Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Morten Arnesen, direktør Dansk HestevæddeløbFoto: Mathias Fredslund Hansen

Nytårshilsen fra Morten Arnesen

Morten Arnesen Fotograf Mathias Fredslund Hansen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
01. januar 2020 6:45

Forretning og/eller forening?

Af Morten Arnesen, direktør Dansk Hestevæddeløb

I mine første måneder som direktør for Dansk Hestevæddeløb, har jeg tilbagelagt 8.000 kilometer på vejene, og mødt talrige passionerede mennesker. Fællesnævneren i mødet med sportens interessenter har været, at alle VIL sporten og fremtiden.

I 2020 skal rejsen mod vores fælles målsætning om en ny stor æra for dansk hestevæddeløbssport for alvor påbegyndes, således at forretningen kan vokse – og foreningerne og sporten kan nyde godt af dette.

For hvor stopper foreningen og hvor starter forretningen? Jeg har tidligere arbejdet meget med foreninger og forretninger – og har medvirket til at lave foreninger til en forretning.

Vejen frem for vores branche vil kræve, at vi gennem samarbejde lykkes med det bedste fra begge verdener. Alle skal arbejde for den lokale forretning, og samtidig skal der arbejdes for helheden.

Forretningen skal sikre sporten

Styrken ved foreninger er det lokale ejerskab og ansvar. Svagheden er lange beslutningsprocesser og mange lokale særinteresser.

Alene forbundene, banerne og sportens interesseorganisationer tæller rundt regnet 100 bestyrelsesmedlemmer. Det er en udfordring set ud fra et forretningsmæssigt synspunkt, da beslutningsprocessen er anderledes i foreninger kontra en ”virksomhed”, som skal kunne agere hurtigt og agilt i en moderne sports- og oplevelsesindustri.

Forretningen skal sikre den samlede sport, og det skal ske i et respektfuldt samarbejde med de lokale foreninger. Driftsselskabet og forretningen ved Dansk Hestevæddeløb skal bistå de lokale miljøer, så de trives og vækster for at bidrage til sporten som en helhed.

Foreningen skal sikre, at forretningen har de bedst mulige betingelser til udviklingen af sporten. Dette har man i hestevæddeløbssporten gjort med etableringen af Dansk Hestevæddeløb. På samme vis har fodbolden Divisionsforeningen til at varetage brandet Superligaen. I Divisionsforeningen laves partnerskaber, og sporten sælges nationalt. Her skabes en effektiv ramme for udvikling og drift af klubfodbold, herunder at bidrage til at øge dansk klubfodbolds internationale konkurrenceevne.

Uanset om vi taler fodbold eller hestevæddeløb, er det oplagt at samle beslutningskraften og derved øge professionaliseringen af sporten. Hestevæddeløbssporten vil ikke kunne overleve ved kun at agere ud fra lokale interesser. Vi skal stå sammen, med Dansk Hestevæddeløb som det professionelle driftsselskab, der varetager sportens professionalisering og ikke mindst kommercielle interesser.

Vi skal erobre vores position

Det er denne proces med at udvikle forretningen, vi skal fortsætte og optimere i 2020, og jeg ser frem til at stå ved ”roret” for forretningen Dansk Hestevæddeløb. Sammen med flåden af engagerede foreninger, skal vi erobre vores position og indtage vores rolle i den stadigt voksende oplevelses- og sportsindustri.

Fundamentet har vi. Nu skal vi have struktureret virksomheden og sikret fremtiden. Det er en lang rejse, hvor den fælles energi skal kanaliseres i samme retning.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan lykkes med en roligt voksende udvikling. Jeg har tillid til sporten og flertallets ønske om en professionalisering af organisationen Dansk Hestevæddeløb gennem opbakning fra foreningernes faglighed.

Vores branche har indtjeningsmuligheder ligesom alle andre, men de skal forædles og nytænkes i respekt for traditionerne, professionaliseres og optimeres. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med jer alle i bestræbelserne på at skabe en ny gylden æra for opdrættere, hesteejere, amatører, professionelle udøvere samt det essentielle ungdomsarbejde. Vi har brug for jer alle.

 

Godt nytår ønskes af

Morten Arnesen
Direktør, Dansk Hestevæddeløb

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere