Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Encore Cloc sejrer overlegent for Henrik Lønborg 12. maj 2020Foto: Burt Seeger

Lønborg om fravalg af grand prix-plads: »Encore Cloc skal ikke gå højre rundt«

ENCORE CLOC 11I6978
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
30. juni 2020 17:09

JVB-træner Henrik Lønborg havde kvalificeret såvel Encore Cloc som Endless Dreams til Jydsk 4-årings Grand Prix, men ingen af dem starter.

Af Henrik Boye Ebbesen

Da startlisten til årets udgave af Jydsk 4-årings Grand Prix her til eftermiddag blev offentliggjort af Sport & Udvikling, var det umuligt at finde de to Henrik Lønborg-heste Encore Cloc (Great Challenger) og Endless Dreams (Make It Happen) blandt de startende heste.

De to heste var ellers kvalificeret til opgøret via tredjepladser i deres respektive 4-års prøver, men træner Henrik Lønborg har for begges vedkommende fravalgt det jyske grand prix.

»For Encore Clocs vedkommende var det ikke svært at tage beslutningen. Han fungerer simpelthen ikke højre rundt, hvilket også kom til udtryk i prøven, hvor han tabte rigtig mange meter rundt sidste sving,« siger han.

Træneren fortæller, at det ville være helt hovedløst at gamble og starte hesten i Aarhus.

»I stedet satser vi på at gøre ham helt klar til de storløb, der køres venstre rundt senere på sæsonen. Planen er, at han skal have et enkelt løb i kroppen inden derbyprøverne, hvor han så forhåbentlig kommer mere til sin ret.«

Mangler stadig rutine

Endless Dreams kommer heller ikke til start i selve grand prix’et, men ejerkredsen kan dog se frem til at se deres hest i aktion i den kommende weekend på JVB – imidlertid kun i trøstløbet.

»Hvis vi valgte at starte ham i hovedløbet, ville det blive fra et dårligt startspor og i stenhård konkurrence. Og da han fortsat er noget urutineret, ville det ikke være fair overfor hesten, så derfor har vi valgt trøstløbet denne gang,« siger Henrik Lønborg.

Træneren tror fortsat på, at Endless Dreams kan udvikle sig en del fremover, og selvom den på søndag er havnet i et halvtrist startspor 10 i consolationsløbet, kan en god præmie sagtens være indenfor rækkevidde.

»Han skal vel ikke være helt uden chance,« mener Henrik Lønborg.

Endless Dreams160520
Endless Dreams har modsat staldkammeraten Encore Cloc ingen problemer med at gå højre rundt, og den skal ses med en vis chance i Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation på søndag. (Foto: Ole Hindby)

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere