Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Michelle Mønster vinder med Versus As på Copenhagen Cup-dagenFoto: Burt Seeger

Gallaprofil: Michelle Mønster

VERSUS AS 11I81481
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. januar 2020 14:29

Kampen om titlen som "årets montéprofil" står i år mellem 2 x MM, nemlig Marianne Mechlenburg fra Aalborg og Michelle Mønster fra Skive.

Af Jesper Elbæk

Og lad os lige få reglerne på plads, før artiklen kan begynde.

"For årets kusk, årets træner, årets amatørkusk, årets amatørtræner og årets monterytter gælder det, at den nominerede skal have dansk licens – og kun resultater opnået med dansk licens tæller. Resultater opnået i Danmark vægtes, men resultater opnået i udlandet tæller også med."

Michelle Mønsters statistik siger 75 starter med 15 sejre, seks andenpladser og 16 tredjepladser som resultat. Og så mangler der faktisk en sejr på Sørlandets Travpark og en andenplads i Tysk Monté Derby i statistikken.

Det skal dog bemærkes, at fem af sejrene er taget i sulkyløb, så lad os starte dér. Hvad kan du egentlig bedst lide, Michelle, at ride eller køre?

- Jeg kan helt klart bedst lide at ride løb. Jeg føler mig bedre tilpas på ryggen af hestene, end når jeg sidder i sulkyen. Måske ikke så mærkeligt, for jeg har jo redet hele mit liv, indleder trænerdatteren, som halter efter sin modstander i kategorien "årets montéprofil", Marianne Mechlenburg, når det gælder antal sejre. 

ROCKY_P_H_220919Rocky P H starter ikke ret ofte i montéløb længere, men er en af de heste, der står Michelle Mønsters hjerte nær. Foto: Gorm Johansen.

Til gengæld har Michelle Mønster et DM for Montéryttere og har indredet flere præmiekroner. Det sidste udlignes dog af godt 50% flere starter end konkurrenten. Men hvordan ser Michelle Mønster selv på chancen for at få en gallatitel i hus?

- Jeg synes det ser svært ud, når Marianne har vundet så mange løb. Omvendt har min egen sæson været god med et DM, en stor præmie som tredje med Tack Wee i det store montéløb på Åby( Åby Nordic Monté Trophy, red.), andenpladsen i det tyske Monté Derby med Hambo Transs R i en 1.11-tid og sejren med Versus As på Copenhagen Cup-dagen. Men Marianne må være favorit, lyder det fra Michelle Mønster, som selv har vundet titlen to gange.

Uventet championat i Norge

Det var efter 2011- og 2018-sæsonerne, at Michelle Mønster blev kåret til "årets montéprofil", og i år tilkom der montérytteren fra Hem nord for Skive et lidt uventet banechampionat.

- Ja, jeg blev ringet op en dag, hvor vedkommende sagde, at jeg havde vundet montéchampionatet på Sørlandets Travpark. Der skulle kun én sejr til, og den kom med Ervin Boko midt på sommeren på en 1.13-tid. Jeg ved dog ikke, om de inviterer mig med til championatsfesten deroppe, lyder det med et grin.

Ervin Boko 982019Ervin Boko vinder for Michelle Mønster i Aarhus. Foto: Ole Hindby.

- Men det er en stor ting bare at være nomineret, og det har jeg faktisk været i alle mine hele sæsoner, undtagen det år, hvor jeg var meget i Frankrig. Jeg er meget glad og beæret, så det er jo bare at holde snuden i sporet, og gøre det så godt i 2020, at jeg bliver nomineret igen, afslutter Michelle Mønster. 

 

 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere