Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Theo Udsen og Anders Pedersen - Aalborg 15.5.2020Foto: Hesselborg Foto

Familiehesten Theo Udsen jagter hattrick i Billund

Theo Udsen 15520
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
23. juni 2020 19:24

Ida Udell og Jesper Hansen er kommet godt fra start med familiens eget opdræt, som har talent og potentiale til at blive en klassehest på sigt.

Af Kim Nielsen

Amatørtrænerparret Ida Udell og Jesper Hansen har efterhånden seks løbsheste og en toåring på træningslisten. Hvor det sidste år blev til to sejre i 42 starter, så siger statistikken, at de samme to sejre er opnået i kun 16 starter her midtvejs i året.

Begge sejre er taget af treårige Theo Udsen, der er efter Chocolatier og Sunbird Zophie, hvor moderen ejes af Ida Udells forældre, som også ejer Theo Udsen sammen med deres datter og svigersøn. Efter en spidssejr i første start i Aalborg, vandt den senest i Odense efter et rygløb.

THEO UDSEN 6620

Udvendigt går Theo Udsen og Ken Ecce frem til sejr i karrierens anden start i Odense. Foto: Gorm Johansen.

- Hesten er opdrættet af min svigermor og svigerfar, der bor i Stokholm. Idas onkel Christian har kørt den til og har ført den frem til præmieløb i Sverige. Men så skulle han flytte nordpå, og så kom ned til os i oktober.

 - Hesten havde meget at lære, da han kom. Men han har udviklet sig bedre, end vi havde turdet håbe på, selv om jeg altid har sagt, at den kan blive en frygteligt god hest.

- Han har haft nogle nykker, hvor han har haft lidt gjordkramper. Pludselig tager han nogle hop lige op i luften et par gange. Men efterhånden sker det sjældent, især når jeg kører ham.

- Jeg kører ham altid langsomt dagen før et løb, så er vi sikre på, at han ikke laver numre, fortæller træner Jesper Hansen.

Storebror er dobbelt millionær

Moderen til Theo Udsen er Sunbird Zophie, som har fået flere gode afkom, hvor den bedste frister en tilværelse i gulddivisionen i Sverige.

- Den har lidt at leve op til med flere gode søskende heriblandt en bror Super Zantos, der løber i gulddivisionen og har rundet 2 mio SEK i indtjening.

- Han er en lidt tung, slasket og grøn type endnu, der ikke rigtigt ved, hvorfor han løber rundt derude. Men han virker til at have et godt væddeløbshoved, hvor han senest viste vilje til at ville gå forbi.

- Vi har ikke så travlt. Han starter lidt på, og han bliver nok først rigtig god til næste år.

Hvilke drømme har man med sådan en hest?

- Kan vi holde ham frisk og i orden, og han finder ud af at løbe væddeløb, så tror og håber vi på, at han når langt op i klasserne. Men vi har ikke sat og nogle mål. Det er for tidligt. Han har trods alt kun vundet to løb.  

- Efter sejren i Odense kom Ken Ecce hen til Ida, klappede hende på skulderen og sagde: Her har I en rigtig god hest, siger Jesper Hansen med optimisme i stemmen.

Catch Me Will 2018

Ida Udell og Jesper Hansen her til højre for Catch Me Will efter en sejr i Skive. Foto: Flemming Andersen.

Hvordan ser du chancerne på torsdag?

- Han har fået et vanskeligt spor, men det var bevidst, at vi meldte ham her med et højt nummer. Det er for, at han kan lære lidt, da han er lidt grøn endnu.

- Vi vil gerne have, han vinder, men det er vigtigere, at han lærer noget hele tiden.

- Han har ikke gjort noget forkert endnu, og de render i hvert fald ikke fra ham. Med resultatet senest i mente, så kan jeg ikke sige mig fri for, at han skal være en vinderchance, vurderer Jesper Hansen.

Der kommer løbende trænerkommentarer til løbene i Billund på torsdag på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere