Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Larsson og Birger Jørgensen - Billund 25.6.2020Foto: Kjeld Mikkelsen

Det er et monster

Larsson DE 25620
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. juni 2020 18:44

Birger Jørgensen fulde af lovord om den tyske sejrssluger Larsson, som var det ene ben i hans hattrick sammen med Fox On The Run og Maroma Wibb. Emmett Downs gentog sejren for Jeppe Raske. Steen Juul fik en enkelt pind med Eagle Merci.

Af Kim Nielsen

På forhånd samlede interessen sig i Billund mest omkring løbet, hvor liga 2-hestene og liga 1 hestene skulle mødes. To gange i år har tyske Heiner Christiansen været i Danmark med sin sejrhest Larsson, og begge gange er det blevet til sejr. I dag havde Birger Jørgensen fået overladt linerne, og han prikkede starten perfekt, hvor Larsson let tog spids fra spor 1 i volten.

Efter en halv omgang forlod Jeppe Juel sin positione som tredje hest i andet spor for at køre frem udvendigt med tilbagevendte Tripolini V P. Kilometeren blev afviklet i 15-fart, men hen imod sidste sving skruede Birger Jørgensen tempoet op, hvor Larsson bare sprang frem og lagde afstand til forfølgerne.

På målstregen var der god afstand ned til Cherie de Vie og Steen Juul, der tog andenpladsen med Bella Højgård som tredje. Tripolini V P blev træt og dalede ned på sjettepladsen. Vindertiden blev fornemme 1.12,9/2.000 m snorestart, hvilket var en forbedring af snorestartsrekorden for den tyske hest med kan fem sekunder!

- Det er et monster, udbrød Birger Jørgensen, da han nærmede sig Fast Track reporter Søren Aaen.

- Den springer bare af sted, når man siger lidt til den. Det var nemt det her. Det er en god hest, lød det fra Birger Jørgensen efter sejren med Larsson, der tog sin sejr nummer 18 i karrierens 36. start lig med en sejrsprocent på 50%.

Larsson Oploeb 25620

Larsson og Birger Jørgensen på vej mod sejren i ensom majestæt. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Fox On The Run med kniberi

Der var hård kamp om spidsen i et løb for de treårige hopper, hvor Kasper K. Andersen med Fearless To Heaven var meget tæt på at tage længden på Fox On The Run. Men Birger Jørgensen fik akkurat holdt forbenene fremme svinget rundt, hvor efter Kasper K. Andersen bakkede sidst.

Storfavoritten Taste Of Diamonds galopperede midt i første sving, og så kunne Fox On The Run tilbagelægge den første kilometer i 1.16,3. På bagerste langside kom Morten Juul frem udvendigt med Frontrunner Shadow, og i opløbet fik den faktisk grebet på den førende. Men pludselig galopperede den, og så kunne Birger Jørgensen på trætte ben bjerge Fox On The Run i mål som vinder før Freestyle og Freja Blåbjerg. Vindertiden blev 1.15,6/1.900 m auto, hvilket var ny rekord.

Fox On The Run 25620

En ærgerlig Morten Juel, der hoppede sejren væk med Frontrunner Shadow, lader lige en bemrækning falde til Birger Jørgensen, der således kunne vinde med Fox On The Run, selv om den kun var anden i mål. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Spids og slut for Maroma Wibb

Dagens største favorit var Maroma Wibb i V4-afslutningen spillet til 13 for 10. Birger Jørgensen sendte ubesværet den Lars Marcussen-trænede hoppe til spids med Henrik Lønborg og Cru Classe i ryg og Diamond Flame med Søren Johansson udvendigt. Kilometeren blev afviklet efter behagelige 1.18,8.

Med 700 m igen kom René Kjær frem udvendigt med næstfavoritten Ecu Egedal. I opløbssvinget var den faktisk en lille halv længde forbi den indvendige favorit, men det nummer har man efterhånden set Birger Jørgensen lave et utal af gange.

Ind på det lige trak Maroma Wibb bare fra, og på en god afslutning snuppede Cru Classe andenpladsen for næsen af Ecu Egedal. Vindertiden for Maroma Wibb blev 1.16,2/1.900 m auto, og dermed var hattricket i hus for Birger Jørgensen.

Maroma Wibb 25620

Birger Jørgensen har det store smil på ved sin dagens tredje æresrunde efter sejren med talentfulde Maroma Wibb. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Emmett Downs efter tidlig spids

Efter en tur i tredje spor gennem første sving kunne Jeppe Rask køre frem og overtage spidsen med Emmett Downs, hvor Enzo Victory og Morten Friis nåede frem som første hest i andet spor i et meget åbent amerikanerløb for heste mellem 40 og 60.000 kr.

Feltet var godt samlet i sidste sving, hvor Bent Svendsens Bet For Me Jersey var første hest i tredje spor. Foran havde Jeppe Rask mere at give af med Emmett Downs, og den fireårige Enjoy Lavec-søn kunne gå frem og tage sin anden sejr i træk før en godt kæmpende Enzo Victory og Bet For Me Jersey. Vindertiden blev 1.15,6/1.900 m auto.

Emmett Downs 25620

Emmett Downs og Jeppe Rask afviser Enzo Victory og Morten Friis. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Eagle Merci vandt fra dødens

Starthurtige Catch Me Will med Ken Ecce satte sig på teten i V4-indledningen, hvor der i første sving var kort galop for favoritten J C Royalty Boko, der således endte som sidste hest. Efter en halv omgang ville flere heste ud i andet spor, og det blev Steen Juul, der satte sig som første hest i andet spor med Eagle Merci med tyske Bogomir C G og Heiner Christiansen i ryg.

Steen Juul så ud til at have styr på indvendige Catch Me Will i opløbssvinget, hvor mange heste kom i angreb, mens andre sat fast. Foran kunne Eagle Merci gå frem til sejr før en godt afsluttende kæmpeoutsider Aayla T Dream med Frederik Kragh Olsen og en ligeledes godt afsluttende J C Royalty Boko. Vindertiden blev 1.15,5/1.900 m auto.

Eagle Merci S 25620

Steen Juul kørte ikke forgæves til Billund med fem heste, da han fik en enkelt sejr med hjem med Eagle Merci. Foto: Kjeld Mikkelsen.

De øvrige løb

I det indledende løb for laveste klasse lignede det længe, at Birger Jørgensen kontrollerede løbet, da han sad udvendigt på den førende storoutsider Dalton Sali med Haut Doctor. Birger Jørgensen gik frem midt i banen, men helt udvendigt ved rækværket kom Kent Friborg i en uimodståelig afslutning med Cielo Bonito, og så kunne den Niels Åge Friborg-trænede hest tage sin første sejr i tiden 1.18,5/2.020 m snorestart.

Cielo Bonito 25620

Kent Friborg omsatte dagens eneste køretur til sejr med Cielo Bonito. Foto: Kjeld Mikkelsen. 

I dagens tredje løb var der også hård kamp om spidsen i første sving. Steen Juul bag favoritten Black Mission forsøgte at holde Jeppe Juel ude med Fay S M, men det gik for stærkt for Steen Juuls hest, og så kunne Fay S M indtage fronten, hvorfra den vandt senest.

Med 600 m igen gik Morten Friis tættere frem til den førende med Fætter Filur, og de to trak lidt væk. Ind på det lige blev angrebet afvist, men Billund opløb er langt. Jeppe Juel arbejdede med Fay S M, og den holdt akkurat hjem før en godt afsluttende Diakan C R med Kasper K. Andersen og Fætter Filur. Vindertiden blev 1.16,7/1.900 m auto.

Fay S M Jeppe J 25620

For anden løbsdag i træk kunne Jeppe Rask vinde med Rune Bach Mortensen-trænede Fay S M efter devisen "spids og slut". Foto: Kjeld Mikkelsen.

I det afsluttende formløb havde fynske John Køhler fået et straffespark uden målmand med Jetmoon Heart, der kom med to sejre i bagagen. Trods 40 m tillæg havde den nummer 1, da der ingen deltagere var fra hverken 20 eller 40 m. Jetmotor Heart overtog spidsen efter 400 m, og med stramme liner kunne den skære målstregen som vinder og fuldbyrde sit hattrick efter at have været sejrsløs i de første 86 starter i karrieren. 1.18,6/2.540 m snorestart kunne Echo-sønnen nøjes med at løbe.

Jetmoon Heart 25620

For tredje gang på knap tre uger kunne John Køhler vinde med Jetmoon Heart. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere