Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Slide So Éasy og Flemming Jensen vinder Mesterskab for Danmark - Lunden 4.8.2019Foto: Burt Seeger

Jensen før DM: »Det er svært at skille mine heste ad«

SLIDE SO EASY 4819
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
31. juli 2020 13:30

Flemming Jensen har gode kort på hånden, når han søndag starter Slide So Easy og Tycoon Conway Hall i Mesterskab for Danmark. Træneren har svært ved at udpege den bedste chance af de to. 

Af Henrik Boye Ebbesen

De seneste seks år har en hest trænet af Flemming Jensen vundet Mesterskab for Danmark. Og chancen for at Aalborg-træneren tager sin syvende sejr i træk er absolut til stede, når dette års udgave af løbet afvikles søndag på Charlottenlund Travbane.

Her sidder Flemming Jensen selv bag Slide So Easy (Quite Easy U S), mens han overlader kuskegerningen bag Tycoon Conway Hall (Conway Hall) til Jeppe Juel. Om dette valg siger han:

»Begge hestes ejere havde et ønske om at komme ud i løbet. Jeg valgte dog at køre Slide So Easy, da jeg er forsvarende mester med ham, og så har han været længst tid i min træning. Samtidig er hesten jo også ved at være oppe i årene, så det er ikke nødvendigvis givet, at han kan være med i DM igen næste år. Vi kan håbe, men ikke forvente det.« 

Ligner en udvendig rejse for Slide So Easy

Flemming Jensens to DM-deltagere er havnet i de to yderste spor bag startbilen, spor 6 og 7, men til trods for dette har Slide So Easy fået baneprogrammets vindertip, mens Tycoon Conway Hall er tippet toer.

Taktikken bag starthurtige Tycoon Conway Hall er ifølge Flemming Jensen helt op til Jeppe Juel at bestemme, men det kunne godt ligne et offensivt oplæg.

»Det ligger vel lidt i kortene, at Jeppe udnytter Tycoon Conway Halls starthurtighed. Det betyder, at jeg nok tager en rolig start med Slide So Easy. Men jeg kan hurtigt ændre min taktik, hvis Jeppe vælger noget andet i startøjeblikket,« siger han.

Uanset om Tycoon Conway Hall kommer til at sidde i front eller ej, er der i Flemming Jensens optik store chancer for, at Slide So Easy kommer til at sidde udvendigt for den førende undervejs. 

»Min chance er nok at kunne trykke farten op, når jeg gerne vil. Og det er jo lettest at styre, når man sidder udvendigt på den førende.«

Flemming Jensen fortæller, at formen på Slide So Easy er på samme niveau som ved hestens sidste start, hvor den sejrede ganske let i Harald Lunds Mindeløb.

»Han passer sin galoptræning på gården præcis som han plejer. Han er nærmest som et selvspillende klaver, der er programmeret til at gå fire intervaller. Hesten kender selv farten og intensiteten, så vi har ikke ændret noget som helst for at gøre ham ekstra klar til søndagens opgave.«

Slide So Easy 190720 opløbSlide So Easy virkede ikke synderligt brugt, da den i sin sidste start vandt Harald Lunds Mindeløb 2020. (Foto: Danny Stenbæk) 

Var trænet mod start i Hugo Åbergs

Tycoon Conway Hall har derimod trænet en anelse hårdere end Slide So Easy i den forgangne periode.

»Han er jo blevet trænet efter, at han måske skulle være med i Hugo Åbergs Memorial. Nu endte det så med, at vi ret sent fik besked om, at han ikke kom med i det løb. Derfor ligger hans sidste start nogle uger tilbage i tiden. Til gengæld har han så trænet det mere, men det har nu ikke nogen betydning for hans form set i forhold til Slide So Easys.«

Til søndagens opgør har Flemming Jensen ikke tænkt sig at ændre på hverken skoning eller hovedlag på nogen af hestene. Til gengæld kan det komme på tale at prøve Tycoon Conway Hall i en ny vogn.

»De kommer begge til at gå helt uden sko og med åbne hovedlag. Derudover har vi talt lidt om at prøve Tycoon Conway Hall i en amerikanervogn. Det har han ikke prøvet tidligere i mit regi, og jeg ved ikke, om han har prøvet det, mens han var ved Steen Juul. Denne type vogn kan jo have kan en fornuftig effekt på visse heste,« mener Flemming Jensen.

Tycoon Conway Hall 28220Ifølge Flemming Jensen er det ikke umuligt, at Tycoon Conway Hall på søndag skal prøves i en amerikanersulky. Det afgøres dog først på løbsdagen. (Foto: Hesselborg Foto)

Jævnbyrdige chancer

Aalborg-træneren har på forhånd svært ved at spå om, hvorvidt det er Slide So Easy eller Tycoon Conway Hall, der står med den bedste chance i søndagens opgør.

»Jeg har meget svært ved at skille mine heste ad rent chancemæssigt,« siger Flemming Jensen, men påpeger, at Slide So Easy har fordel af distancen på 2000 meter i modsætning til Tycoon Conway Hall, der i kraft af sin naturlige hurtighed har 1600 meter som favoritdistance.

»Hvis Slide So Easy sidder i spids på 2000 meter med Tycoon Conway Hall udvendigt, vil Slide So Easy nok vinde ni ud af ti gange. Men på søndag ligger det vel til det omvendte scenarie, nemlig at Tycoon Conway Hall kommer tidligt til spids, og Slide So Easy så skal gøre arbejdet udvendigt. Og så er det i mine øjne fifty-fifty, hvem af de to der er først i mål.«

----

Flemming Jensen har tidligere vundet Mesterskab for Danmark med:

2019: Slide So Easy

2018: Slide So Easy (kusk Jeppe Juel)

2017: Obi-Wan

2016: Montgomery Hill

2015: Montgomery Hill (kusk Jeppe Rask)

2014: O’Grady

2011: Local Conch (kusk Stefan Söderkvist)

1997: Sleipner

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere