Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Emoji og Flemming Jensen vinder Fireårsprøven 19. juni 2020Foto: Ole Hindby

Har Emoji et startvognstraume?

Emoji 19620
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
03. august 2020 17:30

Et af de varme bud på sejren i Dansk Trav Derby 2020, Flemming Jensen-trænede Emoji, gik et topløb i sin sidste start på Fyn. Træneren er dog lidt bekymret for hestens måde at gå op til startbilen på.

Af Henrik Boye Ebbesen

Kredsen af hingste/vallakker, der aspirerer til en topplacering i årets travderby, synes med E-årgangen at være ganske stor. Det er med andre ord mange år siden, at årgangstoppen har haft den bredde, som det er tilfældet i år.

En af de heste, der uden tvivl har evnerne til at kunne dyste med navne som Empire, Extreme, Eric The Eel og E Type Cash om derbysejren, er Broad Bahn-sønnen Emoji.

For sin træner Flemming Jensen fik den forrige fredag på Fyn en afsluttende finpudsning inden derbyprøverne, da den efter en udvendig rejse sluttede på andenpladsen i et 4-årsløb bag vindende Extreme i tiden 1.12,8a/2100 meter.

»Jeg var nødt til at teste ham lidt den dag for at se, hvor han stod. Derfor kørte jeg tidligt frem udvendigt. Jeg kunne selvfølgelig også have bakket af, sat mig ned bagved og så have kørt de sidste 800 meter. Men efter startgaloppen i grand prix’et i Aarhus ville jeg godt have en status på, hvor jeg havde hesten henne,« siger Flemming Jensen om taktikvalget den dag.

På trods af nederlaget til Extreme udtrykker Flemming Jensen stor tilfredshed med hestens præstation på Fyn. Han blev dog en anelse bekymret for Emojis ageren i selve startøjeblikket.

»Jeg kunne ikke rigtigt få ham til at gå op bag startbilen. Det turde han ikke. Efterfølgende har jeg talt med hestens ejer og tidligere træner, Frantz Praëm, der fortalte, at Emoji også tidligere har været bange for at gå op til startbilen, når den har haft startspor fire eller fem. Han tøver simpelthen, når han ser det hus, som starteren sidder i,« forklarer Flemming Jensen.

Måske en prøvestart i København

På trods af hændelsen på Fyn har Flemming Jensen ingen planer om at tage Emoji med ind på Aalborg-banen og øve bag startbilen.

»Problemet opstår formentlig kun, når han er lige bag huset på startbilen, så jeg vil ikke til at ændre på hans træningsrutiner her og nu. Hvis han så trækker spor fire eller fem i Derbyprøven, kan det godt være, jeg kører en prøvestart med ham på dagen, så han bliver fortrolig med startbilen i København. Jeg har faktisk på fornemmelsen, at han kan åbne ganske hurtigt bag bilen, hvis han får det til at stemme,« forklarer Flemming Jensen.

At hestens træningsrutiner ikke skal ændres på nuværende tidspunkt, står ifølge Flemming Jensen helt fast.

»Jeg har aldrig haft succes med at skrue på træningsintensiteten op til et stort løb. Så Emoji kommer til at træne helt, som han plejer i den kommende tid. Nu handler det blot om, at hesten er frisk og holder sit niveau.«

At Emoji i Derbyprøven og i en eventuel derbystart skal ud over henholdsvis 2500 og 3000 meter, er ifølge træneren ingen ulempe for hesten, tværtimod.

»De længere distancer er nu nok en fordel for Emoji set i forhold til gennemsnittet af de konkurrenter, han kommer til at møde i derbysammenhæng.«

Emoji Etypecash2Det er bestemt ikke utænkeligt, at Emoji og E Type Cash begge kan være med helt fremme, når Dansk Trav Derby afvikles i slutningen af denne måned. Her ses de to heste i deres "dødt løbs-duel" på Musketerdagen i Skive. (Foto: Flemming Andersen)

Derbykandidat med stærke papirer

Når derbyprøverne afvikles på Charlottenlund Travbane næste fredag har Flemming Jensen flere heste med i transporten.

En af dem er nyerhvervelsen Even Steven (Varenne), der denne dag kommer til at gøre sin første start i Aalborg-trænerens regi. Han modtog hesten i træning 10. juli, hvor den kom fra Joakim Lövgren i Sverige, og efter ankomsten er den blevet behandlet af dyrlægen.

Even Steven har til dato gjort 11 starter, vundet to løb, tjent godt 71.000 kr. og sat rekord 1.14,0ak.

»Der er ingen tvivl om, at det er en lidt sen hest. Det er i hvert fald det indtryk, jeg har fået i den første tid, hvor jeg har arbejdet med ham. Så i forhold til at han skal ud i derbyprøverne, arbejder vi jo lidt med den ene arm på ryggen,« siger Flemming Jensen.

Med helsøskende som milliontraverne Red Rose America, Laurel America og Sylvester America har Even Steven på papiret en del at leve op til.

»Han er egentlig bygget til at være en langskridtet hest, men han er fortsat noget kortskridtet. Derfor handler det om at få ham til at tage sine skridt helt ud, så han kommer mere til sin ret. Det arbejder vi på. Han kommer ikke til derbyprøverne i absolut topform, men han skal nok komme i en fin forfatning.«

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere