Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Casino Gardenia i vindercirklen efter sejren i Derby Consolation. Foto: Burt Seeger.

Casino Gardenia klar til comeback

Casino Gardenia Vindercirkel
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
02. januar 2020 11:30

Efter en pause på syv måneder er Casino Gardenia klar til start i Aarhus fredag. En alvorlig skade har holdt den væk fra løbene, men nu ser alt godt ud, selv om hesten ikke er toptunet endnu. Ændret skoning er nødvendig efter skaden.

Af Kim Nielsen

Efter en fireårs sæson med sejre i Derby Consolation, viste Casino Gardenia i første halvdel af 2019 særdeles lovende takter som femårig. Sejr i indledende afdeling samt i finalen i Liga 3 blev fulgt op af andenpladsen til Tsunami Diamant i Lord Valentins Mindeløb og en andenplads på Copenhagen Cup-dagen til Ochonge Face i Summer Meeting Stayer.

TSUNAMI DIAMANT Oploeb 280419

Knud Mønster og Casino Gardenia indvendigt bød hollandske Tsunami Diamant og Robin Bakker op til dans i Lord Valentines Mindeløb sidste år. Foto: Flemming Andersen.

Derefter spændte ejer Michael Thorup buen og meldte hesten på Oslo Grand Prix-dagen til Finn Tack Europamatch for fire- og femårige heste, hvor det blev til en femteplads.

- Inden starten i Norge havde han en lille hævelse på et bagben. Vi syntes ikke det var voldsomt, men vi var meget obs på det.

- Da bandagerne blev taget af, efter han var kommet til Oslo, var der ingen ændringer, så vi valgte at starte ham. Lige efter løbet var der heller ikke noget at bemærke, men da vi kom hjem, så var der en reaktion på benet.

- Via en scanning blev der konstateret en blødning ved gaffelbåndet, som er en typisk overbelastningsskade. Det eneste, der hjælper er at give dem tid, selv om nogle dyrlæger anbefaler ultralyd. Vores dyrlæge Henrik Poulsen siger tid, og det har han så fået, fortæller Michael Thorup om årsagen til den lange skadespause.

Slettet fra tiltænkt start

Casino Gardenia var meldt til start 8. december i Aarhus, men blev slettet.

- Den dag, der skulle meldes, skulle han gå sit sidste arbejde hos Peter Rasmussen, så vi tog chancen og meldte ham.

- Da vi pressede ham lidt, så fungerede han ikke. Han var alligevel ikke klar, og vi starter ham ikke, hvis vi ikke føler, han er 100% klar.

- Det var dog ikke på det skadede ben, men på en diagonalt ben, så det var en mindre følgeskade, som der nu er helt styr på.

- Han var fin i et arbejde for Peter Rasmussen i lørdags, siger Michael Thorup.

Ændre skoning

Som følge af den langvarige skade, så bliver der ændret på skoningen op til starten i morgen. Casino Gardenia kommer som altid uden forsko, men hidtil har han gået med ringsko bagunder, men det fraråder dyrlægen.

- Vi er nødt til at give ham nogle lette jernsko på bagunder, da Henrik Poulsen har erfaring med, at en gaffelbåndsskade og ringsko ikke er sagen.

- Han har tidligere gået med jernsko, da han var yngre, og han har også vundet løb med dem på. Men han har også et par gange trådt sig.

- Vi håber dog, at nu hvor han er blevet ældre og er blevet stærkere, at det nok skal gå. Men spillerne skal lige være opmærksom på dette.

- Vi arbejder hele tiden med skoningen. Han var helt barfodet på Lunden i det lange løb på Copenhagen Cup-dagen. Men hans baghove gror ikke ret meget, så der skal vi lige passe på. Men han kommer sikkert til at gå helt barfodet på et tidspunkt, vurderer Michael Thorup.

Casino Gardenia 190331

Casino Gardenia ved sejren i sæsondebutet i Skive sidste år. Foto: Flemming Andersen. 

Drømmene lever stadig

Humøret er i top hos hesten lyder det fra ejeren, der mener, at Casino Gardenia er nødt til nu at starte for at får brændt krudtet lidt af. Det er ikke nok derhjemme i folden. Han skal ud på væddeløbsbanerne for at få brugt noget energi. Det er derfor tanken, at hesten får et par starter her i vintertiden i nogle ordinære løb, inden de bedre løb venter senere på året.

- Det var ikke for sjovt, at vi tog til Norge for at starte ham mod de gode. Vi havde håbet på et godt efterår, men det blev det så ikke.

- Vi tror stadig på, at der en noget udvikling i ham. Han går f.eks. stadig med fast vat og ørehætte, så der er noget at gøre i den retning også, siger Michael Thorup.

Optimisk, men tilråder gardering

Ejeren er selvfølgelig optimist og tror på sin hest forud for starten i morgen, men maner alligevel lidt til forsigtighed.

- Jeg synes, at det er god ide at gardere ham første gang, da han har holdt så lang pause. Han er trods alt ikke toptunet, selv om han har gjort det, vi har bedt ham om,

- Det er jo ikke det vigtigste løb i karrieren, så vinder han ikke, går verden ikke under af den grund. Bare han går et godt løb, så vil vi være tilfredse.

- Vi havde ikke troet, at der kom så mange heste lige efter ligafinalerne. Så spor 12 er selvfølgelig ikke optimalt.

- Men han har haft mange dårlige spor. Det er måske med til at dæmpe ham lidt, at han ikke skal direkte op til vingen. Og Knud bestemmer jo selv, om han skal være lukket inde fra start, griner Michael Thorup.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere