Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Super Mento med Nikoline Nikolajsen går frem til sejr midt i banenFoto: Ole Hindby

Super sport på amatørdagen i Aarhus

Super Mento 260820
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. august 2020 19:36

Der blev vist flotte præstationer på Jydsk Væddeløbsbane denne onsdag aften, hvor amatørerne og montérytterne havde banen for sig selv. Og de gjorde det godt.

Af Jesper Elbæk

Allerede i 1. løb blev vi vidner til et forrygende flot opløb, hvor dommerne måtte ty til forstørret målfoto for at se, hvem der var først i mål af Expo Lane med Emil Mæhlisen og Super Mento med Nikoline Nikolajsen.

Super Mento trak det længste strå, og dermed nåede Expo Lane op på otte andenpladser i karrierens 15 starter, hvor der fortsat mangler et ettal. Til gengæld var det karrieresejr nummer 13, og den kom efter sukkerstyring af Nikoline Nikolajsen, som ramte perfekt andet par udvendigt bag Diana Winner i dødens.

På tredjepladsen sås en godt gående Viola Toft med Lars Munk, og danmarksmesteren Munk skulle komme til at spille en hovedrolle allerede i løbet efter.

Her bombede Lars Munk nemlig til spids med Tempo Blåbjerg, men på bageste langside blev Munk tvunget til at afgive spidsen, da Kim Madsen kom drønende med Mojo's Star. Lignede en vinder i sidste sving, men op ad bakken i opløbet tog Tempo Blåbjerg sig nærmere og nærmere - og ved målpassage var Lars Munks hest klart forbi Mojo's Star.

Tempo Blåbjerg _260820Lars Munk speedede forbi Mojo's Star i opløbet til enkel sejr. Foto: Ole Hindby

Flot kørsel så vi også i 3. løb, hvor Sensei Bob agerede "hare" foran feltet med mellemtiderne 1.14,7/500m og 1.16,6/1000m - skrappe mellemtider, når dommerne havde sat banen til -2 sekunder. 

I ryggen på Sensei Bob sad Kristine Krieger med Rasmus Pilbro, og Krieger var på vej ud i andet spor med 600m til mål. Den unge amatørkusk fandt dog ud af, at der ikke kom nogen bagfra alligevel, og så kunne hun jo lige så godt spare nogle meter ved at kravle ned i ryg på Sensei Bob igen rundt sidste sving.

På vej ind på lige bane vred Kristine Krieger sin egen Rasmus Pilbro ud til fornyet angreb, og den koblede let greb på Sensei Bob, og kunne også svare en ellers godt angribende Meagainsttheworld med Mariann Thorup Nielsen. Denne skød vældig god form op ad bakken på Jydsk Væddeløbsbanes opløb, men brød lidt ned i banen igen, og måtte korrigeres. Det kostede måske sejren. 

Rasmus Pilbro _260820Der var en dejlig sejrsgestus fra Kristine Krieger, da hun speedede til let sejr sammen med sin egen Rasmus Pilbro. Foto: Ole Hindby

Første sejr i start nummer 58

Livi Kickback havde ikke vundet i karrierens første 57 starter, men gang nummer 58 var altså lykkens gang. Efter 5-600m kørsel blev løbets store favorit Dante Brogård kørt til spids, og nogle få hundrede meter senere kom Livi Kickback med Anders Fredmar frem i dødens.

Livi Kickback så slået ud ved indgangen til opløbet, hvor Dante Brogård lignede én, der havde sagt "farvel og tak" til konkurrenterne. Men Fredmar sad bare midt i banen og kiggede sig til både højre og venstre, for han havde styr på alle konkurrenterne.

Livi Kickback gik sikkert forbi indvendige Dante Brogård, og havde også kræfter til at afvise Abild Grand ude i banen, som var blevet budt et ganske hårdt og ublidt løb undervejs. Det var i øvrigt Anders Fredmars første sejr siden 24. juni 2015, hvor vinderhesten hed Little Moon. 

Livi Kickback _260820Anders Fredmar styrede løbet i dødens med en feltherres overblik, og kunne til slut vinde let med ellers sejrsløse Livi Kickback. Foto: Ole Hindby

Livi Kickbacks sejr var i øvrigt  overraskende for spillerne, at kun en enkelt spiller kunne løse V4-spiller. Han var fra Sverige, og blev belønnet med 55.020 kr.

Dagens afsluttende montéløb gav stensikker og overlegen spids-og-slut-sejr til Picasso med Sarah Bang Poulsen. Perfekt disponeret ridt af den unge montérytter, som dermed tog sin første sæsonsejr. Og Picasso, ja den havde ikke besøgt vindercirklen siden august 2016.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere