Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Dixi og Søren Klitgaard - Skive 24.12.2019Foto: Flemming Andersen

Drømmehesten Dixi

DIXI Oploeb 241219
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
24. juni 2020 18:51

Dixi er helt igennem en familiehest, hvor det er en fantastisk rejse, kredsen omkring hesten har været på det sidste halve år, som har budt på syv sejre og knap 200.000 kr. i indtjening. Fredag starter den på Charlottenlund i Summer Meeting Mares.

Af Kim Nielsen

En af de mest bemærkelsesværdige fremgange, som en dansk hest har vist her i første halvår af 2020, står den femårige hoppe Dixi for. Efter hestens første sejr juleaftensdag sidste år, har den i år taget seks sejre og to andenpladser i ti starter, hvor den bare er vandret op igennem klasserne.

Hesten ejes af Jane Møller Larsen og hendes mand Holger, hvor sønnen Søren Klitgaard har kørt hesten og stået for træningen, inden den i starten af året kom på Bo Westergaards træningsliste.

- Min mor købte den som plag, hvor den var røntgenundersøgt uden anmærkninger. Den stod hos os indtil toårs sæsonen, hvor en ny undersøgelse viste, at dyrlægen havde taget fejl, og den havde tre ledmus. Han mente aldrig, at den blev til travhest.

- Min storebrors datter Freja havde lidt svært ved at skille sig af med den, så den fik chancen og kom op til min bror Peter og stå. Han er til daglig banemand hos Bo Westergaard.

- Den blev passet og plejet af Freja, og den blev gjort klar til at få præmiepengene som treårs. Og for dem blev der råd til en operation, hvor den fik fjernet ledmusene. Siden har den ikke set en dyrlæge, fortæller Søren Klitgaard.

Kom i professionel træning

I hele fireårssæsonen stod hesten på Søren Klitgaards træningsliste, hvor han på nær en gang sad bag Ens Snapshot-datteren. Det blev til tre andenpladser i de første ni starter, inden den gav hele familien en fin julegave, da den aflagde sin maidentitel juleaftensdag i Skive.

Herefter gik Dixi i professionel træning hos Bo Westergaard.

- I dagligdagen er det nu helt og holdent Freja, der passer og plejer den. Hun er staldpige hos Bo Westergaard og er i øvrigt ved at tage licens. Så meget af det hele er hendes fortjeneste.

- Den kommer ind til Bo to gange om ugen, hvor det udelukkende er ham, der står for træningen.

- I løb kører jeg den som udgangspunkt. Bo har kørt den et par gange, da jeg som amatør ikke har måttet køre den.

- Og ved dens start på Åby, hvor der var 100.000 SEK at køre om, var det voltestart. Der var ingen grund til, at jeg skulle ud og dumme mig, så der fik vi Björn Goop til at køre den, beretter Søren Klitgaard.

Hvad det for en rejse I har været på med Dixi?

- Det er jo en rigtig familiehest. Min far er lige blevet 79, og han har haft mange heste igennem tiden. Men aldrig en som hende her, der vinder flere løb på Åby.

- Det er fantastisk, at mine forældre kan nå at opleve det. Det er der mange hesteejere, der aldrig opnår.

- Som amatørkusk vil jeg jo gerne selv køre den. Det har været kæmpe stort for mig at vinde to løb i træk på Åby.

- Hvis ellers jeg kan få fri fra arbejde, og der ikke er nogle restriktioner for os amatører, så kører jeg den som udgangspunkt fremover, siger Søren Klitgaard.

DIXI 241219

Juleaftensdag tog Dixi sin første sejr til glæde for hele familien repræsenteret af staldpigen Freja Klitgaard, ejer Holger Larsen og kusk Søren Klitgaard. Foto: Flemming Andersen.

Hvad er planerne med hesten fremover?

- Nu starter den fredag på Charlottenlund i kvalifikationen til Summer Meeting Mares, hvor vi håber på, at den kvalificerer sig til finalen.

- Hvis ikke, så kigger vi efter andre opgaver primært i Sverige. Især håber vi på at kunne finde nogle gode amatørløb.

- Ellers skal den bare starte på i sin klasse, og den har jo fået mange penge på nakken.

- Men vi har gudskelov ingen problemer haft med den helbredsmæssigt, beretter amatørkusken.

Ny familiehest måske på vej

Ud over de knap 200.000 kr. i kolde kontanter har Dixi også beriget familien med en ekstra præmie ved en af sejren på Åby.

- Den vandt en fribedækning ved Cruzado Dela Noche på Åby.

- Vi har sendt Dixis moder Onyx derop, og nu venter vi bare på at få konstateret, om hun er fol. Der kommer svar en af dagene, og så er der måske en ny familiehest på vej, slutter Søren Klitgaard.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere