Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Tycoon Conway Hall og Steen JuulFoto: Foto: Burt Seeger

Tycoon Conway Hall nærmer sig comeback

TYCOON CONNWAY HALL 20180512
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. februar 2020 15:41

Dobbeltmillionæren Tycoon Conway Hall vender efter al sandsynlighed tilbage som væddeløber. 28. februar sender Flemming Jensen hesten i prøveløb.

Af Niels Jørgensen

I oktober 2018 blev det bekendtgjort, at Tycoon Conway Hall (1.09,4 - 2,7 mio. kr.) havde sluttet karrieren og skulle være avlshingst. Det sidste kom også til at holde stik idet Conway Hall-sønnen blev opstillet til avlstjeneste hos Stutteri Shadow.

Men i takt med, at den hovbens-fraktur, som fremtvang karrierestoppet, ikke længere virkede til at plage stjernen, så begyndte Tycoon Conway Hall for et par måneder siden at blive motioneret hos Flemming Jensen, der har trænet rationelt med hesten i de seneste fire uger.

»Vi sigter på at Tycoon skal i prøveløb 28. februar. Den har ikke trænet i så mange uger, men det har været fint fra dag ét,« siger Flemming Jensen og uddyber:

»Han er jo en klog hest. Selv om han træner sammen med fire-fem andre heste og har været avlshingst, så har der ikke været nogen med ham. Han koncentrerer sig om arbejdet og vil gerne. Når jeg har set ham i løb, kender jeg jo hesten som værende en smule stresset, men det får man slet ikke indtryk af i træningen. Det har været et helt andet positivt indtryk jeg har fået af ham.«

Prøveløbet skal give svar

Flemming Jensen har tidligere trænet flere heste for ejeren Morten Staal Jensen, og træneren vurderer, at det – sammenholdt med den geografiske nærhed til Stutteri Shadow – er baggrunden for at han har fået denne attraktive appelsin i sin turban.

»Jeg fornemmer, at Tycoon Conway Hall har virket så frisk mens den har virket som avlshingst, at man efterhånden har fået ambitioner om at få hesten i gang igen,« siger Flemming Jensen.

Hvad lyder målsætningen?

»Ejeren synes jo at hurtigklassen i Danmark er lidt tynd, og det kan vi godt være enige om. Her kan Tycoon Conway Hall bidrage til oplevelser, både for ejeren og for andre,« siger Flemming Jensen.

Hvordan gribes opgaven an for dig med at genrejse en hest som Tycoon?

»Det var en revne i et hovben som stoppede hesten. Da man i sin tid prøvede igen, var der stadig en reaktion, så derfor valgte man at trække stikket helt. Det er halvandet år siden og der er sket meget siden, men det er klart at man ikke lige skal udfordre det i træningen. Desto blødere underlag man træner på, desto mindre belastes knoglesystemet, og den træning vi bruger her på gården er nok optimal for at prøve at få den tilbage.«

Har du mærket nogen reaktion?

»Overhovedet ikke, men det er klart, at nu kommer den store prøve, med først prøveløbet og forhåbentlig også i løb. Det er der de hårde baner kommer og så skal det stå sin prøve,« betoner Flemming.

Ingen spekulationer angående alderen

Tycoon Conway Hall har ikke startet siden 10. oktober 2018, altså for snart halvandet år siden. Set i det perspektiv er det gået forbavsende hurtigt.

»Det har bare handlet om at få opbygget lidt muskelstyrke. Farten og teknikken har han. Der er ikke noget som skal læres, den skal nærmest bare “tunes” igen. Jeg synes hesten har været nem at sætte op. Den har ikke gået intervaller længere end i godt fire uger, og inden da en smule motion for at vænne kroppen til træningen igen,« siger Flemming Jensen.

Hesten er blevet 10 år. Hvilke muligheder ser du for at den kommer tilbage på et højt niveau?

»Hesten har ikke mange starter bag sig, og Steen Juul har altid været øm over hesten og passet på den, så jeg har ingen spekulationer angående hestens alder. Spekulationerne går alene på om benet holder. Ellers bliver han vel en tophest igen, selvfølgelig gør han det,« sammenfatter en optimistisk Flemming Jensen.

--

Note: Tycoon Conway Hall løb sin rekord 1.09,4 i Müllers Memorial 2016. Otte gange har hesten løbet 1.10,5 eller bedre. De tre største præmier er vundet ved andenplads bag Propulsion i Finlandia Ajo 2016 (335.763 kr.), sejr i Jydsk 4-årings Grand Pris 2014 (295.000 kr.), og andenplads bag Nuncio i Årjangs Stora Sprinterlopp 2016 (240.993 kr.).

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere