Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Cody S og René Jonassen - Charlottenlund 26.6.2020Foto: Burt Seeger

Cody S imponerede igen

CODY S 11I0321
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. juni 2020 20:12

René Jonassen har sin klassetraver helt fit for fight igen, og den vandt sit andet ligaløb i træk. Jonas sejrede også som catchdriver bag en fin Cuba. Dobbeltsejr til Jörgen Sjunnesson med Beautiful Kiss i Summer Meeting Mares og Inertial. C’est Peak overlegen for Jens Arne Hansen i stor rekordforbedring. Ken Ecce åbnede dagen med Contagious og lukkede med Father Foura. Stor V5-gevinst på 52.866 kr. til seks spillere.

Af Kim Nielsen

For halvandet år siden vandt René Jonassen V75-løb med Cody S, men kort tid efter blev den skadet. Efter et langt genoptræningsforløb er den langsomt men sikkert gået frem fra start til start her i foråret. Og nu ser det ud til, at den er ved at være helt oppe, hvor den skal være. Den gik i dag til start med en frisk ligasejr fra Billund i bagagen.

Liga 3-hestene skulle give liga 4-hestene 20 meter, og den ene af de to favoritter Bette Nock tog let spids, hvor Jeppe Rask ingenting kørte med 1.19 på kilometeren. De to tillægsheste Upload med Jörgen Sjunnesson og medfavoritten Cody S var kommet godt igennem tumulten i først sving, og de sad henholdsvis udvendigt og 2u.

Med 600 m igen trak René Jonassen i højre line, og så kom der anderledes tempo på løbet. Også Upload havde mere at byde på og satte Bette Nock under pres, og pludselig galopperede den førende. I tredje spor have René Jonassen fået Cody S op på den store remskive, og ind i opløbssvinget forsvandt den væk med flere længder.

Sejren blev sikker før en godt afsluttende Vip Hall med René Kjær og Copain d’Amerique. Vindertiden var 1.15,5/2.520 m snorestart – ny snorestartsrekord for Cody S.

CODY S 11I0328

En veltilpas Cody S efter sejren. Foto: Burt Seeger.

Cuba sejrede med mersmag

I 2018 gjorde Cuba sine fire første starter i en alder af fire år. Det blev til to sejre og to andenpladser, men siden har den været på skadeslisten. Efter et prøveløb på en 16-tid, var Steen Haagensens hest favorit i et løb med heste over fire volter. Fra spidsvolten havde René Jonassen ingen problemer med at tage spids med Cuba, hvor den efter en magelig åbning blev klokket til 1.17,5 efter en kilometer.

Cuba løb sit eget løb foran feltet, som blev et linjeløb det meste af vejen, hvor Jörgen Sjunnesson var nærmest med Red Mile Brodda. De sidste 500 m afviklede Cuba i 11-fart, og den så blændende ud med fuld fart over mål for René Jonassen, som dermed tog sin anden dagssejr. Red Mile Brodda holdet andenpladsen med Atletico som tredje. Vindertiden var ny rekord med 1.15,6/2.000 m snorestart. Kan Steen Haagensen holde sin hest i orden, venter der flere fine oplevelser.

CUBA 11I0385

Der var god luft ned til konkurrenterne, da Cuba gav René Jonassen sin anden dagssejr. Foto: Burt Seeger.

Summer Meeting Mares til Sjunnesson og Beautiful Kiss

Otte hopper var samlet bag startvognen i Summer Meeting Mare, hvor både Henbianca Boko og Nightingale Jayce var tidligt væk med galop. Fra ydersporene var Beautiful Kiss med Jörgen Sjunnesson og Maharanee Star med Birger Jørgensen de to hurtigste, hvor førstnævnte tog spids. Hurtigt kom Flemming Jensen frem med Daisy Cash, og den fik lov til at overtage fra staldveninden efter en 11-åbning.

Der blev dæmpet til 15-fart på kilometeren, hvor favoritten Dixi, der efter kuskeændring havde Mads Henriksen i sulkyen, måtte gå den tunge vej udvendigt som første hest. Ind i opløbssvinget blev det til galop for Dixi, og i vinderhullet så Beautiful Kiss stadig frisk ud. I opløbet trak Jörgen Sjunnesson hoppen ud til angreb, og kort før mål gik Beautiful Kiss forbi Daisy Cash.

Dobbeltsejr til stald Flemming Jensen, hvis to heste er med i finalen på Hugo Åbergs-aftenen på Jägersro d, 28. juli. Maharanee Star fik aldrig helt chancen på tredjepladsen. Vindertiden blev fine 1.13,3/2.000 m auto.

BEAUTIFUL KISS 11I0239

Flemming Jensen har to hopper med i finalen i Summer Meeting Mares på Jägersro 28. juli, da Beautiful Kiss og Jörgen Sjunnesson vandt forsøget før Daisy Cash med træneren selv. Foto: Burt Seeger. 

Inertial gav Sjunnesson en double

Steen Juul og Staro McMillan var storfavorit i dagens Liga 2-løb. Men nøjagtigt som senest i Aalborg blev det til galop fra start, hvor den satte 70-80 m til ifølge kommentator Carsten Rabjerg. Lynhurtige Inertial fløj til spids for Jürgen Sjunnesson, hvor han efter en 13-åbning dæmpede til 15-fart midtvejs.

I ryg sad Zorn Brick med Ken Ecce, hvor Casino Gardenia med Birger Jørgensen sad udvendigt uden ryg. Zorn Brick galoperede med 450 m igen, og i opløbet blev det også til galop for Casino Gardenia.

Staro McMillan havde trods sit kæmpe terræntab fået kontakt med feltet ud på sidste omgang. Den sluttede igen helt forrygende af i sporene og snuppede akkurat andenpladsen for næsen af Key Largo og René Kjær. Foran var Inertial helt suveræn og vandt i tiden 1.13,6/2.000 m auto, og dermed kunne Sjunnesson tage retur over Øresund med en double.

INERTIAL 11I0365

Jörgen Sjunnesson tog sin anden dagssejr med Inertial, der havde let spil, da Staro McMillan (yderst) satte 70-80 m til fra start. Foto: Burt Seeger.

C’est Peak efter ”spids og slut”

I dagens liga 5-løb var Jens Arne Hansen hurtigst ude med C’est Peak, hvor favoritten Iniesta Bros fejlede kort efter start. Næstfavoritten Riley S W med Jörgen Sjunnesson kom frem udvendigt, hvor Kenneth Andersen efter en god start fra anden række havde ramt vinderhullet med Epoque.

Efter en 13-åbning holdt Jens Arne Hansen 14-fart på kilometeren, og i opløbssvinget sad han bare og holdt i sin hest. Der kom ikke det store fra køen, og med 100 m igen, kørte han bare fra, og C’est Peak sejrede helt overlegent i ny rekord 1.13,9/1.600 m auto – en forbedring op 2,2 sek. Riley S W holdt andenpladsen, hvor Art Detective blev tredje.

C EST PEAK 2662020

Jens Arne Hansen styrede 5. løb med en feltherres overblik og vandt uhyre enkelt med C'est Peak. Foto: Burt Seeger.

Også double til Ken Ecce

Dagens indledende løb havde to velafstammede debutanter i Tomas Malmqvist-trænede Contagious med Ken Ecce og Fontana Damgård med Steen Juul. Fra spor 1 svarede Ken Ecce spidsen selv om Steen Juul pressede på over den første omgang. Det kostede til sidst for Fontana Damgård, hvorimod Contagious bare forsvandt væk fra konkurrenterne i opløbssvinget med god luft ned til en overraskende andenhest i Chasing Shadow med Flemming Larsen. Vindertiden 1.17,2/2.000 m snorestart.

CONTAGIOUS 11I0134

Ken Ecce kørte den meget lovende debutant Contagious fra Tomas Malmqvist's træningskvarter til en let sejr i dagens første løb. Foto: Burt Seeger.

I det afsluttende handicap havde Ken Ecce fået et godt tilbud bag Jørgen Lorentzen-trænede Father Foura. Efter et løb fremme i feltet kunne Ken Ecce rundt opløbssvinget overtage kommandoen, og han afviste let angrebet fra Tyrell As og Morten Friis.

De øvrige løb

I løbet ”Vejen til Derbyet” for de fireårige hest var EasierSaidThanDone eneste hest i første volte, og René Kjær prikkede starten perfekt og tog yderligere 10 m på konkurrenterne ind i første sving. Favoritten Son of Sizzling galopperede fra start, og efter 700 m havde Ole Bender og Euro G K kontakt med den førende.

Efter en beskeden 22-åbning, så gik kilometeren i 18-fart, og René Kjær skruede successivt farten op. Ole Bender indledte et angreb med 700 m igen, og kom helt op på siden af EasierSaidThanDone. Men på opløbshjørnet havde René Kjær en ekstra polet i ærmet og fik nogle længders forspring. Selv om den var træt til slut, så reddede René Kjær sig i land før en godt afsluttende He Did It med Birger Jørgensen og Euro G K. Vindertiden blev 1.16,5/2.000 m snorestart.

EASIERSAIDTHANDONE 11I0181

René Kjær fik en enkelt sejr med hjem til Fyn, da han første fra start til mål med EasierSaidThanDone. Foto: Burt Seeger.

Dagens treårsløb ligende på forhånd et ”ræveløb” med de to favoritter Fox On The Run S med Casper M. Nielsen og Fox Double Trouble med René Kjær. Men Ulrik Christoffersen havde en ræv bag øret, hvor Papaya er meget hurtig i snorestart, og trods 20 m tillæg, så sad Papaya i spids efter 350 m.

Kilometeren blev afviklet i 20-fart, så det skulle blive svært at tage meter ind for de øvrige. Rene Kjær trak Fox Double Trouble ud i andet spor med 500 m igen, og bag denne lurede Fox On The Run S og Casper M. Nielsen. Men da Papaya afviklede de sidste 500 m efter 1.12,5, så kunne Ulrik Christoffersen tage sin første sejr på Charlottenlund siden primo 2018. Vindertiden blev 1.16,6/2.020 m snorestart.

PAPAYA 11I0208

Efter tidlig spids kunne Papaya holde hele vejen hjem for Ulrik Christoffersen. Foto Burt Seeger.

I et amerikanerløb over to volter sad Birger Jørgensen længe i front med React Ion. Næsten alle heste sås med chance ind i opløbet, og helt yderst havde Axel Jacobsen bedst fart på Dee Jay Dream, der kunne tage sin kun anden sejr i karriens 25. start før Glory Marancourt med Steen Juul og Bobbi Khan og René Kjær.

Fin V5-gevinst til seks spillere

Når ingen favoritter vinder, er der som regel gode penge at hente i V5-spillet. Det populære stregspil blev indledt med sejr til EasySaidThanDone og Papaya afkrydset på henholdsvis 13 og 7%. Jörgen Sjunnesson slog for alvor benene væk under mange med Beautiful Kiss, som var en 4%’er, og da Jens Arne Hansen havde vundet med 6%’eren C’est Peak var værdien efterhånden var nået op i 40.222 kr.

To af de otte tilbageværende V5-kuponer kunne ikke klare sejren til Cody S i V5-afslutningen, men det kunne de seks andre, som hver blev belønnet med en dejlig sommerferieskilling på 52.866 kr.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere