fem år – et sportsvisum, kaldes det. Det skulle gerne gå uden problemer.

- Jeg tror ikke, at jeg skal blive herovre for evigt, men foreløbig er jeg her på ubestemt tid, beretter Kasper Foget.

Er blevet hesteejer

Som hjælpetræner er den primære beskæftigelse den daglige træning og praktikken omkring løbsdage. Men Kasper Foget fik også sin debut som kusk i USA sidste år.

- Jeg kørte otte løb sidste år og vandt to gange. En gang på Red Mile og en gang på Meadowlands. Jeg håber på at køre nogle flere løb i år.

- Jeg får helt sikkert lov til at køre en del qualifiers. Og så ser jeg frem til efteråret, hvor vi skal til Lexington og Canada, siger Kasper Foget.

Du er lige blevet hesteejer?

- Ja. Sammen med Per Engblom, Tobias Gustafsson og Thomas Svensen har jeg købt svenskfødte Friend of Nature (Infinitif/Nature La Marc). Og så har Kenneth Andersen også en part.

Kasper Foget Og Friend Of Nature

Kasper Foget og Friend of Nature efter et træningsarbejde. Foto: Josefine Jensen.

- Den har været her lidt over en måned. Turen herover var lidt hård, så den skulle lige tage lidt på i vægt.

- Vi har været positivt overraskede, og den var præcis klar til at skulle ud i en qualifier. Så lukkede de ned. Den er klar, når de åbner igen, men skal jo lige godkendes først.

- Den kommer ind i en OK klasse på Meadowlands og Yonkers, hvor den nok skal kunne tjene lidt penge. Kan den vinde et par sejre, så vil det være alle tiders.

- Det er meningen af Tobias og jeg skal skiftes til at køre den. Men vi har jo også en medejer i Danmark. Jeg ved ikke, om han måske kommer over og kører den en dag, griner Kasper Foget.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere