Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Prix d'Amerique logo 2020

Et åbent Prix d’Amerique

Prix D Amerique Logo 2020
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. januar 2020 12:00

Der findes ikke en åbenlys favorit i denne års udgave af verdens hårdeste travløb, som hvert år afvikles den sidste søndag i januar på Vincennes i Paris. 18 heste kæmper om en samlet præmiesum på 900.000 euro.

Af Kim Nielsen

Kigger man år tilbage, så har der ofte været en stor favorit eller måske to heste, som det drejede sig om på forhånd, når vi taler om Prix d’Amerique. I år er det ikke sådan lige til at udpege vinderen, hvor en håndfuld heste plus det løse nævnes som mulige vinderheste.

Kongen af Vincennes hedder Jean-Michel Bazire. Han har hele tre heste med i det 18 heste store felt, der dyster om en samlet præmiesum i DKK på 6,75 mio. Looking Superb med David Thomain er en outsider til 28 gange pengene, medens spillerne har gjort syvårige Davidson du Pont til favorit spillet til odds 3,4 her søndag sidst på formiddagen.

Spilfavoritten køres af Franck Ouvrie, hvor Bazire selv kører sidste års vinder Belina Josselyn, der kommer med en frisk sejr i bagagen, hvorimod Davidson du Pont kun var tredje i sin sidste start, som dog var et preparéløb. Hesten var fjerde sidste år i Prix d’Amerique, men vandt kun en gang i ni starter i 2019! Skulle Bazire vinde i år igen med hoppen Belina Josselyn, får man lige nu omkring 7,5 gange pengene retur.

Kan Björn Goop gøre det?

Björn Goop har prøvet at vinde løbet før med Readly Express i 2018. Han har længe været bookmakernes favorit med Face Time Bourbon, men er lige nu næstfavorit til knap fem gange pengene. Apropos fem, så er Ready Cash-sønnen kun fem år gammel, og ikke mange femårige heste vinder Prix d’Amerique. Det er dog sket to gange før med Offshore Dream og Bold Eagle.

Bold Eagle, der vandt løbet i både 2016 og 2017, er også med igen i år, hvor den køres af Eric Raffin. Den hører til blandt outsiderne og er spillet til omkring otte gange pengene. En hest, der gør sin fjerde start i Prix d’Amerique, er svenske Propulsion, der atter har Örjan Kihlström i sulkyen. Skal fjerde gang være lykkens gang, vil det være en større overraskelse, da den lige nu står til odds 21.

Lidt dansk er der også i løbet. Uza Josselyn er som bekendt dansk registreret, men har dog aldrig været i nærheden af Danmark. Den køres af Pierre Vercruysse og er en kæmpe outsider til 72 gange pengene.

Jo der er mange om buddet på en sejr i dag, hvor der også er pænt spil på yderlige et par af de franske heste. Således er Excellent med Alexandre Abrivard spillet til 10 gange og Frank Nivards køretur Delia du Pommereaux spillet til 16 gange pengene hos PMU lige nu.

Prix d’Amerique er dagens 7.løb med start kl. 16.10 og kan ses på Dantoto.

Eneste hest med dansk islæt i de øvrige løb er i dagens 4. løb Prix Lalique – Prix de Montreal. Her starter svenskfødte Borups Senator, der trænes af Tomas Malmqvist og køres af Björn Goop. Hesten ejes af Baltic Stable alias den i Tyskland boende dansker Niels Thomsen. Den er blandt løbets outsidere spillet til 10 gange pengene.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere