Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Elegant C N og René Kjær - Skive 3.2.2020Foto: Flemming Andersen

Det var elegant

ELEGANT C N 3220
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
03. februar 2020 16:07

Fireårige Elegant C N vendte tilbage til vinderpladsen med René Kjær i sulkyen. Michelle Mønster slog kontra med sin egen Denimcowboy. Raketspurt gav sejr til Cinxia, hvor Birger Jørgensen spidsede V4-afslutningen hjem med Dazzle Nock.

Af Kim Nielsen

Med Bent Svendsen seks dage i skyggen, var der gensyn med Elegant C N for René Kjær i V4-indledningen i Skive. Han havde kørt hesten i karrierens første tre starter og var ubesejret.

- Det vil han også være efter i dag. Den vinder det her, udtalte Bent Svendsen forud for løbsdagen, og han fik ret.

En skoløs Danny E P med Jeppe Juel tog front, hvor René Kjær bag favoritten Elegant C N blot fulgte med på afstand i sit andet spor. På første langside gik Kjær tættere op, og på vej ind i næste sving testede han reelt Jeppe Juel og Danny E P, der svarede med galop.

Åbningen var i 14-fart, og velanbragt i front holdt René Kjær et godt tempo med 1.15,3 på kilometeren. Efterhånden kom Belmondo Simoni op udvendigt, og på sidste langside pressede Henrik Lønborg lidt på den førende.

René Kjærs svar på det var at trække vattet, og i opløbssvinget sagde Elegant C N tak for selskabet til Belmondo Simoni, og den forsvandt bare væk til en knusende overlegen sejr før Belmondo Simoni og Briola. Vindertiden blev en tangering af rekorden fra sidste start 1.15,8/2.060m auto.

- Han er jo god. Det er en stærk og reel hest, og han viser bare, hvor dygtig han er.

- Egentlig har han ikke udviklet sig meget sådan med forståelse omkring det at løbe væddeløb. Han er ligesom sådan en gadedreng – altså et toårigt barn, der ikke forstår, hvad væddeløb er.

- Om det nogensinde kommer, det er ikke sikkert. Men hvis han så kan rende og hygge sig og lalle og så vinde løb alligevel, så er det også okay. Han var ligeså så skarp og stærk.

- Jeg ville i hvert fald ikke have, at der skulle komme nogen og overspeede ham. Han virkede såden lidt halvdoven, da jeg var alene med ham.

- Så tænkte jeg, at jeg hiver vattet og skælder ham lidt ud, og så kan han få lov til at gå i mål med den fart, han vil, var ordene fra René Kjær efter den overbevisende indsats.

ELEGANT C N Vindercirklen 3220

En stadig ubesejret René Kjær med Elegant C N tog imod ejer Geert Olesen i vindercirklen. Foto: Flemming Andersen.

Vandt med sin egen hest

Fra start var Bølle Gardenia hurtigst ude i V4-2, men på første langside overtog Michelle Mønster spidsen med Denimcowboy, som hun selv ejer. Det efterlod favoritten Alltherightmoves som første hest i andet spor. Med 600m igen ville Kent Friborg sætte trumf på, og han pressede sig til spids inden opløbssvinget.

Det så umiddelbart klart ud for Alltherightmoves, men Kent Friborg havde kørt for tidligt med sin hest. Den stoppede lidt op og kunne ikke fuldføre arbejdet, og så kunne Michelle Mønster komme igen og let gå forbi storfavoritten med Denimcowboy på de sidste meter. Vindertiden blev 1.15,4/2.020m auto.

DENIMCOWBOY 3220

En veltilpas Michelle Mønster kigger pænt ud mod fotografen, da hun passerer målstregen med Denimcowboy. Foto: Flemming Andersen.

Casper M. Nielsen atter i sejrshumør

I fredags chocksejrede Casper M. Nielsen med Livi Moon til over 20 gange pengene på Charlottenlund og tog sæsonens første sejr i år. Hans bedste chance i dag var Cinxia i V4-3, der var anden senest i Aarhus.

Flere af de mere outsiderbetonede heste i de inderste startspor var hurtigst ude, hvor Morten Friis i første omgang tog spids med Mojo’s Star. Men Knud Mønster ville ikke sidde i dødens med Ilyushin og pressede sig til spids efter 500m i 11-fart.

Således havnede Peter Frandsen som første hest i andet spor med Catchy Spring, hvor favoritten Dixi sad i tredje par udvendigt. Med 500m igen satte Peter Frandsen alt på et bræt, og han kørte frem og fik et kort greb med Catchy Spring. Bagved havde Søren Klitgaard fået farten op på Dixi, og den så ud til at være på vej mod sejren.

Men konkurrenter havde gjort regning uden Casper M. Nielsen, der efter trafikproblemer i første sving var havnet i sjette par indvendigt med speedkuglen Cinxia. I opløbet fik den unge jockey snoet sig fri af inderbane som trold af en æske og trak på tværs. Og så gik det stærk.

På en fantomspurt nåede Cinxia akkurat at fange Dixi på stregen, og efter den gode præstation senest, blev der nu fuld valuta for pengene til den Kaj Jensen-trænede hoppe, der sejrede i 1.15,0/1.600m auto.

- Det var svært fra startpositionen af. Jeg fik en i hovedet i første sving – ja der gik meget galt.

- Jeg tænkte, at jeg aldrig kunne nå dem. Jeg fulgte bare med, og så prøvede jeg at køre ud i sidste sving, og der var god fart på.

- Det var helt vildt i dag. Der var første gang rundt i Skive, så det var godt, lød det fra en tilfreds Casper M. Nielsen efter årets anden sejr.

CINXIA 3220

Dagens bedste opløb, hvor Cinxia og Casper M. Nielsen på en fantomspurt når målstregen først i yderbanen. Foto: Flemming Andersen.

Birger Jørgensen god substitut

Skivetræner Christian Lindhardt havde på forhånd kun en enkelt hest til start denne løbsdag. Han måtte dog melde forfald, og i stedet blev det Birger Jørgensen, der skulle varetage interesserne bag Dazzle Nock i V4-afslutningen.

Efter ikke at have vist nogen form for starthurtighed tidligere, så vidt denne signatur kan huske, så var Dazzle Nock pludselig helt anderledes kvik fra start fra spor 2. Indvendigt var Morten Friis allerhurtigst, men han slap beredvilligt til Birger Jørgensen på første langside.

Det efterlod favoritten Umbra udvendigt uden ryg med Cmynewlollipop i ryg. Ind imod sidste sving gik Jeppe Rask tættere op med Umbra, og i tredje spor kom angrebet fra Frederik Bay Kristensen med Cmynewlollipop.

Birger Jørgensen havde dog midtvejs i løbet haft held til at dæmpe tempoet betragteligt, så han havde masser at køre med til slut, så Dazzle Nock var på intet tidspunkt i fare for ikke at vinde løbet. Der var hård kamp om andenpladsen, som gik til Umbra med Ayla T Dream som tredje. Vindertiden blev 1.16,6/2.060m auto.

DAZZLE NOCK 3220

Christina Lindhardt spænder hjelmen og tager imod Dazzle Nock og Birger Jørgensen efter sejren. Foto: Flemming Andersen. 

Der blev 326 kr. i gevinst i V4-spillet, der rundede millionen i omsætning. Og i lunchdoublen blev der et odds på knap 35 gange pengene på kombinationen med Cinxia og Dazzle Nock efter en omsætning på 462.445 kr.

Kenneth Andersen chocksejrede

Helt efter bogen tog den store favorit Eldon Neergaard og Jeppe Juel hånd om spidsen i dagens sidste løb. De fik Kenneth Andersen med Livi Option op udvendigt, og med en omgang til mål fik den førende pludselig galop på.

I et snuptag var Kenneth Andersen så i front med Livi Option, der bare øgede forspringet på sidste langside. Nærmeste konkurrent 20m efter var Cru Classe med René Kjær, men da den fik en kort galop på i sidste sving, forsvandt spændingen i løbet. Livi Option var langt foran Cru Classe på andenpladsen, og således serverede Kenneth Andersen dagens oddsbombe til 53 gange pengene.

LIVI OPTION 3220

Dagens totobombe var Livi Option med Kenneth Andersen til 53 gange pengene. Foto: Flemming Andersen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere