Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
C You Again og Morten Friis - Aalborg 7.4.2019Foto: Hesselborg Foto

Det er lidt af et eventyr

C You Again Liga 7419
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. januar 2020 20:30

Torben Grøn har været med i travsporten i mange år. Men det, han har oplevet i år, overstiger alt, hvor C You Again efter sejren nytårsaftensdag blev Årets hest i Aalborg med seks sejre og samtidig den oftest sejrende i hele landet med i alt ni sejre og tre andenpladser.

Af Kim Nielsen

Allerede i 2018 havde C You Again vist stort talent, da den tog tre sejre på stribe for Kasper Foget i eftersommeren. Efter endnu en sejr i november skulle den i slutningen af december måned starte i et V75-løb i Aarhus. Og her begyndte opturen for alvor.

- Jeg kørte på banen og kørte 2.000 m i lang vogn. Jeg har aldrig prøvet noget lignende og kommer helt sikkert heller ikke til det igen. Så stærkt skal det ikke gå i et banearbejde, fortæller Torben Grøn om forberedelserne op til den start, hvor Kasper Foget efter tidligt at have overtaget spidsen sejrede let med C You Again, hvilket udløste den til dato største præmie på 50.000 kr.

Indledte året med fem på stribe

Hidtil havde C You Again været ret tungt balanceret, men op til den næste start, som var i Odense, skulle Morten Friis køre hesten. Og i samråd med Torben Grøn blev der ændret væsentligt på udstyret.

- I februar tog vi til Fyn og pillede al vægt af og løsnede tre huller i tjekken, husker Torben Grøn, hvor C You Again vandt mere end let og så blændende ud.

C_YOU_AGAIN_aeresrunde

Torben Grøn hoppede med på vognen hos Morten Friis efter sejren i Odense i februar. Foto: Gorm Johansen. 

De næste fire starter gav også sejr, og to af disse blev taget i Aalborg. Efter fem starter i 2019 var sejrsprocenten stadig 100%.

Den næste start skulle have været på Musketerdagen, men sådan blev det ikke.

- Vi havde drømt om, at den skulle starte i Lord Valentines Mindeløb. Men den var uheldig at træde på en sten og få en hovknusning op til løbet. Så det måtte vi opgive, siger en ærgerlig Torben Grøn.

Nærmest løbsk på Copenhagen Cup-dagen

I stedet blev sigtet indstillet på et løb på Copenhagen Cup-dagen – et forsøg i Klasse II med finale i Elitloppsweekenden. Det gik dog helt galt for C You Again og kredsen omkring hesten.

- Der kørte jeg et arbejde om tirsdagen op til det løb. Det er det dummeste, jeg har gjort hele mit liv. Den var helt overtændt på Lunden, da den åbnede efter 08 og løb 09 på 1.000m. Det er der ingen, der kan holde til, ærgrer Torben Grøn sig.

C You Again fulgte vingen, da startbilen slap, og efter 1.09,9 den første kilometer var kræfterne brugt op tidligt i løbet, og den kom hjem i 1.16,8, hvor løbet blev vundet på en 12-tid.

Nu fulgte en tid, hvor psyken skulle genopbygges, så kredsen omkring hesten kunne få styr på dens temperament igen. Og det lykkedes, hvor det blev til to nye sejre i juli måned i Aalborg, hvor den nu havde fire sejre.

C You Again Liga Vindercirkel 7419

I jule måned snuppede C You Again to sejre i Aalborg og lagde dermed grundstenen til titlen som Årets hest. Foto: Hesselborg Foto.

Skuffede på derbydagen

Trods den kedelige oplevelse på Copenhagen Cup-dagen, blev C You Again meldt på derbydagen i stayerløbet over 2.950m. Efter at have siddet sidst de første to omgange kom den med i angreb i tredje spor på sidste omgang, men midt i opløbssvinget stoppede den nærmest op – kræfterne var blevet brugt for tidligt i løbet og den opgav fejlfri.

Det blev til yderligere en start et par uger senere ved DM for 5-årige hingste og vallakker i Aarhus, men der blev det til galop i opløbet.

- Der kommer bump på vejen. Og dem må vi lære at tage. Og det er jeg blevet bedre til, siger Torben Grøn.

Slutspurten blev sat ind i tide

Nu fulgte en pause på et par måneder, hvor Torben Grøn fandt et nyt træningskoncept.

- Nu har jeg fundet ud af, hvordan han trives. Han skal kun se skoven stille og roligt. Banearbejder bruger jeg ikke mere.

- Efter løb får han en uge fri, og så står den på træning hver tredje dag. Nu fungerer han igen.

- Han fik comeback i Odense med en andenplads. Derefter gik jeg efter Årets hest i Aalborg.

- Det var spændende. Min puls steg, da Big Flirt ikke vandt. Så kunne vi pludselig blive årets hest i Aalborg og i hele landet.

- Det var skønt, at det lykkedes, siger Torben Grøn med stolthed i stemmen.

C You Again _2_311219

C You Again og Morten Friis afgør på de sidste meter løbet nytårsaftensdag til deres fordel, og dermed var titlen som Årets hest på Racing Arena Aalborg i hus. Foto: Hesselborg Foto.

Mediedarling

Succeshistorien med Torben Grøn og hans hest, som betyder uendelig meget for ham også på det personlige og menneskelige plan, er kommet medierne for øre.

- Vi har været med i TV Midt Vest. Og selv om de også var med ovre til Copenhagen Cup, hvor det ikke gik så godt, så var de tilfredse med udsendelserne på TV Midt Vest.

- Vi kommer i Holstebro dagblad nu. De har lige været her. Der er meget hype, når det lykkedes. Det er lidt af et eventyr, lyder det fra Torben Grøn, der nævner sejren i Odense i februar, hvor al vægt blev pillet af, som den sejr, der betød mest i 2019.

C You Again er lejet ud

I den kommende tid bliver det ikke C You Again, der får første prioritet, som den ellers har fået det hjemme i Hjerm lige nord for Holstebro.

- For at gøre noget godt for mig selv, så tager jeg af sted til Brandbjerg Højskole i to måneder fra på mandag. Det er en fødselsdagsgave, jeg indløser. Det er om bæredygtighed og om at bruge sine hænder.

- Derfor er C You Again lejet ud til Tineke Borup. Det er jeg helt tryg ved.

Borup, Tineke

I den kommende tid bliver C You Again både passet og plejet, men også manageret af Tineke Borup, der har lejet hesten. Foto: Ole Hindby.

- Den blev tjekket op på Højgård forleden, og den er ikke ringere efter de seneste sejre. Så jeg tror, at de starter på, men det er Tineke der bestemmer. Det må du godt skrive.

- Jeg tror ikke, at den er færdig med at tjene penge. Det har den for meget fart i benene til, lyder slutbemærkningen fra den stolte hesteejer.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere