Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
A Secret Word og Henrik Thomsen - Charlottenlund 24. april 2020Foto: Burt Seeger

Stalden ser godt ud for Henrik Thomsen

A SECRET WORD 11I6003
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
23. maj 2020 7:30

Både kvantitativt og kvalitativt ser stalden godt ud for Nykøbing Falster-træner Henrik Thomsen, der har et par fine kort i årgangsløbene. I dag seler han hele 12 heste ud til sæsonpremieren på Nykøbing Falster Trav.

Af Kim Nielsen

Med 26 heste på træningslisten har Henrik Thomsen den største stald på Nykøbing Falster Trav. Der er et godt mix på staldens heste, hvor lige knap halvdelen er ungeheste på to eller tre år, medens resten er fire år og ældre. Og netop hos de fireårige heste finder vi to af staldens esser, hvoraf den ene gør sæsondebut i dag.

Det er den fireårige hoppe Excuse Me, der sidste år tog flere fine sejre i det svenske. Hun vandt også kvalifikationen til Dansk Avlsløb, men svigtede i finalen.

- Excuse Me er meldt i grand prix’et i Aarhus og i Grand Circle, men desværre ikke i Dansk Hoppe Derby, hvor der gik noget galt for ejeren på et tidspunkt med den fortsatte tilmelding.

- Så vi må se, hvordan hun klarer sig mod de bedste i årgangen i de to årgangsløb, den er meldt i. Jeg håber, at Erling og hende kan holde sig sunde og raske, for de har jo muligheden for at tjene nogle gode penge i år.

Hun er meget sensibel. Hvad tænker du om en start i Aarhus?

 - Hun har været i Aarhus før. Der gik hun godt for Thomas Bonde i sin anden start i karrieren, fortæller Henrik Thomsen.

Excuse Me 190721

Excuse Me med Birger Jørgensen ved en sejr på hjemmebane sidste sæson. Foto: Lasse Jespersen.

Om starten i dag på hjemmebane siger træneren:

- Det er og bliver en besværlig hest. Har utrolig stor fart og kapacitet, men døjer stadig med temperamentet. Skulle temperamentet være fint på dagen, er hun altid en fornuftig chance.

- I hverdagen er den fin og flink, men når den kommer ud på banen, sker der et eller andet. Vi håber, det bliver bedre med tiden. Fejlfri er den med fremme, men du kan ikke stole på den, så det må være en meget stor outsider her.

- Tanken er at køre et pænt løb første gang, og så lade hende gå de sidste 500 m. Men om hun vil være med til det, får vi se, lyder vurderingen fra Henrik Thomsen.

Hos drengene er Erling jo et etableret navn i den meget stærke E-årgang. Den har overstået sæsondebuten og var tredje på Copenhagen Cup-dagen efter en kort fejl midtvejs i løbet. Træneren har ingen fejl fundet på hesten, så også den ser frem mod grand prix-weekenden i Aarhus, som den næste store opgave blandt de jævnaldrende heste.

Erling Aeresrunde

Erling efter sejren i Grand Circle Championatet i Skive sidste år. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Mange treåringer

I stalden har træneren seks treårige heste, hvor kun Cheesecake har gjort et par starter i Sverige de sidste par måneder uden at imponere. Den starter i dagens første løb sammen de to staldkammerater Funny Boy og Farmer Simoni, der gør deres første start.  

Du har seks treåringer i stalden. Er der nogen af dem, du har særlige forventninger til?

- De har alle sammen trænet godt, og der er ikke nogen, der stikker mere ud end de andre. De skal ud i løb, og så vil det vise retningen for fremtiden, siger træneren, der vurderer Funny Boy som den største chance af staldens tre heste i det indledende løb.

Rekord mange heste til start

Til dagens otte løb har Henrik Thomsen otte heste fra eget træningskvarter til start. Desuden har han nogle forspændingesheste, så i alt seler han 12 heste ud, hvor logistikken skal være i orden med det antal heste.

Der er hen over vinteren kommet tilgang af et par nye løbsheste, hvor Dolly Park er en af disse. Den gjorde sin sæsondebut på Charlottenlund i marts, hvor den skuffede.

- Jeg har startet den en gang, men der var den nærmest bedrøvelig. Har behandlet hende og rettet lidt til, og hun har gået fornuftigt i træningen.

- Hvis den kan overføre det til løb, så er det en hest med stor kapacitet, der altid skal have stor chance. Det vigtigste er, at den traver og er i orden, siger træneren.

En af staldens bedste heste er femårige A Secret Word. Den tog seks sejre og fire andenpladser i 18 starter sidste år. I seneste start kom årets først sejr, men den har trukket det yderste startspor 8 i dagens Liga 3-løb. Uden chance er hesten bestemt ikke.

- Han gik fint sidst og vandt et løb på Lunden. Det var fortjent, da han har gået mange gode og hårde løb.

- Den skal have lidt selvtillid igen, så det skal vi prøve at bygge lidt op. Spor 8 er svært, men vi må prøve at køre afventende og speede de sidste 400m og se, hvad det kan blive til.

- Hvis det stemmer med positionerne, er han altid en stor chance, siger Henrik Thomsen til trænerkommentarerne.

Hvad han mener om chancerne for alle staldens andre heste kan ses i trænerkommentarerne på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere