Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Uza Josselyn vinder EM for Hopper 2019.Foto: Kanal75

”Dansk” rekordholder nærmer sig et muligt karrierestop

Uza Josselyn Em For Hopper
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
16. februar 2020 17:00

Tophoppen Uza Josselyn, der er stambogsført i Danmark, trænes i Schweiz og primært har startet i Frankrig, kan være på vej i avlsboksen. Det fortæller hestens træner til et schweizisk travmedie. 

Af Henrik Boye Ebbesen

På intet tidspunkt har den i dag niårige hoppe Uza Josselyn (Love You) sat sine hove på dansk jord. Til trods for dette er hun at betragte som dansk, og hendes præstationer på væddeløbsbanerne har derfor bragt hende ind på listerne over de mest meriterende danske travere. 

Uza Josselyn står blandt andet noteret som den hurtigste danske travhest nogensinde med tiden 1.09,0a/1609 meter, som hun satte, da hun tilbage i juni 2018 vandt Prix de Washington på Enghien-banen ved Paris med Alexandre Abrivard i sulkyen.

Derudover er hun indehaver af yderligere tre danske rekorder på forskellige distancer, og så er hun med en samlet karriereindtjening på 1.274.678 euro (omregnet til 9.525.796 danske kr.) også den mest vindende danskregistrerede traver til dato.

Men nu kan hendes væddeløbskarriere snart vise sig at være slut. I sidste weekend sluttede Uza Josselyn på en niendeplads i Prix de France på Vincennes bag vindende Davidson du Pont, og det kan blive en af hoppens sidste starter.

Til det schweiziske travmedie Turf-Suisse fortæller hestens træner René Aebischer, at Uza Josselyn ikke trives på Vincennes og formentlig har gjort sin sidste start på den parisiske hovedbane.

Han regner med, at hoppens kommende start bliver i Critérium de Vitesse i Cagnes-sur-Mer i marts. Hvis hun ellers går godt på den sydfranske bane, kan det blive aktuelt at starte i nogle skandinaviske storløb i løbet af foråret og sommeren - hvis hun vel at mærke modtager en indbydelse fra eksempelvis Solvalla, hvor hun de to foregående år har deltaget i Elitloppet.

Hvis indbydelserne udebliver, venter avlsboksen.

Da Uza Josselyn i 2018 vandt Prix de Washington på Enghien i tiden 1.09,0ak blev hun ikke blot den hurtigste danskfødte traver nogensinde. Hun blev også den hurtigste europæiske hoppe. Kun amerikanske Delicious U.S. har været hurtigere på disse breddegrader. (Kilde: YouTube)

Var statsløs i sit fødeland

At Uza Josselyn i sin tid havnede i den danske stambog var et sammenfald af flere omstændigheder.

Uza Josselyn er opdrættet af Pascal Bernard, der driver det franske stutteri med kennelnavnet ”Josselyn”. Det blev grundlagt af hans fader, Yvan Bernard, i 1970’erne, og i dag har sønnen overtaget butikken og har godt 30 følhopper gående.

Stort set alle hopper på stutteriet oprinder fra den samme stamhoppe, Ezira (Fandango – Queen Hera), og det gælder også for Uza Josselyns moder, Teza Josselyn (Ganymede), der er et barnebarn til Ezira.

Uza Josselyn er født i samme årgang som en anden tophoppe fra stutteriet, PDA-vinderen Belina Josselyn (Love You), og de to hopper har faktisk delt fold sammen som føl og ungheste. I modsætning til Belina Josselyn havde Uza Josselyn imidlertid ikke en chance for at blive indregistreret i den franske stambog.

Hendes moder Teza Josselyn, der var ustartet, var nemlig blot fire år, da Uza Josselyn som hendes første afkom kom til verden. Dermed faldt afkommet for de strenge regler, franskmændene har lavet for at begrænse en overproduktion af travere. Reglerne dikterer blandt andet, at afkom efter unge, ustartede hopper ikke kan få plads i den franske stambog.

Inspireret af sin gode ven, Jean-Pierre Dubois, der har haft pæn succes med sine danskregistrerede afkom, lod Pascal Bernard derfor Uza Josselyn indregistrere i den noget mere liberale danske stambog.

Startede karrieren i Schweiz

Uza Josselyn blev godkendt i december som toåring på Grosbois i tiden 1.19,2/2000 meter, og hun indledte siden karrieren i Schweiz som treåring, hvor hun for træner René Aebischer vandt seks ud af ni sæsonstarter.

Alle starter fandt sted på den schweiziske hovedbane Avenches, hvor hun med trænerfruen Barbara Aebischer i sulkyen blandt andet vandt de efter schweiziskes forhold to store treårsløb, Prix d'Essai og Prix de Vitesse des 3 Ans. Samlet set gav sæsonen en indtjening på 29.835 euro – langt størstedelen blev hentet i løb sponsoreret af det franske spilleselskab PMU.

Som fireåring indledte hun sæsonen med nogle få starter i Schweiz, inden hun blev sendt i træning hos Jean-Michel Bazire i Frankrig. I hans regi vandt Uza Josselyn sin franske debut, Prix Eva, på Vincennes, og siden forblev hun i franskmandens træning frem til udgangen af femårssæsonen. I denne periode startede hun primært i Frankrig, men havde dog et par afstikkere til Mons i Belgien. Specielt som femåring imponerede hun, da hun vandt samtlige seks sæsonstarter og tjente godt 163.000 euro.

I slutningen af femårssæsonen fik hun imidlertid problemer med en sene, og derfor kom hun tilbage til René Aebischer i Schweiz, der er dyrlæge af profession. Han fik hoppen på ret kurs igen, og i hans regi har Uza Josselyn udviklet til en af Europas bedste heste med en række starter i den absolutte elite. 

Hendes største enkeltstående præmie fik hun, da hun i efteråret 2017 vandt det italienske storløb Gran Premio Delle Nazioni i Milano. Her sejrede hun i tiden 1.12,2a/2250 meter for Gabriele Gelormini og tjente 128.800 euro. 

Hun har også deltaget i Prix d’Amérique to gange, været placeret i en række storløb under det franske vintermeeting, deltaget i The International Trot i USA og vundet EM for Hopper på Solvalla.

Uza Josselyn ÆresrundeUza Josselyn på æresrunde med Erik Adielsson efter hendes sejr i EM for Hopper 2019 på Solvalla. (Foto: Kanal75)

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere