Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Cecilie Juul vinder sit første løb i karrieren i OdenseFoto: Skærmbillede Fasttrackracing.dk

Første karrieresejr til Cecilie Juul

Cecilie 1
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
06. marts 2020 18:07

Steen Juuls barnebarn Cecilie Juul kunne fredag aften i Odense aflægge sin maidentitel, da hun vandt med sin egen Dekadent K efter flot styring.

Af Jesper Elbæk

Undervejs var Dekadent K naturligt nok placeret langt nede i feltet qua sine 40m tillæg, men med 1300m til mål angreb Cecilie Juul, og havde spids inden dommertårnet var nået. Derefter kørte unge Juul så tilpas hurtigt, at de andre ikke have en kinamands chance for at komme ind i legen.

Det var ellers en dag, hvor ikke ret meget havde lykkedes for Team Juul. Steen Juuls to køreture, Damien Shadow og Ecu Egedal, udgik begge to - og Christian Clausens køretur Believe In Fate i 5. løb galopperede.

Så Cecilie Juul måtte ud for at forsvare familiens og teamets ære, og det gjorde hun altså til U.G. med kryds og slange. Eller til et 12-tal, hvis man skal bruge en karakterskala, som 17- årige Cecilie kender. En fin forsinket fødselsdagsgave til Cecilie, som havde fødselsdag i mandags.

Første sejr blev altså en realitet i karrierens syvende start. Kun en enkelt gang har Cecilie Juul været uden for præmierækken indtil videre. Vindertiden for Dekadent K blev 1.17,3/2200m, og sejren blev særdeles sikker foran sæsondebuterende Zorn Brick samt U S Flying, som virkede fit for fight igen efter den løb løbsk senest.

8. løb blev et af de bedste opløb på Fyens Væddeløbsbane i denne sæson! Ind på lige bane var de tre kvindelige kuske Monica Fentz, Stinne Svanhede og Christina Jørgensen forrest med hhv. Unbelievable S, Diva Faust og Real Love. Men så kom Royal Simoni og ikke mindst Tarzan Gardenia flyvende langt ude i banen for John Jørgensen og Kim Madsen.

Der var således dobbeltsejr i dag i Odense til Kim Madsen, som har sigtet indstillet på en god sæson i 2020 efter lidt et mellemår i 2019 med "kun" seks sejre. Ordet "kun" bruges, fordi Madsen vandt 10, 10 og 12 sejre i 2016, 2017 og 2018. Nu er Kim Madsen oppe på fire sejre allerede i 2020 og en sejrsprocent på 17,4%.

Det var tæt på, at vi skulle have endnu en ung, kvindelig kusk med sin første karrieresejr. C'est Tout gik til spids ind mod sidste sving for Frederikke Kirchhoff, og lignede en klar vinder. Men bagfra havde Søren Bønneland fået store Terminator op på den helt store remskive, og den trampede forbi på løbets sidste 25 meter til en flot sejr på en 1.17-tid på normaldistancen. Det var første sejr for Terminator siden april 2018.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere