Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Winston Laser og Max Myrup.Foto: Gorm Johansen

Flemming Jensen skal puste nyt liv i Winston Laser

Winstonogmaxmyrup
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
06. marts 2020 7:30

Flemming Jensen er i dag i Odense med kun en hest – Person of Interest. Men når han kører hjem, er den anden plads i transporten også besat.

Af Kim Nielsen

Det er ikke så tit, at Flemming Jensen kun drager af sted med en enkelt hest i transporten til løb på de andre danske baner. Men det er tilfældet til løbsdagen på Fyens Væddeløbsbane i dag, hvor han i et amerikanerløb under 435.000 kr. starter Person of Interest.

Den femårige Explosive Matte-søn tjente de fleste af sine 385.000 kr. som treåring i Sverige, og efter en pauver fireårs sæson skal Flemming Jensen forsøge at få hesten tilbage på ret kurs igen. Nytårsaftensdag gjorde den sin hidtil eneste start i sit nye regi, hvor Birger Jørgensen var kusk.

Efter en rejse udvendigt på Aros Line uden ryg, hvor den havde store problemer med travet i svingene, faldt den fra i opløbet og endte lige uden for pengene. Nu har Flemming Jensen haft yderligere et par måneder til at forbedre stilen, og da forhåndsfavoritten i løbet Damien Shadow er udgået, er chancerne unægtelig steget, hvor løbet nu ser meget åbent ud blandt der seks tilbageværende heste.

Om 4. løb nr. 7 Person of Interest siger Flemming Jensen til trænerkommentarerne:

- Det ser lidt voldsomt ud, at jeg tager til Fyn med en enkelt hest, men ellers er der bare ingen løb. Så skulle han have været ude mod Cassiopeia på søndag i Aalborg, og da havde den været uden chance på forhånd.

- Jeg håber, at hesten går et fornuftigt løb, og vi skal forsøge at få en præmie. Vi har behandlet hesten på et bagben siden første start. Da kom den ikke rigtigt rundt svinget. Det er klart, at vi ikke har testet hesten hårdt, idet man passer på, når hesten har problemer med bentøjet. Starten her er lidt en test på, om vi kan komme videre.

Samtlige trænerkommentarer og anden spilrelevant information findes på fasttrackracing.dk

Jensen, Flemming, dragt 2017

Flemming Jensen kører kun en enkelt gang i Odense i dag. Det er med Person of Interest. Foto: Burt Seeger.

Winston Laser får en ny chance

Det er måske ikke helt tilfældigt, at Flemming Jensen kun har en hest med til Fyn. For der er nye kunder i butikken, og så passer logistikken lige pludselig, når den nordjyske træner skal have en ny hest med hjem fra det fynske i transporteren med plads til to heste.

En af de mest markante fynske heste de senere år har været Winston Laser. Ejer Max Myrup har selv trænet hesten, hvor han så har haft samarbejde primært med John Køhler som chauffør, men også andre kuske har kørt hesten – heriblandt Flemming Jensen ved et par lejligheder.

I 2017 havde Diesel Don-sønnen sin bedste sæson med ti sejre i 20 starter og en indtjening på 240.000 kr. De sidste to sæsoner har hver budt på to sejre og omkring 70.000 i indkørte præmier pr. år, men nu satser fam. Myrup og sender hesten i professionel træning.

Nyt liv i ældre hest

Igennem årene har man set mange eksempler på, at Flemming Jensen har fået især lidt ældre heste i træning, hvor de så er blomstret op og har tjent en del penge til deres ejere.

- Den mand, der er bedst og dygtigst til det med at få heste i gang igen, er Flemming Jensen. Jeg talte med Tina (Raal Jensen – red.) for nogle måneder siden: ”Den vi har altid plads til”, sagde hun.

- Så jeg håber, at Flemming kan få pustet liv i ham igen.

- Hesten har tjent så mange penge, at i Danmark er der kun Liga 2 løb til ham. Der er næsten ingen andre løb for hans klasse, hvor han i øvrigt ikke mangler mere end godt 60.000 kr., før han rykker op i Liga 1.

- Vi er nødt til at skulle til udlandet, hvis vi skal køre om lidt penge. Bo Falsig siger, at den tjener nemmere lidt penge i Sverige end herhjemme.

- Flemming har nemmere ved at tage den med til Sverige, når han tager nogle stykker med ad gangen, lyder det fra Max Myrup om baggrunden for beslutningen.

WINSTON LASER 120719

Winston Laser vinder for John Køhler på Charlottenlund i 2019. Foto: Burt Seeger.

Du tror altså stadig på, at der ligger nogle oplevelser og venter med Winston Laser?

- Jeg mener, at hesten stadig har noget ugjort på banerne. Den bliver aldrig solgt efter de oplevelser, den har givet os. Så den skylder os ikke noget.

- Hvis vi stadig skal være med på det plan, så tager vi chancen og prøver det af nu. Ellers skal vi væk fra det ambitiøse og så bare starte i amatørløb, siger Max Myrup.

Sidst man så Winston Laser i løb var i november, hvor den var fjerde i et Liga 2-løb i Skive bag Frances Yoda og Something Fishy.

- Den har haft været behandlet i en hov, men så har den også haft noget virus, som jo kan sidde længe i kroppen på dem. Det skulle nu være ovre, og vi har trænet på herhjemme i en måneds tid. Så den er klar til at gå med Flemming hjem nu.

- Vi har stadig drømme med den her hest, slutter Max Myrup.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere