Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Obi sejrer overlegent for Mads HenriksenFoto: Hesselborg Foto

Obi stortrives på Vang Hovedgård

Obi 110120
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
12. januar 2020 17:40

»Det er meget tilfredsstillende at få mulighed for at køre med sådan en hest,« siger Mads Henriksen om formstærke Obi. Den unge jockey finder det også interessant at følge udviklingen på Bo Westergaard-staldens ikke færre end 37 to-åringer.

Af Niels Jørgensen

Efter at have gået i mål med ubrugte kræfter i de to foregående starter var Obi overlegen i lørdagens hurtigklasseløb på Racing Arena Aalborg. Præstationen var kulminationen på en længerevarende genopbygningsfase for hesten hos Bo Westergaard.

»Da hesten kom til Bo havde den intet gået. Den havde godt nok løbet tiderne, men havde ikke fået resultatmæssigt udbytte af det. At hesten er kommet i sådan et skik som nu er flot,« siger Mads Henriksen.

»Obi har trænet som de andre heste, men i forbindelse med skiftet til Vang Hovedgård er den gået et skridt op ad stigen. Jeg tror det skyldes miljøskiftet og en anden bane. Vang er et kanonsted at træne heste på,« konstaterer Mads.

Spørgsmål er herefter, hvad hesten kan drive til med den viste form.

»Obi er en gammel hest, som har lidt slidskader, men ellers virker sund i det hele taget. I går det var let. Når der køres 1.19 den første kilometer, så skal de alle sammen kunne løbe stærkt til slut, men han gik i mål med vattet og kræfter i behold. Den norske hurtigklasse tror jeg han rækker til, og om 14 dage er der et løb under 850.000 kroner i Århus som passer til ham,« siger Mads Henriksen.

Den unge jockey er selvsagt glad for at have fået tilliden med at køre hesten i nu syv starter på stribe.

»Vi deles lidt om at køre hestene og kommer ud med dem Bo synes. Nu har jeg fået lov til at køre Obi de seneste gange og var bl.a. sat på hesten ved V75-dagen i København. Det er meget tilfredsstillende at få mulighed for at køre med sådan en hest om de penge.«

37 to-åringer i træning

Det er ikke kun erfarne kræfter som 10-årige Obi som de unge mennesker hos Bo Westergaard har fornøjelsen af at arbejde med. Danmarks største træningsstald tæller op imod 90 heste, og går ind i 2020-sæsonen med ansvaret for ikke færre end 37 nyblevne toåringer.

De senest fire ankomne er tre norske og en dansk: Like A Mack, h. v. Trixton og helbror til den nu fireårige Te Amo Corazon, som med 950.000 NOK er den hidtil dyreste travhest solgt på en norsk auktion, og i fjor toer i Norsk Travkriterium. Thai Manhattan (h. v. Muscle Hill-Personal Hanover) og MH Getonmylevel (h. v. Maharajah-Seaborn Simona (1,5 mio. NOK) - lillesøster til staldkammeraten 3-årige MH Daddy's Cash). De tre heste ejes alle af Nils Munkhaugen, der har adskillige heste hos Bo Westergaard.

Ny i Bo Westergaard-stalden er også Goanna (Wishing Stone) – en helsøster til 2019-toårsstjernen Fossa.

»Den er kommet fra Nicolaj Andersen og var med hjem fra København efter V75-dagen i Lunden. Det er en rigtig fin hest som vi kørte 1.30-1.35 med forleden,« siger Mads Henriksen.

»Vi har mange ungheste at arbejde med og det er sjovt at følge udviklingen på dem. De bliver bedre og bedre for hver gang vi kører med dem. Vi skiftes til at køre de enkelte heste, og da der er så mange, går der tid mellem at vi kører dem, så de kan nå at ændre sig meget fra gang til gang,« fortæller Mads Henriksen.

GoannaFossas helsøster Goanna (Wishing Stone) på staldgangen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere