Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
All Business Bi og Birger Jørgensen - Aalborg 2.7.2020Foto: Hesselborg Foto

All Business Bi kunne også venstre rundt

All Business Bi 2720
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. juli 2020 18:09

Efter fire sejre i træk i Aarhus skulle Morten Juul-trænede All Business Bi i dag den anden vej rundt i Aalborg, men det voldte ingen problemer. Flemming Jensen tog en double med mega favoritten Billi Time og med Dotsy Lady. Dunst aflagde sin maidentitel for Hussein Kassir.

Af Kim Nielsen

Der skal en god hest til at få et ”stakit”, som det populært hedder, når en hest står med fem ettaller i programmet. Før dagens start havde Morten Juuls All Business Bi muligheden efter fire sejre i træk, der alle var taget i Aarhus. Spørgsmålet var så, om det også gik den anden vej rundt.

Der var ingen slinger i valsen for All Business Bi, da starten gik. Den tog let spids fra indersporet, hvor den mulige udfordrer i spidskampen Badlands galopperede. Op udvendigt kom Kent Friborg med Crepe Suzette, og i ryg på den var Flemming Jensen og Come On Party kommet godt igennem fra bagspor.

Med 600 m igen kom angrebet fra Come On Party, der hastigt tog sig frem udvendigt på den førende. Op igennem opløbet gik Come On Party helt op på siden af All Business Bi, og med 75 m igen lignede Flemming Jensen en vinder.

Men indvendigt slog All Business Bi kontra, strakte på sig og vandt med et halvt hoved. En flot duel mellem to hurtige heste, hvor vindertiden blev 1.13,2/1.640 m auto. Det var en rekordforbedring på 2,5 sek. for lillebroderen til de to verdensklassetravere Oasis Bi og Robert Bi.

- Han havde slet ikke problemer med svingene. Han er blevet større og lidt stærkere og har fået noget rutine.

- Nu har han startet meget højrevejen. Men det fungerede faktisk ganske godt venstre rundt.

- Ham her giver sig jo aldrig, og jeg havde stadig lidt at køre med. Men den af Flemmings var rigtig god.

- Vi var vel næsten slået, så bremsede hans lidt op til slut, og så holder min farten. Så det var fint, lød det fra Birger Jørgensen efter sejren, som var den femte i træk for All Business Bi som således står med et ”stakit” i baneprogrammet, næste gang den starter.

All Busines Bi Aeresrunde 2720

All Business Bi og Birger Jørgensen på æresrunde for femte gang i træk. Foto: Hesselborg Foto.

Billi Time suveræn som mega favorit

Det er sjældent, at en hest er afkrydset på 82% i V5. Men med kun fem heste til start var det ikke desto mere tilfældet for Flemming Jensen og Billi Time. Birger Jørgensen tog spids med Highyield Draviet, men allerede ud af først sving slap landschampionen til Flemming Jensen.

Vel anbragt i front holdt Flemming Jensen 14-fart på kilometeren, og tempoet blev bare skruet gradvist op. De andre havde svært ved at hænge på, og Billi Time skar målstregen som vinder i tiden 1.13,5/1.640 m auto før Highyield Draviet og Bravo Sølvtop med René Kjær.

Billi Time 2720

Billi Time og Flemming Jensen tog deres anden sejr i træk. Flere ligger utvivlsomt og venter. Foto: Hesselborg Foto.

Spids og slut for Dotsy Lady

Flemming Jensen sendte Dotsy Lady til spids fra spor 2 i et sprinterløb, hvor de første 500 m gik efter 1.14,5. Kilometeren blev dæmpet til 16-fart, hvor Kenneth Andersen langsomt kom frem med Livi Option som første hest i andet spor. Med i ryg havde den medfavoritten Fonseca.

Den skød René Kjær af med 600 m igen, og rundt opløbssvinget så det ud til, at Kjær havde et lille overtag på Dotsy Lady. Men ind på det lige slog Flemming Jensens hest kontra, hvor Dotsy Lady dog var ved at tabe kadencen, da vattet blev trukket. Den holdt sig i trav og sejrede før Fonseca og Wild Fire Bell med Marc Bæk Nielsen. Vindertiden blev 1.14,3/1.640 m auto – ny rekord for hoppen.

Dotsy Lady 2720

Flemming Jensen og Dotsy Lady slog kontra på Fonseca og René Kjær. Foto: Hesselborg Foto.

Første sejr til Dunst

I stregspillene var der i dagens fjerde løb et noget besynderligt fænomen. I V5 var Hussein Kassir og Dunst næstmindst spillet afkrydset på 6%, medens den i V4-spillet var næstfavorit til 20%. Vinderspillerne havde den som fjerdefavorit til knap 9 gang pengene.

Igennem først sving pressede Hussein Kassir på Anders Pedersen med Flintstone, der måtte give sig efter 400 m. Efter en 13-åbning holdt Hussein Kassir 15-fart på kilometeren, hvor Dunst så godt ud. Selv om René Kjær nærmede sig med favoritten Livi Profit, så kunne Dunst aflægge sin maidentitel og rekordforbedre med to sekunder, idet vindertiden blev 1.15,7/2.140 m auto.

Dunst 2720

Dunst aflagde sin maidentitel med Hussein Kassir i vognen. Foto: Hesselborg Foto.

De øvrige løb

I dagens første løb havde Kasper K. Andersen fået et godt tilbud med den 13-årige Picobal, der havde trukket spor 1 i dagens formløb 1.20. Juliano Star-sønnen trives langt bedre i spids end fra høje tillæg i formløb, og den vandt helt enkelt efter devisen ”spids og slut” før Disney H J og Thrust Hero.

Picobal 2720

Picobal førte fra start til mål for Kasper K. Andersen. Foto: Hesselborg Foto.

I et formløb 1.17,5 havde Casper M. Nielsen proklameret, at han ville køre til spids med Asgoodasitevergets og vinde løbet. Som sagt så gjort. Den otterårige vallak løb sit eget løb 20-30 m før de øvrige og vandt helt overlegent i tiden 1.16,9/2.140 m snorestart. Aero H med Frederik Kragh Olsen var anden før Rap A D med Kasper K. Andersen.

Asgoodasitevergets 2720

Casper M. Nielsen hentede årets 15. sejrbuket efter sejren med Asgoodasitevergets. Foto: Hesselborg Foto.

I det afsluttende løb prikkede Bent Svendsen starten perfekt med Ferrari Winner, og så kunne den føre uantastet fra start til mål og vinde overlegent i tiden 1.18,6/2.140 m auto før Excalibur Gold med Birger Jørgensen og Fille Fingal, der kom tilbage for Kent Friborg efter stor startgalop.

Ferrari Winner 2720

Også i sidste løb var det også efter devisen "spids og slut" - denne gang for Bent Svendsen og Ferrari Winner. Foto: Hesselborg Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere