Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Overraskende vindere af de to BM-prøver

Winners Wine med Tom Olsen Bornholms Brand Park 11 august 2020 Fotograf Torben Ager - Travfoto Bornholm TKA_0545
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. august 2020 19:45

Apollo Damgård og Winner’s Wine vandt de to udtagelsesløb til Bornholmsmesterskabet, mens to af forhåndsfavoritterne, Stand And Deliver og Diamondwind slet ikke kom med i BM-feltet.

Af Michael Holm

Et ærgerligt afbud fra Stand And Deliver i det første af Rønne Revisions BM-udtagelsesløb betød, at den tidligere derbyvinder mistede muligheden for at komme med i årets største løb på Bornholm. I stedet gik sejren i den første prøve til 15-oddseren Apollo Damgård/Niels Kr.Hansen, der blev givet et optimalt løb, hvor ekvipagen fra vinderhullet kunne se storoverraskelsen Digital Yankee/Jesper Mogensen køre i spids og fastholde Jetset Onion/Kenn Christoffersen i den udvendige position. I opløbssvinget havde Jetset Onion fået overtaget på den førende, men Niels Kr.Hansen fandt angrebspladsen og kunne skyde Apollo Damgård af sted indvendig for Jetset Onion. På en god spurt nåede Apollo Damgård målstregen før Jetset Onion og Fortune Boko/Rene Kjær. Vindertiden var 19,8/2440 meter auto.

Apollo Damgård

(Foto: Torben Ager) 

-Jeg synes måske, at Jetset Onion viste lidt svaghedstegn og håbede derfor på, at der blev hul. Det gjorde der så ikke, men det løste sig alligevel 110 %, sagde Niels Kr. Hansen.

Winner's Wine vandt fra spids

Den anden BM-prøve fandt en flot vinder i Winner’s Wine/Tom Olsen, der kom fra en positiv præstation i seneste start, hvor den gik i mål med kræfter sparet. Denne gang blev den kørt offensivt mod spidsen, og Tom Olsen havde ikke til hensigt at slippe til Twin Peaks/Mads Petersen, der ellers prøvede med ihærdig overtalelse på første omgang. Winner’s Wine holdt et godt tempo undervejs og lod ikke konkurrenterne komme tæt på, selv om Twin Peaks kæmpede helhjertet og nåede andenpladsen trods et hårdt løb i dødens det meste af vejen. Hazard Sund/Martin Sjøholm Jensen fik inderbaneløbet med plads til slut og spurtede til tredjepladsen.

Winners Wine1

(Foto: Torben Ager)

   - Kenn (Strøby red.) kørte et par prøvestarter med ham og sagde, at jeg bare skulle fyre Winner's Wine af og køre, så længe der var benzin på. Hvis der var kommet en op på siden, havde han trukket igen, for der ligger en kæmpe motor i ham, fortalte Tom Olsen.

Vindertiden for Winner’s Wine var 19,1/2440 m auto, hvilket gav den retten til at vælge spor først. Kun én spiller havde fundet den rette V4-kombination og blev belønnet med 167.673 kr. Bemærkelsesværdigt var det også, at hårdt betroede Diamondwind/Frank Mikkelsen havde en dårlig aften på kontoret og efter et løb i andet par udvendig endte som syvende og sidst i mål, hvilket betød, at Diamondwind som den eneste ikke kunne indløse en BM-billet, eftersom den kun blev givet til de seks første. 

Efter sidste løb blev der valgt spor til Bornholmsmesterskabet, og sådan kom startlisten til at se ud:

Startliste BM 

(Foto: Torben Ager)

Stor overraskelse indledte aftenen

Pegasus Photo

(Foto: Torben Ager)

En af grundene til den store V4 udbetaling fandt man i aftenens indledende opgør, der på forhånd så ud til at være ét af løbsdagens mest garderingskrævende. Kun tre procent af V4-spillerne havde dog fundet frem til vinderen, Pegasus Photo/Søren Kjøller Jensen, der satte sig på føringen fra start og derfra ikke lod sig passere. Banedebuterende Bravo Sølvtop/Laura Pedersen lå undervejs i fjerde par indvendig, men da den fandt angrebsplads i opløbet, gik det meget stærkt, og den spurtede til andenpladsen. Speedy Globe/Michael Skovmose blev tredje efter et løb i andet par udvendig. Pegasus Photos vindertid var 19,6/1860 m auto.

Troika Ulvholm/Leif Nyboe var fejlfri denne løbsdag og kunne derfor tage spids i V5-1 i en hastig åbning med Champ Olympic. Spilfavoritten Baltic Baunely/Tom Olsen galopperede i første sving, men formåede at komme tilbage i løbet, og på sidste omgang blev den trukket ud til angreb i tredje spor. Baltic Baunely gik igen et rigtig godt løb, men galoppen kostede afgørende meter, og den formåede ikke i opløbet at kæmpe sig forbi Troika Ulvholm, der vandt en kneben sejr i 20,1/2160 m auto. En velafsluttende Chivas Regal/Camilla Samson blev tredje.

Leif Nyboe måtte ud i en endnu hårdere spidskamp i V5-4, hvor han sad bag Delikates, der i flere omgange fik et massivt tryk fra Our Vixi/Ole Bager. På sidste omgang overtog Our Vixi spidsen, mens den startgalopperende spilfavorit Baron Revenue/Rene Kjær kom stærkt tilbage og gik frem udvendig. Our Vixi stred heroisk efter det tunge løb i hårdt tempo, men efter en kort galop ved opløbets begyndelse måtte den modvilligt overgive sig til Baron Revenue, der vandt i 20,8/1820 m auto. Tredje blev Conny/Bent Dahl.

Billgate/Mads Petersen var pænt betroet i V5-3, Henrik Alfreds Murerforrretnings Ærespræmie, men viste sig alligevel overraskende godt med fra start, og efter en halv omgang kunne den overtage føringen fra Aura/Kim Mortensen. Billgate kunne derefter dæmpe tempoet lidt, og den stærke hest havde derfor godt med kræfter til at afvise Catja Mosebo/Rene Kjær, da den i opløbet kom spurtende fra andet par udvendig. Aura blev tredje fra vinderhullet. Vindertiden var 21,5/2440 m auto.

Billgate

(Foto: Torben Ager)

V5-afslutningen, Restaurant Bolsterbjergs Ærespræmie, gav sejr til California Laser/Martin Sjøholm Jensen, der fandt ud fra vinderhullet på sidste omgang og fra udvendig position fik krammet på den førende Call Annbirchador, der galopperede. California Laser vandt sikkert i 19,4/1600m auto før en ligeledes velgående Verdi/Jonas Jönsson og solide Capana Østervang/Frank Mikkelsen.

I det afsluttende formløb kom Wenson/Claus Peter Christiansen til spids efter en kort, men meget tæt spidskamp med Coktail Baron. Claus Peter Christiansen lykkedes derefter med en betragtelig temposænkning, der gjorde, at der var kræfter til at forsvare sig mod Soul Artist/Henrik Ipsen og Return To Sweden/Bent Dahl i opløbet. Vindertiden var yderst beherskede 25,9/1820 m snorestart.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere