Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Capra og John Køhler - Odense 23. november 2019Foto: Gorm Johansen

Nye toåringer hos John Køhler

Capra 231119
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. februar 2020 12:32

Der er lidt udskiftning undervejs på staldlisten hos fynske John Køhler, der starter seks heste ved sæsonpremieren fredag på Fyens Væddeløbsbane.

Af Kim Nielsen

Efter knap et par måneder uden væddeløb slår Fyens Væddeløbsbane portene op til en ny sæson på fredag med et ni løb stort program.

Blandt banens egne trænere kommer seks af hestene til premiereprogrammet fra Team John K. Det er dog ikke sådan, at optimismen lyser ud af ansigtet på den 64-årige træner, men der er nyt blod på vej ind i stalden, hvor der desværre også er afgang af en af de ellers lovende heste.

- Volleyball er brækket ned igen, igen, så den har desværre sluttet karrieren, fortæller John Køhler.

Kigger man på træningslisten, så indeholder den to treårige ustartede heste, som der er vidt forskellige meldinger på.

- Brown Sugar Class (efter Brad de Veluwe og Jubilee Class – red.) er en fin hest. Den forventer jeg mig en del af, og den kommer til start til sommer. Men den har fået et hug på et knæ, uden vi ved hvordan, da den går alene i folden, så det har sat den lidt tilbage, fortsætter John K., der fortæller, at ligeledes treårige Fok Torkdahl måske aldrig kommer til start.

To nye toåringer

John K.’s nabo på Fyens Væddeløbsbane er galoptræner Bolette Rosenlund, for hvem han har fireårige Exceptionel Shadow i træning. Den startede et par gange sidste år, men døjer lige nu med noget virus. Galoptræneren havde for nogle år siden sin egen travhest Amazing Fireworks, som efter en ret kort løbskarriere blev følhoppe. Den har hun trukket to føl på - toårige Galway Girl og en åring efter Ringostarr Treb.

Galway Girl er nu på vej ind i stalden hos John Køhler. Det er en frisk, letbenet hoppe med kælenavnet "Gurli Gris", som skal gøres klar i løbet af sæsonen. Den har Judge Joe som far, og samme hingst er ligeledes far til toårige Gorm Foto efter S J’s Photo-hoppen Bona Dea. Den ejes af Jeanette og Jesper Andersen, og den skal John K. også arbejde med i den kommende tid.

Ingen store vinderchancer

Af stalden seks starthest fredag er der ingen umiddelbare vinderchancer blandt staldens heste. To af de seks tørner ud mod hinanden i V5-indledningen. Træneren sidder selv bag talentfulde Capra, der dog med sine 36.350 kr. på kontoen er meldt hårdt ind i et amerikanerløb under 75.000, hvilket til gengæld har udløst spor 1. I sporet ved siden af starter Haha Ha, der køres af Mads Hvid Nielsen.

Echo Renka Og Capra Oploeb 231119

Sidste Capra og John Køhler startede på hjemmebanen, blev de slået lige på stregen af Echo Renka med René Kjær. Foto: Gorm Johansen.

De to heste vurderer træneren til at være ret jævnbyrdige med en lille fordel til Capra, hvis den har løbsheldet med sig. Om 2. løb nr. 1 Capra siger John Køhler:

- Jeg var lidt skuffet sidst i Aarhus, hvor hun ikke rigtigt bød sig til og var bleg. Hun har dog virket frisk og frejdig efterfølgende. Den er kanon hårdt inden i løbet, men jeg tror, at den kan være med fremme. Det afhænger lidt af, hvor langt nede, vi kommer til at sidde. Kan aldrig holde spids fra 2’eren, men den er en triochance. Med et fornuftigt løb, er den min bedste chance i løbet. Kommer i sædvanligt udstyr.

Mads Hviid Nielsen sidder som nævnt bag lynstarteren Haha Ha, og om 2. løb nr. 2 Haha Ha siger træneren:

- Den fungerede ikke optimalt sidst. Den er blevet behandlet efterfølgende. Den har været fin i træningen. Den er meget hurtig fra start, men kusken bestemmer selv. Jeg vil ikke bestemme, hvorledes de skal køre. Men den kan tage spids, hvis den skal. Om kusken vil køre der, eller han vil slippe, er helt op til ham. Det er jo kun sprint, så den kan tage en præmie her.

Haha Ha

Haha Ha efter chocksejren sidste år for Kasper K. Andersen, hvor den vandt i sin første start for sin nye ejer Signe Holst. Foto: Gorm Foto. 

I løbet efter starter Team J. femårige Dirty Flying. I sulkyen får den tidligere travtræner Kurt Hansen, der er medejer af Keep On Flying-sønnen. Den gør kun sin anden start i karrieren, og hvad træneren siger om denne, samt de tre deltagere i dagens afsluttende formløb kan læses senere i dag i trænerkommentarerne på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere