Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Cash Valley vinder på Copenhagen Cup-dagen for Jens SimoniFoto: Martin Timm Holmstav

Humøret er som i gamle dage

Cashvalley 130518
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
01. februar 2020 11:30

Efter to store skadespauser er Cash Valley tilbage og har overstået den første start uden problemer. I aften har Jens Simoni inderspor i Liga 2-løbet på Charlottenlund.

Af Kim Nielsen

Med 15 sejre i 34 starter er Cash Valley det, man kan kalde en sejrshest, hvor sejrsprocenter hedder 44. Running Sea-sønnen gjorde sig også i den svenske rikstoto med en andenplads i V75 som bedste resultat tilbage i 2017.

I slutningen af 2018 blev hesten skadet, og efter et halvt års pause, flækkede den hovbenet i comebacket på Copenhagen Cup-dagen. En mere udførlig artikel omkring det lange skadesforløb er tidligere skrevet her på siden og kan læses her:

For tre uger siden gjorde Cash Valley endnu engang comeback. Fra et svært spor 10 gik hesten for så vidt udmærket, men blev helt forståeligt lidt træt de sidste 100m op mod mål og endte med den sidste præmie.

Hvordan var du tilfreds med sidste start?

- Jeg synes, den gik godt nok. Han blev som ventet for gal der omme bagfra. Så det brugte han lidt på. Jeg måtte også gå lidt tidligt og fik lidt hårde spor.

- Den har taget starten rigtig godt, og det gode var, at han var haltfri dagen efter. Han har trænet rigtigt godt derefter, så der er ikke noget negativt at sige.

Tre ugers yderligere træning, hvad har det givet?

- Det er nyt med at træne på den lille bane på Skovbo. Han er faldet i puls siden sidst. Så det er mit indtryk, at han er gået frem, fortæller Jens Simoni.

Cash Valley 280417 Vindercirkel

Cash Valley og Jens Simoni efter en af parret mange sejre. Foto: Kim Gudmand.

Er på rette vej

Når man har haft en hest, der har sejret så mange gange, men som har haft så store udfordringer med ikke bare en, men flere skader, så er det store spørgsmålstegn ofte, om man kan blive skaderne helt kvit og få hesten tilbage i tidligere tiders skik.

Tror på at du kan få den tilbage i samme skik som tidligere?

- Alt virker som om, han kan komme tilbage i samme skik. Men jeg er lidt afventende.

- De par gange, at han ikke har været i orden, har han ikke kæmpet så godt. I sidste start løb han reelt, hvad han kunne, indtil han forståeligt blev lidt træt til sidst. Så det var positivt.

- Humøret er som i gamle dage, så jeg håber, at vi får ham tilbage, siger Jens Simoni.

Hvordan vurderer du chancerne i løbet?

- Det er kun et lille felt, men der er hårde konkurrenter imod. Jeg har ikke endnu besluttet mig for, hvad jeg vil. Jeg har indtryk af, at han er hurtig fra start som i gamle dage. Så jeg bestemme nok lidt selv.

- Tidligere kunne jeg gøre, hvad jeg ville.  Men jeg er ikke sikker på, at jeg kan det igen. Hvis han er for frisk, så må jeg bare derudaf.

Skal den køres i spids?

- Det kommer lidt an på, hvem der kommer, om jeg vil slippe. Og det kommer an på, hvordan han er. Hvis han er så frisk, at jeg skal rive hovedet af ham for at give ham et rygløb, så går det bare ikke, at gøre det.

- Det vigtigste er, at han går et godt løb. Vi har ventet så længe, så vi kan godt vente en start eller to, til han er helt på toppen, slutter Jens Simoni.

Der er som altid en masse spilrelevante informationer som trænerkommentarer, ekspertanalyse m.m. på fasttrackracing.dk her:

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere