Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Denimcowboy og Michelle Mønster - 26. juli 2020Foto: Ole Hindby

GP-dagen er igang

Denimcowboy 200726
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. juli 2020 14:10

3-års Grand Prix-dagen i Århus er i gang og efter massiv regn er banen bestemt ikke at bedste mærke, men regnen er ophørt og det åbner muligheder for bedre bane senere på dagen.

Af Dennis Stenbæk

De første fire løb er nu kørt og dagen blev indledt med start-til-mål-sejr for Michael Lønborg og Baywatch, men med fra det løb tog man Federal de la Giro, der galopperede efter 500 meters kørsel og siden gik op til feltet og var toer på en fin afslutning.

Da var Lønborg dog allerede i mål med Sinou Madrik-vallakken, der vandt på 19,0/1800 auto.

Baywatch 200726

Baywatch var i front hele vejen for Michael Lønborg - Foto: Ole Hindby

 - Han er utrolig stor og tung i det og det var kun lige til at jeg kunne holde René af og det var nok lige så meget fordi René gerne ville have min ryg. Han var doven og flegmatisk undervejs så jeg måtte være efter ham, men jeg ved han svarer når han har hest på siden så var der kommet nogen så havde han gået. Han er meget til pasgang og Thomas Uhrberg sagde en gang til mig, at måden at få den slags til at trave er at køre en masse autostartløb med dem og det kan vi jo gøre her, sagde Michael Lønborg efter sejren.

5 blev til 4

I løbet efter - Travligaen, Liga 2 - var bare 5 heste skrevet til start, men efter afbud fra Willie Blue var det bare blevet til 4 startende heste og den mindst spillede stod lige omkring 5 gange pengene så det var åbent med Casino Gardenia som favorit.

Birger Jørgensen fyrede Asger Molar af fra start, men slap til Cheri de Vie ind i første sving, mens Casino Gardenia på første langside kom frem udvendig.

Galop blev det dog fra sidstnævnte med 800 meter igen i det vanskelige sving efter tårnet og i stedet gik Alpha Peak afsted og så stærk ud sidste sving rundt.

Ind på opløbet trak Birger Jørgensen Asger Molar bagom og ganske kort før stregen suste han forbi til sejr på 14,8/1800 auto før Alpha Peak og Cheri de Vie.

Asger Molar 200726

Asger Molar nød godt af sublim styring af Jørgensen - Foto: Ole Hindby

- Han er ofte bedst, når han har holdt lidt hvile og med et lille felt i dag med mulighed for ret løb har han ofte god chance. Det var helt bevidst, at jeg slap til Cheri de Vie for han er ikke så vigtig når han sidder foran og slet ikke i dødens. Han vil gerne have lidt hjælp på sine gamle dage, sagde Birger Jørgensen efter sejren med den John Petersen-trænede vallak.

Stærk Askepot McCoy

Med Donna Lupo alene i front var spidshesten nærmest givet, mens Nightingale Jaycee kom bedst afsted fra tillæg og ramte vinderhullet i første sving, mens der var dødens til Askepot McCoy.

Kilometeren gik i 1:17-fart og kort inden var der galop fra Nightingale Jaycee, mens Askepot McCoy gik helt op og også forbi med 550 meter tilbage af løbet.

Angrebene fra Henbianca Boko og Frances Yoda begyndte nu at komme, men det stod ret hurtigt klart, at de ikke ville få noget med afgørelsen at gøre og i stedet var det Created Face, der kom med bedste angreb i opløbet.

Nå Askepot McCoy kunne hun dog aldrig og sejren i IdHAIR Preben Munchs Mindeløb, revanchen, kom aldrig i fare, mens Henbianca Boko tog tredjepladsen. Vindertiden 15,2/1820 volte.

Askepot Mccoy 200726

Selv om Askepot McCoy fik et hårdt løb var hun alligevel overlegen for Jesper Olsen - Foto: Ole Hindby

Jesper Olsen sad i vognen bag Askepot McCoy og han kunne bl.a. berette:

- Højrevejen er ikke dens favorit. Vi har prøvet med murphyblænder og hovedstang og det har også gjort noget, men ikke det hele. Taktikken var at komme til spids inden sidste sving så jeg selv kunne bestemme lidt og det lykkedes jo. Hun er en lækker hest og man kan jo tydeligt mærke forskel når man har en der kan noget og så nogen der ikke kan....

"Han er min øjesten"

Travligaen, Liga 4 havde Cabo Suroeste hurtigst bag bilen, men ind i første sving kunne Michelle Mønster overtage spidsen med Denimcowboy - som hun selv ejer - i en hastig åbning.

Uret viste 12,2/500, men så fik Mønster dæmpet til 1:16-fart til kilometeren, hvor Darlington sad i 2. par udvendig og efterhånden begav sig afsted.

Først bed det ikke rigtig, men i opløbet fik han fuld marchordre sammen med Express A P.

Ingen af dem havde dog skyggen af chance mod Denimcowboy, der vandt helt efter behag på 15,3/1800 auto.

- Han traver ikke så godt, men selv om han ikke galopperer så jeg passer lidt på og kører lidt på sikkerhed de første meter. Jeg elsker denne lille hest - han er min øjensten. I derbyet havde han problemer med et ben, men gik ok endda. Han kan alt denne lille hest. Han har dage hvor han er ekstremt gal og vil det modsatte af hvad vi vil, men normalt er han det ikke. Den slags dage har han også mange af når vi træner derhjemme, men ikke så mange i løbssammenhæng. Hovedet er kommet lidt bedre med i år end tidligere år, sagde Michelle Mønster efter sejren med sit kæledægge.

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere