Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Casper M. Nielsen.Foto: Hesselborg Foto.

De unge løver på tur

Casper M Nielsen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
07. juni 2020 8:00

Når Bornholms Brand Park i dag afvikler deres anden løbsdag med udelukkende professionelle kuske, så er der fem jockeyer iblandt. De fire kommer i samlet flok fra det jyske, hvor Casper M. Nielsen får gensyn med to heste, han kender til.

Af Kim Nielsen

Med kun tre egne trænere, er Bornholms Brand Park afhængig af hjælp fra fastlandet, hvis der skal afvikles væddeløb under de nuværende corona-restriktioner. Men ligesom ved den seneste løbsdag i maj, tager en række trænere turen til Solskinsøen for at bakke op omkring væddeløbene på verdens mindste travbane.

Denne søndag bliver de tre lokale trænere Frank Mikkelsen, John Gommans og Kim Mortensen suppleret af Lunden-trænerne Max Nielsen, Ken Ecce, René Jonassen og Ulrik Christoffersen. De får følgeskab af René Kjær og Birger Jørgensen samt Anders F. Jensen fra Nykøbing Falster Trav.

Fem jockeyer sætter kolorit på dagen

De ti travtrænere får dog denne gang konkurrence af en håndfuld unge løver, idet fem kuske med jockeylicens også er med på startlisterne til dagens løb på Bornholm. Fra Nykøbing tager jockey Anders Rygaard Jensen turen. Og fra det jyske har de fire unge talenter Casper M. Nielsen og Frederik Kragh Olsen, der er ansat hos Kaj Jensen, samt de to Bo Westergaard-jockyer Nicklas Korfitsen og Emil Henriksen lavet en tur ud af det og kører sammen til Bornholm.

NicklasKorfitsen_240120.jpgNicklas Korfitsen, der med ni sejre er nummer to på jockeylisten herhjemme efter Casper M. Nielsen med 12 sejre, er også med på turen til Bornholm i dag. Foto: Burt Seeger. 

Hvordan er det kommet i stand, at der ligefrem er invasion af jockeyer på Bornholm denne gang?  

- Charlotte Berg ringede til mig og spurgte, om jeg ville derover. Så tænkte jeg lidt over det, og om aftenen skrev jeg lidt sammen med de andre. De ville også gerne med derover, og det var Charlotte glad for.

- Vi fire jockeyer fra Jylland kører derover sammen.

Har du kørt på Bornholm før?

- Ja jeg har kørt der tre gange før. Det er altid hyggeligt at være derovre.

Har du vundet derovre?

- Nej - jeg har været anden en gang, Men jeg håber, at vi kan lave om på det denne gang.

Bliver der lidt intern konkurrence jer jockeyer imellem?

- Der er altid en konkurrence, når vi kører mod hinanden. Vi har aftalt, at den der kører mindst penge ind, han skal køre bilen hjem, griner Casper M. Nielsen.

Gensyn med en af sine første køreheste

Casper M. Nielsen skal i ilden hele i syv af dagens løb, der starter kl. 12.00. Samtlige heste er naturligvis bornholmstrænede heste, og Kaj Jensen-jockeyens syv kørehest kommer fra syv forskellige amatørtrænere.

Hvordan forbereder man sig til sådan en løbsdag?

- Jeg har den fordel, at jeg har kørt der et par gange, så jeg ved ligesom, hvordan svingene er. Men det er svært at forberede sig, når man ikke er vant til at køre der. Man er lidt på udebane.

- Jeg må tale med ejerne og føle, hvordan hestene er i opvarmningen.

Kender du nogle af de heste, du skal ud med?

- Totti var faktisk den, jeg kørte nogle af de første løb med. Den havde mine forældre dengang. Så det bliver sjovt at se, hvordan den har det derovre.

- Elvira har jeg kørt et par gange, da den var i Aalborg. Kaj Jensen har haft den i træning, så den kender jeg ligesom ud og ind. Det bliver spændende med den.

Hvis du skal vinde løb, hvem bliver det så med?

- Elvira tror jeg, slutter Casper M. Nielsen.

Elvira Og Casper M Nielsen 2018Casper M. Nielsen genforenes med Elvira på Bornholm i dag. Her er parret fra hoppens prøveløb tilbage i 2018. Foto: Hesselborg Foto.

Der er trænerkommentarer og andet spilrelevant materiale på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere