Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Escape A P og Morten Juul på æresrunde - Aarhus 25.1.2020Foto: Ole Hindby

Mortens aften

Escape A P Aeresrunde 25120
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. januar 2020 22:49

Skive-træner Morten Juul stjal billedet i Aarhus med tre sejre. Wonderboy helt overlegen. Epicwildfire M T fik endelig sejr fra svært spor. Spids og slut for Dream of Success.  

Af Kim Nielsen

Med godt 1,8 mio. kr. indkørt efter 76 sejre i 317 starter havde Morten Juul en fremragende sæson sidste år. I år virker hestene stadig i god form, og han fik for alvor taget hul på sæson 2020 her til aften ved Saturday Night Race-løbene på JVB.

Allerede i dagens andet løb var Morten Juul-trænede All Busisness Bi storfavorit. Birger Jørgensen overlod intet til tilfældighederne. Han kørte resolut til spids og fik hurtigt dæmpet tempoet betragteligt. Der var derfor rigeligt at køre med for landschampionen, da angrebene kom, og All Business Bi vandt sikkert i tiden 1.21,5/1.800m auto.

I det næste løb, som var V65-åbningen, var Birger Jørgensen igen hyret som kusk af Morten Juul. Det var bag Bravur Torkdahl, der lidt overraskende var spillet til favorit, da den kom efter godt to måneders pause og trænerskifte. Efter en hård spidskamp i 11-fart mellem Knud Mønster og Bent Svendsen, forsvarede Mønster indersporet med Justina.

Da Steen Juul kom frem med Destiny S efter 600m, viste Mønster, at han ville køre spidsen i dag, så Steen Juul måtte tage plads i dødens. I tredje par udvendigt sad Birger Jørgensen med Bravur Torkdahl, og i opløbet gik parret frem til en sikker sejr før Destiny S og Sarek med Michael Lønborg.

Bravur Torkdahl 25120

Bravur Torkdahl giver Birger Jørgensen hans anden dagssejr. Foto: Ole Hindby.

I V64-4 var en Morten Juul-hest igen storfavorit, og her sad træneren selv bag Escape A P. Fra startspor i anden række kom han godt igennem, og efter 600m sad Escape A P i spids. I opløbet udspandt der sig en drabelig duel, da Casper M. Nielsen kom farende med Cinxia.

De to trak 20m væk fra konkurrenterne, og med 100m igen var Cinxia helt oppe på siden af favoritten og måske endda også forbi. Men Morten Juul havde den berømte polet ekstra i ærmet i form af vatudtrækssnoren. På stregen var Escape A P en halv længde foran Cinxia og vandt i tiden 1.17,1/1.800m auto, og dermed var hattricket i hus for Stald Morten Juul, der nu har fem sejre i 16 starter i 2020.

- Casper var reelt forbi mig på toppen af bakken. Så rykkede jeg vattet og gav et brøl efter ham, og så svarede han hele vejen ind, var kommentaren fra Morten Juul efter sejren.

Escape A P 25120

I inderbanen afviser Morten Juul og Esape A P angrebet i yderbanen fra Cinxia med Casper M. Nielsen. Foto: Ole Hindby.

Wonderboy vandt helt enkelt

I stiften.dk Løb for klassen under 850.000 kr. var Steen Juul offensivt indstillet med Wonderboy fra spor 5. Nu blev det hele lidt lettere, da spidsfavoritten Frances Yoda med Kim Madsen galopperede fra start. Ud af første sving overtog Wonderboy spidsen, og så var meget vundet.

16-fart på kilometeren var jo ingenting for den klasse, og i opløbet forsvandt Wonderboy bare væk med 20m i topfart, hvor Victor Rush holdt andenpladsen i inderbanen.Næstfavoritten Obi sad sidst undervejs og kunne ikke tage noget videre ind i den hurtige afslutning, og den var kun fjerde bag comebackhesten Twilight D. Vindertiden for Wonderboy var 1.14,4/1.800m auto.

Wonderboy 25120

Ejerduoen Claus Kolin og Lars Christophersen var på plads i Aarhus, da Wonderboy tog karrierens 23. sejr. Foto: Ole Hindby.

Fortjent sejr til Epicwildfire M T

Jeppe Rask har siden toårs sæsonen haft en talentfuld hest i Epicwildfire M T, der indtil i dag kun havde en enkelt sejr som toårs netop i Aarhus, hvor den ikke har haft heldet på sin side i flere starter.

Fra spor 12 sad Jeppe Rask sidst fra start, men flere heste fejlede, og så blev det efterhånden til tredje par udvendigt.

Foran var Steen Juul i teten med Enok, og den fik efterhånden Black Magic op udvendigt. I opløbssvinget kom der flere heste i angreb fra køen, hvor det bed bedst for Epicwildfire M T. I yderbanen sejlede Ens Snapshot-sønnen forbi alle konkurrenterne, hvor Black Magic var en mulespids foran Enok.

Morten Kramer havde dog været ude i tredje spor med Black Magic i starten af opløbet, men gik tilbage i andet spor og lukkede derved af for Birger Jørgensen og Rapanoe Bell. Det takserede dommerne til en deklassering til fjerdepladsen for Black Magic. Nu blev Enok anden og Rapanoe Bell tredje, hvor vindertiden for Epicwildfire M T blev 1.17,3/1.800m auto.

- Han har altid vist, at han har en god motor og en god vilje. Det er det, han skal leve lidt på. Kan han forbedre hans starthurtighed, vil det også hjælpe ham.

- Han er måske ikke blandt de allerbedste i årgangen, så hvis han ligesom skal følge med dem, så skal han også kunne sidde lidt med fremme, for at han ikke altid skal komme bagfra, som i dag, lød vurderingen af den fireårige nyblevne vallak, som Jeppe Rask stadig håber på kan gøre sig gældende i årgangssammenhæng – i hvert fald i Consolationsløbene.

Epicwildfire M T 25120

For anden gang i karrieren og for anden gang i Aarhus vinder Jeppe Rask med Epicwildfire M T. Foto: Ole Hindby.

Dream of Success fra start til mål

Jimmy Møller Jensen-trænede Dream of Success har flere gange givet prøver på sin starthurtighed. Og med ligeledes starthurtige Bent Svendsen i sulkyen var der ingen diskussion om, hvem der skulle sætte sig på spidsen i V65-afslutningen.

Der var dog stor respekt om Dream Vacation-sønnen, så Bent Svendsen kunne uantastet holde en 16-fart undervejs. Med 700m igen sendte Steen Juul favoritten Damien Shadow af sted fra 2u, men foran skruede Bent Svendsen farten op.

Damien Shadow nåede aldrig helt i nærkamp med Dream of Success, der bare trak fra til slut og var helt overlegen i tiden 1.15,3/1.800m auto, hvor Steen Juul holdt andenpladsen med Damien Shadow. I sejrsinterviewet fortalte Bent Svendsen, at sigtet er indstillet på Lord Valentines Mindeløb på Musketerdagen i Skive i april.

Dream Of Success 25120

Tredje sejr i træk i Aarhus for Bent Svendsen og Dream of Success. Foto: Ole Hindby.

Med sejren til Dream of Sucess sejr var V65-kombinationen fuldstændig. Efter en V65-omsætning på knap 1.1 mio. kr. blev der en lille tusse – 993 kr. – til 563 rækker med seks rigtige, medens der var 54 kr. til femmerne.

De øvrige løb

Løbsdagen blev indledt med en start til mål sejr for Rossi Garline med Jeppe Juel, der kunne aflægge sin maidentitel med en vindertid på 1.18,1/1.800m auto med tyve meter ned til andenhesten Dazzling Diamond med Kasper K. Andersen.

V65-spillets anden afdeling var et amatørløb. Her var endnu en Morten Juul-hest L’amour storfavorit med Dennis Kristiansen. Men den var chanceløs over for spidshesten Daniel Design, som Harald Dyhrberg førte med fra start til mål. Den tog karrierens første sejr før en godt afsluttende Chardonnay med Flemming Degn, Super Mento og L’amour. Vindertiden 1.19,7/1.800m snore.

Daniel Design 25120

Daniel Design og Harald Dyhrberg beherskede hver en meter af dagens amatørløb. Foto: Ole Hindby.

Familien Müller fra Kisdorf 40 kilometer nord for Hamburg er trofaste gæster på flere af de danske baner. Andrea og André Müller træner og managerer hestene, og datteren Aylin Müller er efterhånden fast kusk på familiens heste.

Efter en tredjeplads med Ide Beemd tidligere på dagen med familien Müllers egen hest, sad Aylin Müller bag Wolfgang Nitch-trænede Bonus Des Iles i det første af dagens to formløb. Den stærke franske hest havde ladet galopskoene blive hjemme i Tyskland, og trods en rejse i andet spor uden ryg, gik den frem til en sikker sejr i opløbet for Aylin Müller.

Bonus Des Iles Vindercirkel 25120

Tysk glæde i vindercirklen hos ejer og træner Wolfgang Nitsch og kusk Aylin Müller efter sejren med Bonus des Iles. Foto: Ole Hindby.

Dagens montéløb blev helt udramatisk. Alene fra første volte holdt Kristine Raal Jensen hele tiden et fornuftigt tempo med Ta Dalimo. Det var ”fang-mig-hvis-I kan”, og det var ingen i nærheden af at kunne.

Victoria Larsens Ta Dalimo sejrede helt enkelt, så den unge nordjyde fortsætter succesen med sine heste. For Kristine Raal Jensen var det en kærkommen opmuntring, da hun for knap et år siden fik to brud på ryggen, men nu er tilbage i løb igen – og det med en sejr.

Ta Dalimo 25120

To storsmilende unge jyske piger - ejer og træner Victoria Larsen og rytter Kristine Raal Jensen - efter sejren i dagens montéløb til Ta Dalimo. Foto: Ole Hindby.

I det afsluttende formløb havde Flemming Degn fået chancen bag Ole Benders klassehest Willie Blue. Trods 80 meters tillæg, så kunne ”Degnen” bytte andenpladsen tidligere på dagen med Chardonnay ud med en sejr. Det var aldrig nødvendigt at trække vattet, fortalte han i sejrsinterviewet efter sejren.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere