Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Zadok Font og Jeppe Juel - Skive 26.6.2020Foto: Flemming Andersen

Ekstra Blads-hesten Zadok Font og talentet Freeze leverede varen

Zadok Font 29620
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
29. juni 2020 18:45

Double til Jeppe Juel med Zadok Font, der er et eller to hver gang. Sarah Bäckman-ejede Freeze levede op til trænerens forventninger. Bent Svendsen sejrede med nyerhvervelsen El Nino Trøjborg og med Billie Jean. Også double til Bo Westergaard med Thai Apollo og Gabriel Barsk.

Af Kim Nielsen

Tre trænere kunne denne mandag i Skive høste to sejrsbuketter, hvor Jeppe Juel sørgede for, at de mange ejere i Ekstra Bladets Travklub igen fik en oplevelse, da Zadok Font tog sin anden sejr i fem starter for anpartsstalden, hvor de tre andre starter har givet andenpladser.

Der var lidt positionskamp i første sving i løbet for klassen under 130.000 kr., hvor Jeppe Juel lykkedes med at komme ud i andet spor med favoritten Zadok Font, og så kunne kan køre frem og overtage spidsen fra Chris Højgaard. Knud Mønster blev taberen af positionskampen og havnede udvendigt med Cotton Eye Joe, og fra anden række fik Ella Rush en god start og sad andet par udvendigt.

Efter en 10-åbning var der 15-fart på kilometeren, og med 650 m igen angreb Jeppe Rask med Bella Donna. Det bed godt i sporene, men foran havde Jeppe Juel ikke kørt færdig, og Zadok Font trak hele vejen til mål og sejrede foran vinderhullets Chris Højgaard med Bella Donna som tredje i en meget tæt opløbskamp. Efter indvendig rejse sad Exit To Heaven bomfast, så husk den. Vindertiden for Zadok Font blev 1.16,1/2.060 m auto.

Zadok Font Vindercirklen 29620

Et par af Zadok Fonts ejere var i vindercirklen, da Ekstra Blads-hesten tog sin anden sejr for anpartsklubben. Foto: Flemming Andersen.

Talentfuld Ganymede-søn svigtede ikke denne gang

Jeppe Juel havde høje forventninger til Freeze allerede sidste gang i hestens debut, men da svigtede den ved galop. Denne gang var han lige så optimistisk, og nu var der ingen slinger i valsen. Freeze sad hurtigt i spids, og den vandt legende let i 1.17,6/2.000 m snorestart efter 1.15,0 de sidste 1.000 m. Estabano og Birger Jørgensen var anden med Enough Cash og René Kjær som tredje.

Freeze 29620

Freeze var helt overlegen for Jeppe Juel i løbet for laveste klasse. Foto: Flemming Andersen.

Ny hest i stalden sejrede i første forsøg

Inden denne løbsdag var El Nino Trøjborg skiftet til Bent Svendsen, og med en starthurtig hest og en starthurtig kusk var der ingen tvivl om, hvem der tog spids. Vel anbragt i spidsen holdt Bent Svendsen jævn 13-fart på sprinterdistancen, hvor der var mange galopperende heste i løbet.

Med 750 m igen kunne Kenneth Andersen dykke ned i vinderhullet med Fanny Østervang, da der var lidt uro i feltet med en fejlende hest. Og han holdt ryggen på El Nino Trøjborg hele vejen uden at kunne true den førende, der sejrede i 1.14,7/1.600 m auto. Tredje blev Delaware Bounce med velkørende Hussein Kassir.

El Nino Tr Jborg 29620

Der var tid til at hilse ud til publikum, da Bent Svendsen sejrede med El Nino Trøjborg i hestens første start i hans regi. Foto: Flemming Andersen.

Billie Jean efter tæt opløbskamp

Fine heste var med på startlinjen i et stayerløb over 2.550 m, hvor Peter Rasmussen i første omgang forsvarede indersporet med Avalon. Han slap dog til favoritten Billie Jean, da Bent Svendsen kom frem efter 500 m, men kort efter tog Mads Hviid Nielsen sats med Cutty Sark. Den kom i så stor fart, at Bent Svendsen ikke kunne svare næstfavoritten, og så var der igen en ny spidshest.

Midtvejs kørte Knud Mønster frem udvendigt med Worst Nightmare og sørgede for at holde tempoet oppe. Men i sidst sving blev fårene skilt fra bukkene, da Mads Hviid kørte for fuldt med Cutty Sark, og Bent Svendsen kom i sit angreb via open stretch. De to favoritter trak nogle længder væk, og på de sidste meter fik Bent Svendsen et kort overtag og kunne tage sin anden dagssejr med Billie Jean. Vindertiden blev 1.17,0/2.550 m snorestart.

Billie Jean 29620

Billie Jean kunne efter en knivskarp opløbskamp akkurat gå forbi Cutty Sark via open stretch. Foto: Flemming Andersen.

Double til Bo Westergaard

Bent Svendsen var ude efter tredje sejr på dagen med Brezziana, men i spidskampen blev det til galop, og så kunne Christian Lindhardt holde spidsen med Livi No Panic. Efter 600 m kastede Jeppe Juel los med favoritten Danny E P, og så sad den i spids. Gordon Dahl kom op udvendigt med råstærke D A D Flamingo, hvor farten blev holdt oppe med 16,4 på kilometeren.

I bagfeltet havde Bo Westergaard ikke bestilt noget med Thai Apollo, og ud på sidste omgang påbegyndte han et avancement. Det bed godt, og på vej ind i opløbssvinget var han helt fremme udvendigt på førende Danny E P. Ind på det lige koblede Bo Westergaard grebet, og Thai Apollo kunne gå frem til en sikker sejr, hvor D A D Flamingo kom igen og snuppede andenpladsen fra Danny E P på de sidste meter. Vindertiden blev 1.16,0/2.550 m auto.

Thai Apollo 29620

Thai Apollo var stærkest til slut og vandt efter en god finish for Bo Westergaard. Foto: Flemming Andersen.

I det afsluttende løb tog Bo Westergaard med Gabriel Barsk og Mads Hviid Nielsen bag Diva en ordentlig tørn om fronten i en 10-åbning. Bo Westergaard holdt spidsen, og det gjorde han helt til mål, hvor Express Shadow og Morten Friis tog andenpladsen efter dødens det meste af vejen. Vindertiden blev 1.17,2/2.060 m auto, og det gav også Bo Westergaard en double.

Gabriel Barsk 29620

Tredje træner der dobbeltsejrede denne løbsdag var Bo Westergaard, da han vandt det afsluttende løb med Gabriel Barsk. Foto: Flemming Andersen. 

De øvrige løb

Der blev lagt fra land i V5-indledningen, hvor Knud Mønster satte sig på spidsen med Swingit og ikke ville afgive den til næstfavoritten Livi Power, da Kent Friborg kom og spurgte. Efter en 11-åbning og 1.12,2 på kilometeren stod det klart, at de to første nok ikke ville få med udfaldet at gøre. Og da favoritten Franz Jæger havde galopperet fra start, var der lagt op til en overraskelse.

I vinderhullet sad Cassiopeia B F med Morten Friis og lunede sig. Og da feltet svingede ind på det lige kunne Morten Friis dykke ned på open stretch og gå frem til en overraskende sejr i tiden 1.14,7/1.600 m auto. Midt i opløbet fik Hussein Kassir pludselig hul med upåagtede Doubles Diva, og den sluttede godt af til andenpladsen fulgt af B J’s Brogård som tredje.

Cacciopaja Bf 29620

Der vindes mange løb fra open stretch i Skive. Et af dem gik til Cassiopeia B F og Morten Friis. Foto: Flemming Andersen.

V4-afslutningen var et formløb 1.18. I første sving kørte Marc Bæk Nielsen til spids med Uzal Nordal, hvor han dog kom lidt for tæt på den indvendige Catchmeifyoucan og Morten Juul med en kort galop for den til følge. Det kostede Marc Bæk Nielsen en bøde og en udelukkelse. Uzal Nordal blev i front løbet ud, hvor en godt afsluttende Uha Uha De Hess tog andenpladsen for Bent Svendsen, medens favoritten Caroline Lund blev tredje. Vindertiden blev 1.17,5/2.000 m snorestart.

Uzal Nordal 29620

Uzal Nordal og Marc Bæk Nielsen førte fra start til mål. Foto: Flemming Andersen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere