Af Mikkel Johansen
Løbsdagen i dag på Charlottenlund Travbane byder på flere interessante løb. Heriblandt et fireårsløb, hvor forhåndsfavoritten er Michael Lønborgs stjernefrø Eddie The Eagle. Efter at have hjemført fem sejre i karrierens første seks starter har hesten måtte tage til takke med mindre placeringer de seneste to gange. Det er ifølge træneren ikke retvisende for dens præstationer.
- Forrige gang på Jægersro var modstanden ganske hård, men hesten stred hele vejen i mål og var kun slået med én længde. Senest på Lunden sad hesten langt tilbage, men leverede en glimrende afslutning. Han har ydet bedre, end resultaterne indikerer, indleder Michael Lønborg
Dagens start er første gang i hestens karriere, hvor den udelukkende møder jævnaldrende konkurrenter. Det ligger der større tanker bag, da næste opgave bliver grand prix-prøverne i Aarhus. Den har ikke tidligere været matchet i årgangssammenhæng, da træneren først nu føler, at den er parat til det.
- Jeg synes ikke, at jeg tidligere har kunne byde hesten den træning, jeg finder nødvendig for at gøre sig gældende i årgangsløbene, forklarer Aarhus-træneren.
Det bliver yderst spændende at se, hvor “Ørnen” rangere blandt sine årgangsfæller. Træneren selv har på forhånd svært ved at vurdere dette. Forventningen er at blive klogere efter dagens start.
Dagens løb byder på mange talentfulde modstandere og fra et vanskeligt startspor fire i volten, er det ingen let opgave for S J’s Photo-sønnen. Træneren har dog på ingen måde lagt sig ned på forhånd.
- Han besidder store kvaliteter, og jeg vil ikke bytte hest med nogen, pointerer Michael Lønborg.