Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Enjoy Banker og Nicklas Korfitsen spurter forbi CinxiaFoto: Hesselborg Foto

Forrygende sport på en mørk februar-lørdag

Enjoybanker080220
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. februar 2020 21:55

Især Travliga 3- og Travliga 5-løbene bød på væddeløb af bedste mærke ved Saturday Night Racing i Aalborg.

Af Niels Jørgensen

Var alle løb som dem publikum fik præsenteret i lørdagens 7. og 8. løb, så var det nemmere at sælge travsporten til en større skare. I begge tilfælde blev der budt på action, positionskampe og medrivende opløb.

Travliga 5-løbet havde samlet 12 heste, der stod perfekt til hinanden. På forhånd havde Enjoy Banker trukket startspors-nitten fra nummer tolv. Læg dertil at hesten var lidt hårdt inde på pengene, men hvad betyder det når hesten har så høj grundkapacitet som tilfældet er for Lavec Kronos-sønnen. Desuden blev Enjoy Banker for første gang kørt uden sko.

Summa summarum så vandt hesten for Nicklas Korfitsen efter et brag af en sidste omgang. Fra spor 12 sad parret sidst udvendigt, kom med frem i ryg i fjerdeposition i fremstød på sidste langside, inden ekvipagen var ude i fjerde-femte spor gennem sidste sving for at få frit spor.

Over opløbet blev en ellers spurtstærk Cinxia et sikkert bytte på 1.16,4a/2140 meter mens Dixidore også afsluttede flot til tredjepladsen efter inderbaneløb.

»Enjoy Banker er en god hest, som også klarer at gå lidt ude i sporene til slut. Der var masser af gode heste i feltet, så jeg var ret sikker på, at der nok skulle blive lidt køring,« sagde Nicklas Korfitsen efter sejren.

»Rundt sidste sving havde jeg masser at køre med, og følte, at det kun var Casper (Cinxia, red.) og jeg som skulle køre om sejren, og da jeg kom forbi ham, så følte jeg det var klart.«

Kentheliasson080220Ejer Kenth Eliasson med Enjoy Banker efter sejren. Foto: Hesselborg Foto

Don Cash viste klassen

Tilsvarende var det travsport af fineste mærke i V65-finalen, hvor Don Cash løb 1.14,7a/2140 meter ved sikker sejr for Jeppe Juel.

Fra spor to måtte Don Cash åbne hårdt for at svare Henbianca Boko. Det gik således af sted i 1.12,5/500 meter inden toppen af tempoet kunne tages af. Samtidig kom Bosse Game frem udvendigt og indledte et jævnt pres, men i sandhedens time rykkede Don Cash et par længder fri mens Billie Jean kom stormende i yderbanen og tilkæmpede sig tredjepladsen knebent foran Created Face og Henbianca Boko, alle i 1.15,0.

»I dag fik han lov til at arbejde. Dahlgaard (Henbianca Boko, red.) tog næsten en længde, så jeg måtte animere Don Cash for at svare op. Det blev han lidt hidsig af, og så kom Lønborg med en stærk hest (Bosse Game, red.), så der blev køring,« konstaterede Jeppe Juel.

Doncash080220Don Cash og Jeppe Juel rykker fra Bosse Game i travliga 3. Foto: Hesselborg Foto

Bravur Torkdahl udstråler topform

I V65-indledningen var favoritten Macro Star væk med galop i startmomentet, hvor det blev til føring for Boris Simoni. Den fik Bravur Torkdahl udvendigt for sig, og den Morten Juul-trænede hoppe er virkelig på stikkerne efter trænerskiftet.

Uden de store sværdslag guidede Birger Jørgensen Andover Hall-datteren forbi Boris Simoni til sejr på 1.13,8a/1640 meter efter en stærk sidste 500 meter. En rap afslutning bragte Aqua Photo tredjepladsen.

»Jeg kom måske til at sidde lidt dumt, men vi åbnede ganske reelt og jeg tænkte, at så måtte jeg prøve at sidde roligt udvendigt,« sagde Birger Jørgensen, der havde en god fornemmelse rundt sidste sving.

»Jeg havde ikke kørt helhjertet med fra start, men det er klart, at det ikke var nogen fordel at sidde udvendigt, og Boris Simoni plejer også at være sej.«

Bravurtorkdahl080220Bravur Torkdahl sejrer ganske sikkert for Birger Jørgensen. Foto: Hesselborg Foto

Stærkt kørt, Casper

V65-2 blev for Casper M. Nielsens kørt efter kørekunstens ABC, da han med Kaj Jensen-trænede Esajas liftede med i førerryggen bag I Love Champagne og siden skiftede til ryg i andet spor i samme moment som E Norway Is My May trykkede på førerhesten frem mod sidste sving.

Da Esajas i opløbet blev trukket ud, skød den frem til sikker sejr på 1.16,0a/2140 meter. Expo Lane, der undervejs havde skygget medfavoritten Perfekt Gehør, besatte andenpladsen foran E Norway Is My Way.

Esajas080220Esajas skærer målstregen for Casper M. Nielsen. Foto: Hesselborg Foto

Ingen fare med Danger Gardenia

Inden starten i amatørløbet var Martin Andreasen skeptisk angående startspor fem for Danger Gardenia, men den udfordring løste ekvipagen behændigt, og med afsæt i et godt rygløb i fjerde par udvendigt sejr parret på 1.19,4/2160 meter.

I comeback efter fire måneders fravær var Livi Obaunehøj toneangivende undervejs i behersket tempo, men førerhesten fik jævnt pres af Cassano, og i slutfasen måtte Livi Obaunehøj slippe en velgående Cassano forbi til andenpladsen.

»Danger Gardenia har fundet melodien og den store krop begynder at vokse sammen, så hesten kan styre sine bevægelser. Jeg tror stadig på en udvikling i hesten. Den har fortsat sko på så der er noget at slibe på,« lød det fra Martin Andreasen efter sejren.

Dangergardenia080220Danger Gardenia afgør amatørøbet for Martin Andreasen. Foto: Hesselborg Foto

De øvrige løb ...

De Light og Jeppe Juel var svaret i et løb som blev lidt forkørt, da Pauli Andersen bag Eyre Flame uimponeret trykkede på favoritten Eddie og overtog føringen midtvejs. På sidste langside var Eddie i stand til at generobre føringen, men den udmarvende duel havde kostet kræfter, og ind mod opløbet kom De Light stormende frem efter at have lunet sig den første omgang.

Sejren blev overlegen på 1.18,1/2160 meter foran DAD Flamingo, der højst sandsynligt smed sejren væk ved galop gennem opløbssvinget, idet den kom fint tilbage til andenpladen foran Diamond Flame.

»Det var kun godt for os, at de andre fik kørt den værste kådhed af sig, men De Light var fin. Hesten havde vatudtræk på for første gang og det svarede han fint for,« sagde Jeppe Juel.

Dancing Dilli og Flemming Jensen var bedst i løbet for laveste klasse, hvor storfavoritten Easycomeeasygo galopperede på vej mod føring. I stedet var EM Eleven Cup førende undervejs, men ind mod opløbet sikrede Dancing Dilli sig let overtaget og sejrede klart på 1.19,3a/2140 meter mens Easycomeeasygo kom fint tilbage til andenpladsen.

»Vi har ikke været helt tilfreds med Dancing Dilli i træningen. Hun har ikke føltes stærk nok, men det rakte i dag og så er det bare at arbejde videre derfra,« kommenterede Flemming Jensen indsatsen.

• Et SU Monteløb havde 10-oddseren Speedy Højvang i føring fra start til mål for Mette Andersen for hvem sejren var den første siden 2014. Ved målpassage på 1.20,7/2140 meter var der klar afstand til Rock On og Race Chip på de næste pladser.

»Jeg tænkte, at hvis vi kunne få spidsen så ville jeg prøve at ride hvad vi kunne i den position,« fortalte vinderrytteren om sit taktiske oplæg.

• Til slut var One Boy som en fisk i vandet i formløbet over 2640 meter. Kørt af Morten Clemmensen indfangede One Boy i opløbet sikkert den undervejs førende Tristan JB.

Delight080220De Light og Jeppe Juel. Foto: Hesselborg Foto

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere