Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Eureka Downs og René Jonassen - Odense 22.5.2020Foto: Gorm Johansen

Hygge-anpartshesten Eureka Downs er nu i top-12

EUREKA DOWNS 22520
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
27. juni 2020 11:00

Rene Jonassen har kvalificeret Great Challenger-datteren til finalen i Fair Finans Jydsk 4-årings Grand Prix næste weekend efter en fin præstation som anden til Evita i sit forsøg. Hoppen er gået markant frem her i starten af fireårs sæson.

Af Kim Nielsen

Efter en sejr i karrierens anden start blev det resten af treårs sæsonen kun til mindre placeringer for Eureka Downs. Den blev forsøgt i årgangssammenhæng et par gange, men rakte ikke helt til. Der røg dog 43.650 kr. ind på kontoen i 13 starter, men i år er det allerede blevet til yderligere 27.000 kr. i bare fire starter.

- Der er sket meget hen over vinteren. Der er meget mere hest i hende nu, og hun er blevet rigtig speedig.

- Hun var lidt under de 12 bedste sidste år, hvor hun ikke rakte helt til, da hun blev forsøgt blandt de bedste.

- Men nu har hun udviklet sig til at kunne være med i finalen her i det første årgangsløb, så hun er gået markant frem, fortæller træner René Jonassen.

Fire starter med fremgang

Efter omkring et halvt års vinterpause var Eureka Downs klar til sæsondebuten hjemme i Charlottenlund i maj måned, hvor det blev til en fjerdeplads efter sent hul og en meget hastig afslutning.

- Første start kørte jeg lidt passivt, og da hun endelig kom ud, så sprang den bare frem. Gangen efter sprang den også bare frem på Fyn til en let sejr efter et god rygløb.

- Hun sluttede godt af i sin tredje start mod hingstene, og i Aarhus gik den bare perfekt og tabte bare til en lidt bedre hest på dagen.

Hvad er hendes stærke og svage sider?

- Hendes bedste side er, at hun har en rigtig god speed på 200 m. Til gengæld mangler hun lidt fra start.

- Jeg ville selvfølgelige gerne have, at hun var lidt hurtigere fra start, men det er en hest, der skal gemmes. Får den et godt rygløb, har den en giftig speed, lyder vurderingen fra træneren. 

En af de bedre præmier er det realistiske mål

Da Eureka Downs startede i sin prøve i Aarhus, var det første gang at den skulle højrevejen rundt. Men det voldte ingen problemer. Efter sit sædvanlige rygløb sluttede hun godt af, men Evita fra spids var der ikke noget at gøre ved på dagen. Med andenpladsen skal René Jonassen vælge spor blandt de tre andenheste, men her havde han ikke held i sprøjten.

Evita 19620

I yderbanen slutter Eureka Downs godt af til andenpladsen bag Evita i grand prix-prøven. Ole Hindby.

- Jeg tabet lodtrækningen, hvor jeg skal trække sidst blandt toerne. Vi må se, hvad de andre vælger, og så tager vi beslutningen derefter. 

- Vi kan håbe på hårdt tempo, og at et par af de gode måske vil køre lidt på hinanden. Så kan jeg måske gemme min i et hul og på den måde få en god afslutning til gode penge.

- Vi skal være heldige for at være blandt de tre. Realistisk kan hun blive alt fra nummer fire til otte, som der er præmie til.

- Fremadrettet må vi se, om hun forsat kan udvikle sig blandt ”de gode damer”. Vi håber på fine penge i de gode løb, lyder forventningerne fra René Jonassen.

Ejes af anpartsstald med vægt på hyggeligt samvær

Eureka Downs er opdrættet af Tanja og Helle Thorhauge, og det er moderen Valuta G T’s første afkom. Den ejes af Stald Cheers, og det navn er ikke helt tilfældigt.

- Hun er en anpartshest med otte anparter. De er folk, der har været med i sporten i en del år.

- De fleste har haft hest tidligere. Men de forstår at sætte det hyggelige samvær i højsædet, så de glæder sig til forhåbentlig at få nogle gode oplevelser med hoppen, slutter René Jonassen, der personligt har lagt den pauvre 2019-sæson med kun fem sejr bag sig.

Fredag tog han en double på Charlottenlund og nu har krydset målstregen som vinder 14 gang i år.  

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere