Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Emoji og Flemming Jensen vinder Fireårsprøven 19. juni 2020Foto: Ole Hindby

Flemming hiver skoene på Emoji

Emoji 19620
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. juli 2020 13:00

»Det var med sko senest, med vattet i behold og et åbent hovedlag så der er mange ting at pille ved. Han kommer i en lidt bedre udgave denne gang,« siger Flemming Jensen og melder alt vel med Emoji inden Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix.

Af Niels Jørgensen

Efter tre sejre i fire starter i denne sæson, og flere imponerende præstationer, fremstår Emoji som en yderst interessant deltager i Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix søndag på Jydsk Væddeløbsbane.

Det blev rent legeværk for hesten at løse billet via føring det meste af vejen i Fireårsprøven, og ifølge Flemming Jensen er det en fordel, at hesten nu har prøvet banen.

»Det er et stort plus. Formen er ok og alt virker vel. Det handler om at slutte blandt de tre-fire første,« lyder målsætningen fra Flemming Jensen.

Er det berettiget at hesten regnes som en af favoritterne?

»Det synes jeg. Det var med sko senest, med vattet i behold og et åbent hovedlag så der er mange ting at pille ved. Han kommer i en lidt bedre udgave denne gang. Det bliver absolut uden sko og måske et lukket hovedlag,« siger Flemming Jensen og tilføjer:

»Sidste år gik han alle sine løb i et lukket hovedlag, og det kan være en mulighed for at få gjort ham lidt rappere fra start. Det bliver svært at få spids. Skulle jeg komme dertil, så kører jeg der, men det er der sikkert andre som også gerne vil.«

Hvilke forcer vil du fremhæve ved Emoji?

»Han kan slappe af undervejs og er vældigt afslappet indtil man giver hesten marchordre. Samtidig er den rimelig driftssikker. Hesten har aldrig galopperet et reelt løb væk, undtaget det i voltestart i Sverige. Det skal være en af favoritterne,« konkluderer Flemming Jensen.

Flemming Jensen har tidligere vundet Jydsk 4-årings Grand Prix tre gange: Sleipner (1994), Local Conch (2007) og Okay Bee (2010). Se en oversigt over samtlige vindere HER

Fasttrackracing.dk opdateres løbende med træner-kommentarer og andet baggrundsmateriale vedrørende Jydsk Væddeløbsbanes grand prix-weekend.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere