Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Nu kan Svendsen for alvor træne ungheste

Bent Svendsen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. februar 2020 12:00

Gennem en årrække har Skive-træner Bent Svendsen primært haft ældre startheste på træningslisten. Sådan er det ikke længere.

Af Henrik Boye Ebbesen

»Hesteejerne har kort og godt fundet ud af, hvor dygtig jeg er.«

Så enkelt beskriver Bent Svendsen - i en lettere humoristisk tone - det faktum, at han netop nu kan præsentere en staldliste med hele otte 2-åringer og tre 3-åringer.

»Nej, spøg til side. Efter jeg har flyttet min stald ind på Skive Trav, er såvel nye som gamle hesteejere begyndt at sende deres ungheste i træning hos mig. Det har de ikke gjort i samme udstrækning tidligere,« siger Bent Svendsen.

Mens han drev sin trænerforretning fra gården i Oddense udenfor Skive, havde han kun en eller to 2-åringer i hver årgang.

»Men nu ser det helt anderledes ud. De otte 2-åringer, jeg har i stalden netop nu, er som udgangspunkt heste, jeg har udsigt til at kunne beholde i træning. De er her ikke blot for at blive gjort klar til start.«

Topafstammet Lind-Holm-opdræt

Bent Svendsen fortæller, at samtlige 2-åringer træner efter et fast koncept, der blandt andet inkluderer lange ture i skovene omkring Skive Trav. De har alle som bedst vist 1.35-fart, og træneren forventer, at flere af dem kan blive klar til start i denne sæson.

»De udvikler sig jo forskelligt, men jeg tror og håber på, at mellem fire og seks af dem bliver startklare i år.«

På nuværende tidspunkt vil Bent Svendsen ikke fremhæve nogle af staldens 2-åringer frem for andre, men på papiret er der dog et par stykker, der skiller sig ud.

Bent Svendsens mangeårige kammerat, opdrætter Thomas Lind-Holm, har nemlig sendt to svenskregistrerede hopper med guldrandet afstamning i hans træning. Det er Glorius Rain (Donato Hanover – Burning Rain v. Muscle Hill) og Golden Rain (Bold Eagle – Mystical Sunshine v. Yankee Glide).  

»Thomas vil gerne beholde begge som følhopper efter endt væddeløbskarriere, så derfor er det heste, der - som jeg forstår det - ikke er til salg,« forklarer Bent Svendsen.

Mystical SunshineModeren til Golden Rain og mormoderen til Flower Dust, Yankee Glide-hoppen Mystical Sunshine, satte rekord 1.08,7ak og tjente hele 1.976.885 dollars. Hun vandt Breeders Crown for ældre hopper to gange med Ron Pierce i sulkyen, og hun nåede også at sætte verdensrekord på 800-meter bane. (Foto: DTC’s Fotoarkiv)

»En helvedes fin hest«

En hest, som Thomas Lind-Holm derimod har solgt, er den 3-årige danske hoppe Flower Dust (Love You - Burning Rain v. Muscle Hill) – altså en halvsøster til Glorius Rain. 

»Det er en helvedes fin hest, for nu at sige det ret enkelt,« lyder det fra træneren.

Flower Dust ejes af Bent Svendsens sponsor, Hans A/S. Bag dette selskab står Hans Jakobsen, der udlejer en række ejendomme i Skive.

»Jeg er ret sikker på, at han nok skal få en del glæder af Flower Dust. Hun kommer til start i april, og lige nu træner hun som om, hun er en af årgangens bedste. Hun skal selvfølgelig ud at vise det, men jeg tror meget på hende. Rigtigt meget,« siger Bent Svendsen.

Til årets storløb for de treårige hingste/vallakker knytter Bent Svendsen først og fremmest sine forhåbninger til Quite Easy-sønnen Fly By So Easy. Den indledte karrieren i fjor med næsten 70.000 kr. i indtjening primært hentet gennem placeringer i Jydsk 2-årings Grand Prix, Auktionsløbet og Dansk Opdrætningsløb.

»Han skuffede mig faktisk lidt i fjor, selvom han tjente fornuftige penge. Til gengæld har hesten udviklet sig rigtigt godt henover årsskiftet. Han har lagt mange muskler på sig, og han er blevet mere færdig at se på. Han er netop påbegyndt intervaltræningen, og han træner fremragende.« 

Skive-træneren har planer om at lade Fly By So Easy sæsondebutere i et 3-årsløb fredag 20. marts i Billund: 

»Derefter er det planen, at han går ud på Musketerdagen i Skive, og så ruller sæsonen ellers på for hans vedkommende med diverse 3-årsløb.«

Bent Svendsen PegerBent Svendsen forventer at være repræsenteret i flere af de interessante 3-årsløb herhjemme i denne sæson. (Foto: Hesselborg Foto)

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere