Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Extreme og Steen Juul ved sejren i FireårsprøvenFoto: Ole Hindby

Steen Juul havde en forrygende dag med fire sejre

Extreme 19620
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. juni 2020 20:13

Han vandt prøverne til Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix med sine to favoritter Extreme og Enjoy The Game. Med andenpladsen til Explosive Peak bag Emoji, fik han alle sine tre heste med til finalen. Både Emoji og E Type Cash indfriede favoritværdigheden.

Af Kim Nielsen

Steen Juul havde tidligt på dagen sejret med sin egentrænede Commit Boom Bay og som gæstekusk bag Exclusive Laser i en hoppeprøve, og da de fire grand prix-prøver for hingste og vallakker skulle afvikles, var Juulemanden fortsat i hopla og satte sit store præg på dagen med fire sejre, en anden-og en fjerdeplads i sine seks køreture.

Emoji efter tidlig føring

I den første af de fire prøver til Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix var Emoji storfavorit, og Flemming Jensen tog en start på sikkerhed lidt ude i banen, men kørte allerede frem i andet spor igennem første sving. Knud Mønster bag førende Erling slap beredvilligt efter 600 m, og så kunne Flemming Jensen dæmpe farten til 18-fart på kilometeren.

Ingen skulle frem og øve sig på 12 for 10 favoritten, hvor Mads Hviid Nielsen og Epos Østervang sad som første heste i andet spor med Steen Juul og Explosive Peak i ryg i 2u. På vej ind i opløbssvinget galopperede Erling i vinderhullet, og foran sad Flemming Jensen bare og læste Århus Stiftstidende bag Emoji, der vandt sikkert før Explosive Peak i tiden 1.16,4/2.360 m auto. Tredje var Epicwildfire M T, der kom med til finalen som en af de to højest placerede tredjeheste.

Emoji 19620

Flemming Jensen havde hele tiden kontrol over begivenhederne med Emoji, der sejrede let i sin første start i Aarhus nogensinde. Foto: Ole Hindby.

Herrefight mellem E Type Cash og Eric The Eel

En anden storfavorit var E Type Cash med Gordon Dahl, men den var kommet i en afdeling med flere kompetente modstandere. Henrik Lønborg sad i spids rundt første sving med Encore Cloc, som dog har problemer med svingene i Aarhus. Lønborg slap derfor til Gordon Dahl, da han kom tromlende med E Type Cash på første langside. Det efterlod Eric The Eel – for dagen kørt af Jeppe Juel – udvendigt uden ryg, hvor Flemming Jensen fik perfekt andet par udvendigt med Eros Zola.

Gordon Dahl fik dæmpet til magelige 1.19,7 på kilometeren, og han var derfor klar til at tage imod ud på den sidste omgang, hvor tempoet blev skruet kraftigt i vejret med en Erik The Eel godt pressende udvendigt for den førende. Da feltet svingede ind på opløbsstrækningen, havde Eric The Eel ikke givet op og kæmpede videre som en løve. Men Gordon Dahl firede hele tiden det nødvendige af med 16 for 10-favoritten, og så kunne E Type Cash skære målstregen som vinder i tiden 1.16,2/2.360 m auto, hvor ”Ålen” var tapper i samme tid på andenpladsen.

De to kombattanter tilbagelagde ifølge Fast Track reporter Vagn Honum de sidste 1.000 m efter 1.12,1, hvilke er stærke papirer især på JVB. Tredje blev Encore Cloc og Henrik Lønborg, der også er klar til finalen som højest placerede tredjehest.

E Type Cash 19620

I dagens mest spændende opløbskamp holdt E Type Cash og Gordon Dahl sig hele tiden det nødvendige foran Eric The Eel, der var stor i nederlaget. Foto: Ole Hindby.

Enjoy The Game sikkerheden selv

Der var dramatik fra start i den tredje af prøverne for hingste og vallakker. I indersporet gjorde Morten Juul alt for at forsvare spidsen med Express A P, men udvendigt fra spor 5 havde Bent Svendsen også sigtet indstillet på fronten med Eddie Cook, og parret havde en halv længde på den indvendige på vej ind i svinget. Her blev det til galop for Express A P, og efter løbet bedømte dommerne det til en træning fra Bent Svendsens side, hvilket gav en udelukkelse til Bent Svendsen i grand prix-weekenden.

Ned ad første langside sendte Steen Juul favoritten Enjoy The Game frem, og Bent Svendsen afgav spidsen til Steen Juul, hvor der var 17-fart på kilometeren. Flemming Jensens Eastandwest gik som første hest i andet spor, men den meldte allerede udsolgt ved indgangen til opløbssvinget sammen med næstfavoritten Eastboundanddown, der næppe kan have været frisk på dagen.

Ind på det lige skruede Steen Juul bare farten op bag Enjoy The Game, der gik frem til en sikker sejr med Eddie Cook på andenpladsen. Trods episoden i første sving, så beholdt Eddie Cook andenpladsen, sådan som de nye regler foreskriver. Tredje var Endless Dreams med Henrik Lønborg. Vindertiden for Enjoy The Game blev så fin som 1.15,7/2.360 m auto, hvilket var den hurtigste tid i de fire prøver.   

Enjoy The Game 19620

Enjoy The Game blev den hurtigste af de fire vindere i prøverne. Foto: Ole Hindby.

Extreme den mest overlegne vinder

Ud over en startgalop fra Bent Svendsens Elegant C N, så var der til gengæld ikke megen dramatik i den sidste af prøverne. Morten Juul var hurtigst gennem første sving med Eldorado, men han halede hurtigt i land, og så kunne Steen Juul problemfrit køre frem til spidsen med favoritten Extreme, der så ekstremt godt ud for dagen.

Efter en 14-åbning blev der dæmpet til 19-fart efter 1.000 m. Herefter skurede Steen Juul gradvist op for tempoet, hvor Jeppe Juul længe så stærk ud i dødens med Enzo. Den blev aldrig nogen trussel og holdt bare farten i opløbet, hvor Steen Juul forsvandt væk til en overbevisende sejr i dagens næsthurtigste prøvetid på 1.15,8/2.360 m auto.

Med til finalen kom Eldorado og Morten Juul, der afviste et sent angreb fra René Kjær og Eik Hindø, medens Enzo blev fjerde.

Extreme Og Ejer 19620

Der var glæde hos medejer John Sørensen og staldmand Peter Pedersen efter Extreme havde danset banen rundt. Foto: Ole Hindby.

De øvrige løb

Medens Stald Natural havde fået en skuffelse i en af dagens hoppeprøver, hvor Energy Mix gik ned på de sidste 75 m, så fik stalden og træner Jimmy Møller Jensen oprejsning sidst på løbsdagen. Her kunne Bent Svendsen vinde med Finest Aveve i tiden 1.18,3/1.800 m auto efter tidligt at have overtaget spidsen. Anden var Figaro Sølvtop med Casper M. Nielsen.

Finest Aveve 19620

Ejerparret Peter Olesen og Jimmy Møller Jensen efter sejren med Finest Aveve. Foto: Ole Hindby.

I det hurtige af de to formløb efter 1.18 havde Henrik Lønborg fået et godt tilbud alene i spidsvolten med Daisy D, der stod med en 15-tid på sprint i sidste start. Parret førte da også fra start til mål og vandt i tiden 1.17,0 før Mr Panamera, der afsluttede godt af på afstand.

Daisy D 19620

Det var "fang mig, hvis I kan" for Daisy D og Henrik Lønborg, og det var der ingen, der kunne. Det var karrieresejr nummer 3.000 til Henrik Lønborg. Foto: Ole Hindby.

I det sidste formløb efter 1.20 lignede det længe spidshestene, hvor Rondo Byrds havde overtaget kommandoen først på opløbet. Men fra 40 m tillæg havde Casper M. Nielsen slikket inderbanen det meste af vejen med Donna Lupo, og på en flot afslutning fangede Donna Lupo den førende og tog sin tredje sejr i karrierens start nummer 32 i tiden 1.15,7/1.840 m snorestart. Vinderodds var 13 glade gange pengene – der var han igen Casper M. Nielsen.

Donna Lupo 19620

I Kolin Stables farver kunne Casper M. Nielsen udbygge føringen på jockeylisten med sæsonens 14. sejr bag Donna Lupo. Foto: Ole Hindby. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere