Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Capra og John Køhler - Charlottenlund 12.5.2020Foto: Burt Seeger

Hun har et kæmpe uforløst talent

CAPRA 11I7106
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
23. maj 2020 18:00

John Køhler vandt løb for første gang i ti måneder, da han sejrede med bl.a. Capra på Charlottenlund for et par uger siden. Søndag gælder det den indledende afdeling af Preben Munchs Mindeløb, hvor træneren dog ligger lavt i sine forventninger forud for hoppens næste start.

Af Kim Nielsen

Sejrene kommer ikke på samlebånd, som i de yngre dage. Men trods alt plejer John Køhler at hente en sejrsbuket af og til. Efter 14 sejre i 2018, blev det til otte af slagsen i 2019. Men de blev alle taget inden for de første syv måneder. Derefter indfandt der sig en sejrstørke, der varede i ti måneder.

På Charlottenlund blev forbandelsen dog brudt for et par uger siden, da han vandt ikke et, men hele to løb med henholdsvis Sioux Vicious og Capra. Det er flere år siden, at han har vundet to løb på samme dag..

Du vandt to løb for nylig i København. Faldt der en sten fra hjertet?

- Det var godt, at jeg ikke skulle vende rundt efter blomster, for det havde jeg sikkert glemt alt om, hvordan man gør, siger John K. med et smil på læben.

- Jeg kender gamet. Det går op og det går ned. Når man ikke har for meget at køre med, så går det kun en vej, og det er nedad, siger John Køhler med et smil på læben.

CAPRA 11I7086

En meget koncentreret John Køhler på vej mod den første sejr i ti måneder, da han sejrede med Capra på Charlottenlund for et par uger siden. Foto: Burt Seeger.

Ikke tilfreds trods sejr

Den ene af sejrshestene var Capra, som tog sin tredje karrieresejr i kun 17 starter. Den seksårige hoppe er storesøster til Årets Hest på Fyn sidste år Do It Mingus, og der har altid været pæne forventninger til hoppen, som dog har været svær at holde i orden. I morgen starter hun i den første af de indledende afdelinger til Preben Munchs Mindeløb, hvor der i finalen er 200.000 kr. i præmiesum.

- Jeg var ikke helt tilfreds med hende i København. Som jeg kan se på hende i folden, så er hun stadig væk ikke helt fit for fight.

- Det bliver et hårdt løb for at komme blandt de fire og med til finalen. Jeg ligger lidt lavt med forhåbningerne.

- Hun er ikke den hest, hun var for et halvt år siden. Der er et eller andet, der trykker hende. Nu starter vi i Aarhus, men så skal vi måske til dyrlægen derefter, forklarer John Køhler.

Men hesten kommer til start, så den er vel klar til at løbe væddeløb?

- Ja, det er hun. Propositionen til Preben Muchs Mindeløb passer godt til hende. Derfor er hun meldt. Det er gode heste, der kan komme fra 40 m, men vi skal jo forsøge at være med, når der er gode penge at køre om.

- Jeg har dog stadig forventninger på hende. Jeg har jo mærket, at hun har et kæmpe uforløst talent. Hun skal bare være 100% i orden, så er det en rigtig fin hest den her.

- Jeg mener, at der er meget udvikling i hende. Hun har slet ikke vist endnu, hvad hun kan, slutter den fynske træner.

Trænerkommentarer og andet spilrelevant materiale til løbende søndag i Aarhus med start kl. 14.00 kan ses på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere