Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Speedy Sus og Axel Jacobsen - Charlottenlund 11. maj 2019Foto: Burt Seeger

Axel tager dem selv

SPEEDY SUS 11I8015
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
07. februar 2020 11:18

Fire gange skal Axel Jacobsen i ilden søndag på hjemmebanen i Charlottenlund. To af hestene har han ikke kørt i et stykke tid, men nu sætter mester selv sig i sulkyen. De to andre har aldrig startet i løb, uden træneren selv har kørt dem.

Af Kim Nielsen

Med 20 heste på træningslisten snurrer hjulene godt hos Axel Jacobsen, og selv om dåbsattesten siger 1949, så har træneren ved flere lejligheder udtalt, at han ikke føler alderen trykker. For nogle af hans heste prøver han at variere lidt med diverse catchdrivere eller amatørkuske i sulkyen i løb, men et par af hestene har ikke fungeret optimalt eller præsteret tilfredsstillende i løb på det seneste.

En af disse er Copain d’Amerique, der efter et par trioplaceringer står med to gange disket for galop i de to seneste starter for henholdsvis Kenneth Nielsen og Jeppe Juel. Et er træning, noget andet er løb. Derfor har træneren sat sig selv tilbage i sulkyen bag den seksårige vallak på søndag.

Til trænerkommentarerne på fasttrackracing.dk siger Axel Jacobsen om 7. løb nr. 5 Copain d’Amerique:

- Har ikke fungeret i løbene i et stykke tid. Underligt fordi træningen er fin. Jeg kører ham selv nu, fordi jeg gerne vil prøve og finde ud af, hvorfor han ikke er som bedst i løbene, når træningen fungerer så godt. På en god dag er han langt fremme. Uændret udstyr / balance.

Godt tilbud til 11-åring

En ”gammel traver” med gode meritter i form 44 trioplaceringer heraf 17 sejre i 109 starter er Speedy Sus. Den 11-årige Global Glide-søn har ofte stået med større eller mindre tillæg i løbene, men nu starter den i første volte i et puljeløb efter 1.17,5 – ganske vist fra lukket spor i anden række i volten. Det ligner et godt tilbud.

Den tog sin seneste sejre tilbage i maj sidste år med Axel Jacobsen i sulkyen, men på det sidste har den fristet en tilværelse i amatørløbene kørt af sin ejer Flemming Mogensen uden den store succes. Også den vil træneren gerne kigge lidt mere efter i sømmene i løbssammenhæng. Om 6. løb nr. 7 Speedy Sus siger han:

- Har opført sig underligt på det sidste. Nu tager jeg ham selv i løb. Han bliver aldrig mere som førhen. Tilbuddet på søndag er godt, og jeg tror, han kan være langt fremme. Uændret udstyr / balance.

SPEEDY SUS MGL5747

Speedy Sus med sin ejer Flemming Mogensen samt træner og kusk Axel Jacobsen efter sejren i maj sidste år. Foto: Burt Seeger.

To pæne chancer

De to sidste køreture for manden i skakternet dress er begge heste, der aldrig har været kørt af andre end Axel Jacobsen selv i løb. Begge er at finde i tipsrammen i baneprogrammet, og begge vurderes til at kunne gøre en god figur i deres respektive løb.

Femårige Dandit skal ud i et amerikanerløb over 2.000m, hvor den senest nok fandt de 1.600m for kort. Med tanker på, at den står med flere 15-og 16-tider over fuld distance, så kan den sagtens være en af dem, der skal gøre op om sejren i V5-4 på søndag, hvor træneren fundere på visse udstyrsændringer. Om 5. løb nr. 5 Dandit siger Axel Jacobsen:

- Holder formen og kommer nu på en betydelig bedre distance for ham i forhold til de 1.600m forleden. Også for hans del kommer der ændringer i udstyret. Jeg åbner i hvert fald op for ham. Om der kommer anden ændring afgøres efter opvarmningen.

Dandit 3022 181012

Dandit tog tidligt to af sine fire sejre på hjemmebane i Charlottenlund, som her tilbage i oktober 2018. Foto: Martin Timm Holmstav.

Sidste – eller rettere sagt første køretur på dagen er i 3. løb, hvor Eagle Simoni ligeledes er ude i et amerikanerløb. Der er med sine 26.000 kr. på kontoen en smule hårdt inde over for et par af konkurrenterne, der har tjent næsten det dobbelte.

Den kender også kun at have sin træner i sulkyen, hvor den har fem trioplaceringer – herunder en enkelt sejr – i karrierens ni starter. Om 3. løb nr. 3 Eagle Simoni lyder det fra træneren:

- Skuffede mig meget i lørdags. Der var ingen afslutning i ham. Jeg har ikke fundet fejl på ham og vil nu se, om tætte starter kan få ham op i fart. Jeg ændrer givetvis på udstyret, men hvad afgøres efter opvarmningen. Han har vinderchance, hvis han er som bedst, men jeg synes, det er løbets oplagte outsider.

En masse spilrelevante informationer herunder trænerkommentarer og ekspertanalyse kan som sædvanligt ses på fasttrackracing.dk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere