Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Chock Nock og Björn Goop vinder derbyet, tæt fulgt af Cool ShadowFoto: Burt Seeger

Derbyvinderen Chock Nock gør comeback på Falster

CHOCK NOCK 11I8784
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
04. juni 2020 7:30

Efter ikke at have startet i ti måneder skal Stald Søndergaards Chock Nock atter i ilden. Steen Juul har haft hesten i omkring tre måneder, og han forventer, at vi får den gamle Chock Nock at se igen på et tidspunkt.

Af Kim Nielsen

I 2018 vandt Chock Nock overraskende Dansk Trav Derby vel assisteret af Björn Goop, og derved tog præmiesummen et gevaldigt hop opad, hvor den seksårige vallak står med 785.737 kr. på kontoen. Efter nogle få starter efter derbysejren holdt hesten et halvt års pause, og så kom den efterhånden lidt i gang igen med et par tredjepladser i Sverige som bedst.

CHOCK NOCK MGL3661

Mona Zaremba og Chock Nock efter derbysejren. Foto: Burt Seeger.

Sidste sommer opstod der en tvist omkring ejerskabet af hesten, så at den ikke har startet i ti måneder skyldes ikke skader.

- Den kom tilbage til mig for omkring tre måneder siden. Så har den bare trænet på. Det kniber med at finde løb. Der er ingen løbstilbud i Danmark lige nu.

Hvilke planer er der med den på sigt?

- Den virker vældig fin, og der har ikke været nogen problemer med den. Den er en lille glad hest, der altid er en fornøjelse at arbejde med.

- Han skal starte, når der er passende opgaver. Tiden vil vise, om vi skal til Sverige. Men hvis der ikke er løb herhjemme, så kan det sagtens komme på tale. Og han har jo vist, at han kan begå sig i sin klasse også i Sverige, hvor han var placeret i de sidste starter, han gjorde inden pausen. 

Kommer den tilbage på samme niveau som tidligere?

- Jeg tror sagtens, at vi igen kan få ham til at præstere igen på et niveau som i derbyet.

- Men om han har teknikken og er hurtig nok, ved jeg ikke.

- I og med det er en stærk hest, er den vel bedst på lidt længere løb fra normaldistancen og opefter, vurderer Steen Juul.

Ingen store forhåbninger i comebacket

Chock Nock starter i et sprinterløb med 20 m tillæg sammen med heste som Vakse Viggo og Finish Future. Fra spidsvolten er Covini og A Secret Word de mest fremtrædende chancer.

- Han er meldt her i mangel af bedre løb. 1.600 m volte er jo ikke hans foretrukne.

- Men han er med for at prøve at få ham lidt i gang igen. Formen virker helt OK, og han har trænet normalt i intervallerne. Jeg har ikke de store forhåbninger, men håber blot på en nogenlunde præstation, siger Steen Juul om chancerne.

Steen Juul har også Falm med til Nykøbing Falster Trav. Hvilke chancer han tillægger den, og hvilke chancer en række andre trænere tillægger deres heste kan ses i trænerkommentarerne på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere