Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Marona Wibb og Birger Jørgensen - Billund 25.6.2020Foto: Kjeld Mikkelsen

Marcussen: »Breeders’ Crown kunne være en mulighed«

Maroma Wibb 25620
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. juli 2020 11:55

Amatørtræner Lars Marcussen kunne mandag aften på Halmstad Travet se sin treårige hoppe Maroma Wibb tage tredje sejr i træk. Hoppen skal måske matches mod den svenske årgangstop senere på sæsonen.

Af Henrik Boye Ebbesen

For nogle år siden havde Lars Marcussen stor succes med hoppen Candy La Marc, der ved flere lejligheder gik til tops i svenske årgangsløb og hentede millioner af svenske kr. hjem i præmiepenge.

Candy La Marc er for længst gået på pension, men Lars Marcussen har måske et bud på hendes afløser i den treårige svenskregistrerede hoppe Maroma Wibb (Maharajah).

Mandag aften var hesten til start i et 3-års hoppeløb i Halmstad, hvor den med Svend Dyhrberg i sulkyen gik en stærk slutrunde og vandt på målfoto i tiden 1.15,5a/2140 meter.

Og den måde, hoppen afgjorde løbet på i mandags, imponerede ejer og træner Lars Marcussen en del.

»Hun sad langt tilbage undervejs og havde meget langt frem til den førende på sidste langside, men hun er sej og går altid helt til mål. Det var virkeligt stærkt gjort, at hun nåede frem til sejr,« siger han.

Det var bestemt ikke en tilfældighed, at det netop var Svend Dyhrberg, der sad bag Maroma Wibb ved mandagens start.

»Tidligere har hun været ret hysterisk, når vi har været af sted med hende, så det var vigtigt at få en kusk, der kendte hende. Det gør Svend, for det var ham, der i sin tid kørte hende til,« fortæller Lars Marcussen.

Maroma Wibb Halmdstad 13072020
Der måtte målfoto til for at afgøre, at Maroma Wibb (udvendigt) nåede frem til sejr i mandagens start på Halmstad Travet. (Foto: Screendump ATG Live)

Mere i balance med sig selv

Gensynet med Svend Dyhrberg fik tilsyneladende Maroma Wibb til at slappe ekstra af, og ifølge Lars Marcussen var hesten meget mere i balance med sig selv på løbsdagen end hun tidligere har været.

»Svend kørte en del med hende på banerne udenom selve travbanen, og det fik hende til at slappe af. Hun blev næsten for afslappet, for hun tog nærmest ikke biddet undervejs, og derfor kom hun til at sidde så langt tilbage i feltet,« forklarer træneren.

Efter hjemkomsten fra det svenske forestår nu en tur forbi dyrlægen, hvor Maroma Wibb skal have et rutinemæssigt sundhedstjek.

»Når hun har været forbi dyrlægen i morgen torsdag, får hun lige lov at puste ud en uge eller to, inden vi genoptager træningen,« siger Lars Marcussen.

Meldt i alle svenske årgangsløb

Hvornår Maroma Wibb er klar til at gøre sin næste start, kan Lars Marcussen ikke give et konkret bud på for dagen.

»Der er hele tiden masser af løb i Sverige, der passer til hende. En start i derbyweekenden herhjemme kunne også være en mulighed.«

På den lidt længere bane er det ikke en fremmed tanke for træneren at prøve Maroma Wibb mod de bedste svenske treårige hopper.

»Hun er meldt i samtlige årgangsløb i Sverige – både i denne og næste sæson. Vi drømmer selvfølgelig om at kunne være med i et eller flere af dem, men vi ved også, at der kan være meget langt fra drøm til virkelighed,« siger Lars Marcussen.

Hvis Maroma Wibb skal prøves mod den svenske årgangstop i denne sæson, kunne det blive i Breeders’ Crown, hvor finalen først køres henne i november.

»Breeders’ Crown kunne være en mulighed. Der skal afvikles nogle indledende forsøg og en semifinale i løbet af efteråret, og hvis hun fortsat er på toppen til den tid, kan det godt være, at vi prøver hende der.«

Tilbage for vogn igen 

I stalden på gården i Mejsling udenfor Vejle har Lars Marcussen også en anden treårige svenskfødt hest, nemlig Cappellacci (From Above). Den indledte karrieren på bedste vis i starten af året med to overlegne sejre henholdsvis i Aalborg og på Fyn.

Dengang var hesten i Ole G. Nielsens træning, men hele foråret og sommeren har den været hjemme hos Lars Marcussen.

»Han løb ind i forskellige småskavanker, så vi kastrerede ham, og han har derfor holdt helt fri i godt tre måneder for at komme tilbage på toppen.« 

For halvanden uge siden begyndte Lars Marcussen at træne med Cappellacci for vogn igen, men noget comeback er ikke nært forestående.

»Det bliver nok tidligst i september, at han er tilbage på banerne igen. Han er dog en rigtig fin hest, der helt sikkert har en del at hente fremover,« mener Lars Marcussen. 

Cappellacci 31120
Lars Marcussen forventer, at han og samleveren Charlotte Almbjerg har en del oplevelser til gode med Cappellacci. (Foto: Ditte Hesselborg)  

Udover træningsarbejderne med Maroma Wibb og Cappellacci bruger Lars Marcussen også en del timer i træningsvognen bag staldens to toåringer, den danskregistrerede vallak Gary La Marc (Muscles Yankee – Adele La Marc e. Conway Hall) og den svenskregistrerede hoppe Godis La Marc (From Above – Sugary La Marc e. Chocolatier).

»Gary La Marc er en rigtig, rigtig fin hest, der kunne godkendes i morgen, hvis det skulle være. Vi vil dog passe lidt på ham, så han kommer ikke til start som toåring. Godis La Marc er bestemt også en fin model, men hun bliver senere klar end Gary La Marc.«

Problemer med at komme i fol

Staldens absolutte stjerne, Candy La Marc (Scarlet Knight), der blandt sine triumfer på væddeløbsbanerne fik sejre i Svenskt Oaks og Breeders’ Crown på cv'et, helliger sig nu en karriere som følhoppe. Men det er ikke helt uden komplikationer. 

»Hun kom jo ikke i fol sidste år, hvor vi forsøgte at bedække hende ved Father Patrick. I år forsøgte vi igen uden held, så for et stykke tid siden sendte vi hende til Stutteri Brodda i Sverige, hvor hun er forsøgt insemineret med sæd fra Raja Mirchi,« forklarer Lars Marcussen. 

Han går i disse dage og venter svar på, om det lykkes at få Candy La Marc i fol. 

»Hvis det heller ikke går i denne omgang, må vi vente til næste år. Så kunne det være en mulighed at sende hende til Frankrig, så hun kan blive bedækket med fersk sæd fra en af de tophingste, de har dernede,« slutter Lars Marcussen.

Candy La Marc (3)
Candy La Marc, her efter sejren i Svenskt Oaks, sendes måske til bedækning Frankrig næste år, hvis det ikke lykkes at bringe hende i fol i år. (Foto: Kanal75)

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere