Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Bent Svendsen på æresrunde - Odense 21.2.2020Foto: Gorm Johansen

Bent Svendsens fine firkløver

Svendsen Bent 21220
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
18. marts 2020 7:30

Den karismatiske Skive-træner har en homogen stald, hvor der er årgangskandidater både hos de treårige og de fireårige heste med i alt fire aktuelle heste.

Af Kim Nielsen

Med 22 heste på sin træningsliste hos Bent Svendsen, er der godt fyldt op i stalden. Fordelingen af hestene er ganske homogen, hvor seks af hestene er fem år og ældre. Yderst spændende er der hele otte toåringer i træning hos Team Bent Svendsen. De sidste otte fordeler sig ligeligt blandt de tre- og fireårige heste.

Sidste år tjente Fly By So Easy (Quite Easy U S-Patchwork) knap 70.000 i seks starter, hvor den var anden til Fossa i Auktionsløbet i Aalborg og femte i Dansk Opdrætningsløb, som Fossa også vandt.

- Jeg var meget tilfreds med sidste sæson. Var måske en smule skuffet over, at han ikke vandt løb. Der var lidt utur og uheld med positionerne i nogle af løbene. Men den var aldrig uplaceret.

- Den fik lidt fri lige efter Dansk Opdrætningsløb, hvor han lige blev tjekket hos dyrlægen og fik en enkelt mindre behandling. Derefter har han trænet på helt uden problemer.

- Han virker stærkere i år - mere kørbar, og han slipper sig mere nu. Han skal starte i årgangssammenhæng for de treårige og er meldt i alt.

- Den skulle have startet i Billund på fredag, som optakt til en start på Musketerdagen, men det er jo uvist, hvornår første start bliver, fortæller Bent Svendsen.

Spændende treårs hoppe

Hos de toårige hopper sidste år havde Bent Svendsen pæn succes med Filippa L. Den startede seks gange og vandt to løb. Men den er ikke meldt i årgangssammenhæng i år, så den skal søge de åbne treårsløb i år.

Til gengæld har Skive-træneren en ustartet treårig hoppe, hvor han ikke sparer på superlativerne. Hoppen hedder Flower Dust og skulle have startet i prøveløb i Skive i lørdags.

Den er opdrættet hos Thomas Lind-Holm og er efter Love You og Burning Rain. Ejeren er ejendomsselskabet Hans A/S, der er den ene af Bent Svendsens sponsorer sammen med Diana Lys.

Lind-Holm, Thomas_US (1)

Thomas Lind-Holm har opdrættet mange fine heste som her Tumble Dust. Bent Svendsen ser frem til at starte Flower Dust, som måske kan blive en ny opdrættersucces for Thomas Lind-Holm. Foto: Burt Seeger. 

- Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har trænet. Den har været klar længe, men det var aftalt, at den skulle først starte som treårs ud på foråret. Den kan kun skuffe, sådan som den går i træningen.

- Det er selvfølgelig op til bevis. Men den træner fremragende og er meldt i alt. Den har jeg store forventninger til, siger en nærmest lyrisk Bent Svendsen.

Eddie Cook på ret kurs

Blandt de nu fireårige heste har Svendsen to kort på hånden hos hingste og vallakkerne. Den ene er Eddie Cook (Gift Kronos-Queen Maro), der efter 15 starter uden sejr som to- og treårs, virkelig har fundet melodien og har sejret i to af de sidste fire starter.

- Den var så uheldig sidste sommer, at den blev skadet, da den ellers var kvalificeret til start i Jydsk 3-årings Grand Prix efter en andenplads bag Empire i prøven.

- Da vi gik i gang igen efter et par måneders pause, gik han ikke noget, og han har bare startet på uden decideret vinterpause.

- Men på det seneste har han udviklet sig fra at være en hest næsten uden moral til at kæmpe rigtig godt lige pludselig.

- Han er jo lynhurtig fra start og 100% stabil, og det rækker langt. Det er årgangsløbene, vi går efter, men han er nok kun en consolationshest. Ambitionerne går på consolationsløbene, men hvis han kvalificerer sig til de rigtige finaler, så starter han der.

- Han har to muligheder på Musketerdagen, hvis den bliver til noget. Enten Frosty Hannovers Mindeløb eller ligafinalen under 75.000 kr., hvor han har kvalificeret sig, lyder det fra træneren.

EDDIE COOK 241219Eddie Cook ejes af Bent Svendsens bedre halvdel Lise-Lotte Jesen (tv) og vandt juleaftensdag iført rensdyrsgevir. Foto: Flemming Andersen.

Stadig noget umoden

Den sidste i Bent Svendsen årgangs-firkløver er Elegant C N (Ens Snapshot-Elegant C N). Hesten startede karrieren hos Morten Juul med tre sejre i træk, inden den blev solgt og kom i træning hos Bent Svendsen. Her har den fortsat de gode takter, selv om der har været et par svipsere.

Med fem sejre i ti starter har den en sejrsprocent på 50%, men den har på intet tidspunkt været aktuel i årgangssammenhæng, da den først debuterede ultimo august.

ELEGANT C N Ejerkreds 251019Elegant C N vandt i sin første start for Bent Svendsen til stor glæde for de nye ejere Connie og Geert Olesen. Foto: Flemming Andersen.

- Den har startet på hen over vinteren, da han er langt tilbage i forhold til de andre. Især med rutine og det forståelsesmæssige.

- Den skal også forsøges i årgangssammenhæng, men ligner mere en consolationshest på nuværende tidspunkt. Men nogen blomstrer op og andre falder væk, så man skal aldrig sige aldrig.

- Han har vist, at han rækker i klassen, men er et ubeskrevet blad i årgangssammenhæng, runder Bent Svendsen af.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere