Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Wham Bam Boo og Jeppe Rask - Charlottenlund 24.5.2019Foto: Burt Seeger

Wham Bam Boo klar til ny god sæson

WHAM BAM BOO 11I9762
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. juni 2020 7:30

Torben Hovgaard har flere spændende heste i stalden. Sidste år markerede Wham Bam Boo sig flot, og træneren tror på en ny god sæson, hvor både den og Eastern Promise har gode chancer på Charlottenlund i dag.

Af Kim Nielsen

I et par sæsoner har fløjhesten hos amatørtræneren Torben Hovgaard været O’grady, der sidste år ved denne tid snuppede fire sejre i træk og i særdeleshed henrykkede publikum med sejren på Copenhagen Cup-dagen. Den løber nu sin sidste sæson som 14-årig, men andre heste står klar til at give familien Hovgaard nye oplevelser.

For ud over O’grady så var 2019 også er herligt år for den nu niårige Wham Bam Boo, der sejrede seks gange og tjente lige knap 160.000 kr. Sæsonafslutningen var af bedste mærke, da den på årets sidste løbsdag på Charlottenlund Travbane vandt et V75-løb under Winterburst Meetinget.

WHAM BAM BOO Vindercirklen 482019

En af sejrene for Wham Bam Boo i 2019 var, da Mads Petersen vandt en indledende afdeling til K. G. Bertmarks Minne på Charlottenlund. Foto: Burt Seeger.

Sæsondebuten er overstået, hvor den var ude mod de hårde drenge i stayerløbet på Copenhagen Cup-dagen. Det lignede en mindre præmie indtil kort før mål, hvor trætheden meldte sig, så den blev sorteper blandt de fire heste, der kæmpede om de tre sidste præmier.

- Han gik OK i sæsondebuten. Vi ville gerne have været til inderbanen undervejs, men det lykkedes ikke rigtigt før mod slutningen. Så den blev lige lidt træt de allersidste meter, men kunne lige så godt have været i pengene.  

- Den har taget starten fint og har bare trænet videre, og han har faktisk trænet fantastisk godt, fortæller Torben Hovgaard.

Klar til at flyve banen rundt

I dag gælder det så en indledende afdeling til Summer Meeting Halmstad, hvor Wham Bam Boo starter fra spor 4 i et felt på syv jævnbyrdige heste.Ingen er uden chance for at blive blandt de to heste, der kvalificerer sig til finalen i Halmstad på Sprintermesterdagen.

- Han kommer i sit vante udstyr og med amerikanervogn, og så tror jeg, at han flyver banen rundt.

- Hvis han får en god position undervejs, så er han med fremme og slås om sejren, lyder vurderingen fra træneren.

Den tjente godt 150.000 kr. sidste år. Ligger der nye 150.000 kr. og venter i år?

- Vi ser positivt på sæsonen. Han skal nok tjene gode penge også i år. Hvorfor skulle han ikke det, med de to løb han sluttede sæsonen af med? Der gik han jo helt fantastisk.  

WHAM BAM BOO 29122019

2019 afsluttede Wham Bam Boo og Jeppe Rask med en sejr i et V75-løb på Charlottenlund. Foto: Burt Seeger.

- Vi gav ham lidt fri efter V75-starten på Lunden. Så begyndte vi at træne ham igen, og vi havde ham oppe i det helt store gear, da coronaen kom.

- Så måtte vi drosle ham lidt ned igen, og der var ingen løb, der passede, da vi startede op igen.

- Men nu er han i gang, og det bliver primært liga løbene, vi satser på. Men hvis der er noget spændende i udlandet, så tager vi gerne af sted med ham, siger Torben Hovgaard.

Eastern Promise med god chance igen

Tidligere i år købte Torben Hovgaard den seksårige Chapter Seven-søn Eastern Promise. Efter tre trioplaceringer kom den første sejr i den seneste start, hvor den tordnede banen rundt i Skive på en 12-tid med Michelle Mønster i vognen.

- Det var en fin præstation sidst, og Michelle gav den bare gas, så det var perfekt.

Eastern Promise2

Jockey Michelle Mønster sørgede for den første sejr til Eastern Promise efter den er kommet til Torben Hovgaards træningskvarter. Foto:Flemming Andersen.

- Den har passet sin galoptræning siden, så jeg forventer, at den holder sin gode form.

- Det ser ud til at være en fin opgave på Lunden. Kan vi få en god ryg undervejs, så har han masser af speed til slut, og så burde han være med på stregen, hvis han går som senest.

Hvilke opgaver venter på Eastern Promise?

- Vi håber på at finde lidt i ligaløbene, og Sverige kunne også være interessant, hvis der kommer noget, der passer, synes Torben Hovgaard.

El Nino Trøjborg er staldens tredje hest til start i Charlottenlund i dag. Den har været lejet ud, men er netop kommet retur til familien Hovgaard igen.

- El Nino har vi fået hjem efter starten i Billund, hvor den gik OK, men gav sig lidt til sidst.

- Vi har trænet videre, og den skal ud at bevise, at den forhåbentlig er lidt bedre end sidste gang. Vi har ikke de store forventninger og håber på, den går et godt løb, og at den har stabiliseret sig. Det er det vigtigste, slutter Torben Hovgaard.

Der findes som sædvanlig trænerkommentarer, ekspertanalyse til dagens V5-spil og andre spilrelevante informationer på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere