Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Preben Kjærsgaard - Optaget i Hall of Fame ved Trav- og Galopsportens Galla 18.1.2020Foto: Lasse Jespersen

Hall of Fame-legende med ny anpartshest

Preben Kjaersgaard Galla Hall Of Fame
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
21. februar 2020 8:30

Preben Kjærsgaard er for første gang i sulkyen efter optagelsen i Hall of Fame. En længe tiltrængt sejr kan komme ved fredagsløbene på hjemmebanen i Odense.

Af Kim Nielsen

Ved Trav- og Galopsportens Galla i januar måned blev den fynske træner Preben Kjærsgaard optaget som nyt medlem af Hall of Fame som den tredje stadig aktive træner sammen med Steen Juul og Axel Jacobsen. Efter to måneders vinterpause, hvor stalden ikke har startet heste, skal legenden i blåt og gult atter i sulkyen et par gange i dag.

En fantastisk karrieren i både ind- og udland lå bag optagelsen, og aftenen på Hermans i Tivoli Friheden er ikke lige en, som Preben Kjærsgaard glemmer foreløbig.

- Det var ting, som jeg havde oplevet for mange år siden. Så det fik jeg opfrisket, og det var behagelige og dejlige minder.

- Det var en fantastisk festaften. Ikke bare for mig. Det var simpelthen lavet så professionelt, som det kan laves. Så det var en rigtig fin oplevelse.

Når du nu kører til start, tænker man så over, at nu er man Hall of Fame-legende?

- Ja det gør man da nok lidt – men nok kun lige i starten, lyder det fra den fynske træner.

Ny anpartshest i debut

Her i sin karrieres efterår driver Preben Kjærsgaard en mindre stald, hvor der som regel en mellem fem og otte heste på træningslisten. Større ønsker han det ikke.

Der har her i vinterpausen været lidt udskiftning, hvor et par løbsheste som Armani S og Santadi er solgt ud af stalden. Og netop Armani S var ejet af en mindre anpartsstald, hvor de fleste an anpartshaverne inklusive træneren selv er med i den nye ”Stald Paris”.

Anpartshaverne tæller kendte lokale navne som Steen Falsig, Ole Park, Torben Bendtsen og Bruno Olsen samt yderligere et par medejere. Og de skal se deres treårige hoppe Maia debutere i dag. Hoppen er opdrættet af Preben Kjærsgaard selv.

- Den er velforberedt og var egentlig startklar for et par måneder siden. Men så løb den ind i lidt virusproblemer, men de skulle så være ovre nu.

- Det er en hoppe, der har let ved det og er stabil. Hun kan i hvert fald det, hun gik i prøveløbet, og det rækker langt, siger Preben Kjærsgaard.

Til trænerkommentarerne lyder vurderingen af chancerne for 1. løb nr. 3 Maia som følger:

- Hun gik alene i prøveløbet, og jeg havde givet hende vatudtræk på for at få hende til at arbejde noget mere, når der ikke var nogen heste at følges med. Det fik lige frisk nok virkning, men hun gik godt og var ikke tom over mål. Jeg ved da, at hun kan gå en 19-tid, men jeg kender jo ikke de andre særligt godt. Jeg tror på min hest, og hun er velforberedt, så jeg håber på, at vi har en god chance. 

Maia Og Preben Kjaersgaard 7220

Preben Kjærsgaards eget opdræt Maia er klar til debut for anpartsstalden "Stald Paris" i Odense i dag. Foto: Gorm Johansen.

Talentfulde Envy Secret i sæsondebut

Kjærsgaards anden køretur på dagen er med den nu fireårige Envy Secret, der var i trioen fem gange i 11 starter med en enkelt sejr til følge sidste år.

Stalden har hele tiden haft lidt årgangsambitioner med Ens Snapshot-datteren, og de er stadig intakte. Men efter en længere sygdomsperiode sidste sommer, som var tæt på at koste hoppen livet, blev det kun til lidt mindre placeringer i fire efterårsstarter. Så nu er det lidt som at starte på en frisk igen.

Til trænerkommentarerne siger Kjærsgaard om 2. løb nr. 6 Envy Secret:

- Hun fik jo noget forgiftning i sommer, og det tog måneder at komme over. Hendes immunforsvar var røget ned i kælderen, men hun har arbejdet fornuftigt i den sidste måneds tid. Næste problem har været hendes følsomme kodebøjninger, der desværre er hvide, og med alt den regn i foldene, har hun været svær at holde helt i orden. Hun har stadigvæk kapacitet, kan jeg mærke, men chancen med hende er ikke så stor som Maia's i 0-klassen.

Samtlige trænerkommentarer og dagens ekspertanalyse kan ses på fasttrackracing.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere