Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Johnni Olsen og Askepot Macoy - Charlottenlund 24.5.2019Foto: Burt Seeger

Macoy-hestene gav Johnni Olsen en jubelsæson

ASKEPOT MACOY Og Johnni Olsen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
17. januar 2020 11:30

Egenopdrættede Tough, Askepot og Blueberry Macoy tegnede sæsonen for den nordjyske amatør, der for anden gang i karrieren er nomineret til ”Årets amatørkusk” ved lørdagens Galla.

Af Kim Nielsen

Ved Trav- og Galopsportens Galla er der hele fem nominerede i kategorien ”Årets amatørkusk”. Ud over gamle kendinge som Dennis Kristiansen og Stefan Lind-Holm, så er det Lars Munk, Martin Andreasen og Johnni Olsen.

Sidstnævnte har været nomineret en gang tidligere i et år, hvor titlen gik til Dennis Kristiansen – i øvrigt helt fortjent husker Johnni Olsen.

Den 48-årige Aalborgamatør har haft sin i særklasse bedste sæson nogensinde på næsten alle parametre. I 70 starter er det blevet til 13 sejre, hvilket giver en sejrsprocent på 19. Med ni andenpladser og syv tredjepladser, har han været blandt de tre 29 gange, som giver en pladsprocent på 41.

 I 2017 vandt han ganske vist 16 sejre, men det var i 19 starter mere, så sejrsprocenter dengang var en anelse lavere end i 2019. På præmiekontoen har Johnni Olsen indkørt hele 212.700 kr. mod 132.000 sidste år. Stærkt medvirkende til det var sejren med Askepot Macoy i finalen i Duvils Store Amatør Grand Prix med en førstepræmie på 50.000 kr.

Og netop Askepot Macoy har været den fremtrædende ekvipage hos Johnni Olsen med fire sejre og tre andenpladser og en indtjening på 120.250 kr.

- Askepot Macoy har gjort det forrygende. Det er hende, der trak læsset i år ved at vinde finalen i Duvils Store Amatør Grand Prix. Det var det største i sæsonen.

- Hun startede også i Preben Muchs Mindeløb, men der lavede kusken desværre en fejl i første sving, siger Johnni Olsen med lidt ærgrelse i stemmen. Hoppen var næstfavorit efter Carna Sensei, der også galopperede og derved kunne vinke farvel til førstepræmien på 100.000 kr.

ASKEPOT MACOY 24519

Askepot Macoy og Johnni Olsen vinder finalen i Duvils Store Amatør Grand Prix og sikrer sig sæsonens største vinderpræmie på 50.000 kr. Foto: Burt Seeger.

Derbyvase for tredje år i træk

Det var også Askepot Macoy, der sørgede for, at Johnni Olsen lavede et hattrick i derbyvaser, da hoppen vandt Lars Løfgren Memorial på derbylørdagen, hvor det de to foregående år var Tøffe (Tough Macoy – red.), der triumferede den sidste weekend i august.

- Tough har haft et mellemår, men tog alligevel nogle sejre (tre – red.). Blueberry tog to sejr, så den er på vej. Han har været så stor, at det er vidunderligt, at han nu kan trave.

- Han skal starte på, og så må vi tage det, som det kommer. Der er ikke de store forventninger til ham, men han har kun været uden for pengene en gang, fortæller Johnni Olsen.

De tre Macoy-heste har således tegnet sig for ni sejre i 2019. Egentrænede Livi Giggs og Arne Normann-trænede Picobal med hver to bragte årstotalen op på 13.

Toughmacoy Vindercirklen 26818

Tough Macoy (foto) har to år i træk givet Johnni Olsen en Derbyvase, hvor Askepot Macoy sørgede for et hattrick sidste år. Foto: Martin Timm Holmstav.

Macoy-hestene er sene i udviklingen

Sidste år var Tough Macoy ni år, Askepot Macoy var syv, og så debuterede Blueberry Macoy som seksårig.

- Er det en tilfældighed eller er det bevidst, at dine heste er lidt sene og først folder sig ud, når de er lidt oppe i årene?

- De er alle meget store og er blevet ved med at vokse også som fireårige. Derfor er de kommet sent i gang. Det kan være generne efter mødrene.

- Fordelen ved, at de kommer sent i gang, er, at de virkelig kan holde til noget. Der er mange, der starter som ungheste, der står meget ved dyrlægen. Den udgift har jeg ikke, griner Johnni Olsen.

Blueberry Macoy 29719

Kæmpestore Blueberry Macoy vinder her sin debut i Aalborg i en alder af seks år. Foto: Hesselborg Foto.

Det kræver planlægning

Johnni Olsen er ud af en travfamilie, hvor broderen Jesper i dag er professionel travtræner, medens søster Charlotte efter mange år som amatør, ikke har haft licens de sidste fire-fem år. Johnni Olsen har faktisk været professionel travtræner tilbage i starten af 90’erne, da han var helt purung, men i mange år har travet kun været på hobbyplan.

Til daglig er han ansat i en entreprenørvirksomhed, hvor han laver fundamenter til byggeriet, men hestene skal jo også trænes, og det skal der være tid til. 

- Det hele får jeg til at hænge sammen ved at tilrettelægge, hvordan man skal træne sine heste. Det kan blive nogle lange dag, da man skal have det hele til at passe. Jeg kan ikke træne dem hver dag. Så hver tredje dag får de træning.

- Det meste klarer jeg på egen hånd. Og så hjælper Rikke (Meldgaard Jensen – red.) med at træne og spænde for på løbsdage, siger Johnni Olsen.

Veltrænede heste er vigtigst

Hos de professionelle kuske har nogle træningen af heste som det foretrukne, andre vægter det at køre løb mest. Som amatørtræner kører man fortrinsvis egne heste, men Johnni Olsen bliver også tilbudt køreture ind imellem.

- Det med at træne eller køre løb. Hvad er mest spændende, og hvor ligger din force?

- Der er ikke noget ved at starte, hvis man ikke kan være med. Så hestene skal være trænet godt. Jeg træner dem måske lidt længere, inden de kommer til start, end så mange andre.

- Det er jo sjovere at være med fremme, så det vigtigste er at kunne træne hestene. Det er der udfordringen ligger. Men selvfølgelig er det også sjovt at køre løb.

- Hvad skal til for at blive en dygtig amatørkusk og blive nomineret?

- Man skal have nogle heste, der har gjort det godt hele året igennem, og så skal man vinde nogle af de lidt større amatørløb.

- Hvordan ser du chancerne for at vinde på lørdag?

- Det må være op til juryen at vurdere det. Det kommer meget an på, hvad de lægger vægt på. Men jeg er vel ikke uden chance, da mine sejre primært er taget med egentrænede heste, lyder vurderingen fra Johnni Olsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere