Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Cool Winner og Bjarke Christensen - 26. juli 2020Foto: Burt Seeger

Bjarke snørede dem

Cool Winner 200726
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. juli 2020 12:35

Årgang 1959 er fynske Bjarke Christensen og han har gennem mange år været en af de ypperste amatørkuske selv om han kører mindre end han gjorde før i tiden. Søndag formiddag var han på besøg i Lunden med Cool Winner.

Af Dennis Stenbæk

Favorit i sidste løb på amatørløbsdagen var Catch the Day og Søren Demant Andersen sendte da også sin hest afsted fra start, men udvendig fra kom Cashmir farende og den kunne Catch the Day aldrig svare så det blev til vinderhullet i stedet.

Frem udvendig kom Bjarke Christensen med Cool Winner og så blev tempoet ellers taget ud, hvilket fik Michael Juul afsted med Enjoy Rapide S efter 800 meter.

19,4/1000 blev mellemtiden og midt i banen svarede Cool Winner op og kunne midtvejs lidt overraskende overtage spidsen og fra da af styrede den fynske amatør alt og uden at behøve at spille sit fulde register ud så vandt han en suveræn sejr, mens Catch the Day kom farende til andenpladsen på afstand før Next is Now, der ellers havde siddet perfekt til i 2. par udvendig.

Vindertiden 16,5/2000 auto.

- Vi håber vi kan få meget glæde af ham fremover for han har haft alle de uheld man overhovedet kan have så kan han holde sig frisk skal der nok blive en del til ham fremover. Alt fra borelia, flere gange virus, hovbyld der ikke vil hele og alt mulig andet har han fejlet. Jeg havde ikke noget imod dødens med ham her for han slapper faktisk bedre af end når han sidder i ryg. Jeg havde øje på Søren (Demant Andersen, red.) så da Michael kom måtte jeg jo svare ham. Vi skal holde humøret på ham, fortalte Bjarke Christensen om den Morten Kramer-trænede hest.

Søren havde allerede vundet

Søren Demant Andersen sluttede i selskab med Catch the Day stærkt af til andenpladsen, men allerede i løbet før var han først på stregen med favoritspillede Usain Cup, der trods 60 meters tillæg alligevel var bedst.

Det meste af vejen gik han uden ryg, men da Søren vred på midt på sidste langside tog han alligevel i og gik frem og koblede grebet ind på opløbet til sejr på gode 15,2/2060 volte, mens Turbo Day og The Last Flower sluttede på pladserne.

Usain Cup 200726

60 meter forhindrede ikke Usain Cup i at vinde for Søren Demant Andersen - Foto: Burt Seeger

- Nu hørte jeg lige vindertiden på 15,2 og Elsebeth siger han ikke er i form så det var vel en ret god præstation. Han måtte også selv gøre det meste selv. Da jeg trak ud i 3. spor på sidste langside var det lidt ligesom om han bare tænkte, at så "må jeg jo løbe igen", sagde Søren Demant Andersen efter sejren med den Elsebeth Stausholm-trænede Varenne-søn.

Tilbage på vinderpladsen

Pernille Rasmussen har holdt en pause på omkring fire år fra løbene, men nu er hun i gang igen og hun var favorit i det indledende løb med Only Teardrops, som hun gav et herligt rygløb.

Fyrede kanonen af på sidste langside og suste rundt om feltet til overlegen sejr på 17,9/2020 volte før en fint afsluttende Uffe LL og med Axel Party.

Only Teardrops 200726

Et godt tilbud forvandlede Pernille Rasmussen til sejr med Only Teardrops - Foto: Burt Seeger

- Jeg er nærmest rørt til tårer. Jeg har været lang tid væk fra sporten (ca. 4 år, red.) og er nu tilbage. Nej, der falder en sten fra hjertet - det er helt sikkert. Hun havde en rigtig fin opgave i dag og hun fortjener en sejr - hun passer rigtig godt i amatørløb, sagde vindende Pernille Rasmussen efter sejren.

Føring hele vejen havde Christian Nissen med Chilli Fine, der nød lidt godt af favoritgalopper fra såvel Emma T B som Countdown.

Elusive Design var oppe og hilse i sidste sving, men så tog Chilli Fine fart igen og forsvandt til let sejr på 19,0/2000 volte før Belittlebigjoe og Emma T B, der kom godt igen efter galop efter 700 meters kørsel.

Chilli Fine 200726

Spids og slut blev det for Chilli Fine og Christian Nissen - Foto: Burt Seeger

- Hun var virkelig fin i dag og det føltes som om jeg havde kontrol på løbet hele vejen. Vi havde prøvet at give hende et andet bid på og det gjorde hende lige vel hidsig så vi går nok tilbage til det gamle. Hun har en fin indstilling og travet fungerer så jeg tror hun kan nå et stykke vej, sagde Christian Nissen efter sejren med den Flemming Larsen-trænede hoppe.

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere